Tale ved Kokkedal Kirkes 40-årsjubilæum

"Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«" (Johs 10,22-30)

Klokkerne har ringet, flaget er oppe, Kokkedal Kirke er klædt til fest. Vi fejrer – lidt forsinket – kirkens 40-års fødselsdag. Nu er 40 år jo ingen alder, slet ikke for en kirke, men fejringen i dag er på en vis måde også en fejring af mere end de 40 år, hvor Kokkedal Kirke har stået på dette sted. Enhver kirke, uanset dens alder, vidner om en historie, der går langt længere tilbage og hvad der er vigtigere: den vidner om, at der ikke blot er tale om en historie, men om en levende virkelighed, om en tradition, der lever og ånder og sætter frugter. En tradition, der inviterer os ind i et levende fællesskab. Kirken er et rum for det mest inkluderende fællesskab, der findes.

Der er masser af fællesskaber i vores samfund og i vores liv, som handler om at skille sig ud fra de andre. Det er åbenbart et stærkt behov, vi har, at vi gerne vil høre til – og gerne på en måde, så vi samtidig ved, at der er andre, der ikke hører til. Vi vil høre til i en gruppe, i en loge, i en klub. Den slags fællesskaber opstiller som regel adgangskrav. Man kan ikke ’bare’ være med, men det er noget man skal vise sig værdig til. Det skal koste noget at vise, at man hører til, at man mener noget med det, er seriøs og dedikeret. Det er fællesskaber, der forlanger noget af dem, der vil lukkes ind i varmen.

Når vi hører til, ved vi samtidig, at der er nogen, der ikke gør – og det er så at sige en del af fornøjelsen! At være medlem af noget, som alle kan være medlem af, er ikke særlig attraktivt eller eksklusivt. Eller som den amerikanske komiker, Groucho Marx, engang udtrykte det:

Jeg vil ikke være med i en forening, der vil have mig som medlem.

De fleste fællesskaber er i større eller mindre grad på den måde. Vi tilslutter os et formål, en ide eller et bestemt sæt af regler og leveregler, vi betaler kontingent, sværger troskab – og hører dermed til. Og fællesskabet bliver dermed et fællesskab af dem, der gør, tænker, lever som os. Vi hører til i et fællesskab af ligesindede.

Anderledes med det fællesskab, Jesus i dag taler om. Ved første øjekast kunne det måske også lyde som et fællesskab, der lukker nogle ind og andre ude: ’Mine får hører min røst og jeg kender dem, og de følger mig’. Ærlig talt: det lyder ikke særlig inkluderende.

Men det afgørende er, at det fællesskab, Jesus taler om, er skabt af ham, der kort efter om sig selv siger: ’Jeg er den gode hyrde, jeg sætter mit liv til for fårene’.

Det fællesskab, Jesus taler om, opstår ikke som resultat af, at vi slutter os sammen med andre, der mener det samme som os eller ligner os. Det fællesskab, Jesus taler om, er ikke et fællesskab af ligesindede, men det er et fællesskab, der dannes af hans ord, hans stemme, hans liv – som han satte til for fårene, for flokken, for fællesskabet. Ja, fællesskabet er en fortsættelse af Hans liv.

Grunden til, at vi bygger kirker og samles til gudstjeneste, er ikke for at bekræfte os selv og hinanden i, at vi er et fællesskab til forskel fra de andre. Nej, vi samles, fordi vi her bliver draget ind i et fællesskab, der gør os til et fællesskab i kraft af Ham. Det er et fællesskab for og med de andre. Så forskellige vi så end er. Det er et fællesskab, der bliver til, fordi Han er den, han er. Gør det, han gør og vil det, han vil.

Her er det ikke et spørgsmål om, hvem der hører til og hvem der ikke gør. For vi tilhører ham, er blevet inddraget i hans historie i kraft af Hans liv, Hans kærlighed, Hans død og opstandelse. Vi tilhører ham. Deri ligger, at vi er hans ejendom, hans kæreste eje. Det er ikke noget, vi kan kræve af ham, endsige gøre os fortjent til. Det er en gave, han skænker os i dåben.

Jesus bruger hyrdebilledet, når han skal beskrive vores forhold til Ham – eller rettere: Når han skal beskrive sit forhold til os.

Hyrden har omsorg for sin flok, fører dem fri af farer og derhen, hvor der er græs og vand. Han kender fårenes behov og vil dem det godt. Men hyrdebilledet tilføjes en helt radikalt anden dimension, når hyrden om sig selv siger, at han sætter sit liv til for fårene. De fleste hyrder ville lade flok være flok og tage benene på nakken, hvis deres eget liv var på spil. Med ham er det anderledes.

I kirken samles vi af og om det ord, som vi aldrig bliver færdige med; ordet om hyrden, der sætter sit liv til for fårene. Den selvhengivelse finder vej ind i verden i Jesu Kristi liv, død og opstandelse – og er dermed en fortsat kraft i vores liv og samfund. Han bar den skyld, vi ikke kan bære. Han besejrede den død, vi ikke kan besejre.

Over for ethvert fortvivlet og forkvaklet forsøg på at reducere livet til et spørgsmål om personlig lykke, materiel fremgang eller – som det ofte siges – at blive den bedste udgave af os selv, hører vi i kirken evangeliet om ham, der gav sit liv som løsesum for mange. I ham bliver vi sat fri til at række ud over os selv. Kun ved at række ud over os selv, bliver fællesskabet et ægte fællesskab.

Intet sted har mere vedholdende end kirken holdt fast i, at Åndens virkelighed er den dybeste grund under vores liv. Her lyder ordet om den ånd, der lever og levendegør og bygger bro mellem tid og evighed, mellem Gud og menneske og mellem mit og dit liv. Her er vi ikke henvist til at spejle os i dem, der ligner os, tænker fuldstændig som os, men vi er indlemmet i et fællesskab, hvor vi i kraft af Guds ånd er bundet sammen medmennesker for hinanden. Fælles om at være skabt, skrøbelige og håbefulde. 

Ethvert menneske rummer evnen til at spejle den virkelighed, som forvandler os ved Ånden. Ethvert menneske bærer åndens evner; evnen til at lade sig bevæge af den anden, sætte sig i den andens sted, række ud over sig selv. Det er netop i de evner, at vores gudskabte og gudsbenåede menneskelighed folder sig ud og bliver til fællesskab.

Hjertelig tillykke med jubilæet og Guds velsignelse over jeres liv, jeres sogn og menighed.

I Jesu Kristi navn. Amen.