For hvor Jesus er, triumferer håbet og livet

af Peter Birch

Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver evangelisten Markus:

Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.  Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!«

Du træder i dag ind i præsteembedet og dermed ind i en kæde af præster, der omfatter mange før dig – herunder dine egne forældre. Vi står på skuldrene af dem, der før os har været med til at muliggøre og sikre, at der også i dag er en kirke, hvor mennesker kan møde hele den kristne tradition og hvor der fortsat kaldes på præster til at forkynde, undervise, øve sjælesorg og indgå i samtale med vores samtid om menneskeliv, om Åndens virke og håbets kraft.

For nogle år siden hørte jeg om en graffiti, hvor én med store bogstaver havde skrevet: Jesus er svaret! Hvilket havde fået en forbipasserende, vittig sjæl til at tilføje: Hvad var spørgsmålet?

Jeg tænker tit på den som en vigtig advarsel om ikke at forfalde til klicheer og repetition af dogmatiske fraser. At stå på skuldrene af andre, betyder ikke, at vi skal efterplapre dem, men bruge deres eksempel som tilskyndelse til at gøre vores for at være en troværdig og relevant kirke. Før vi åbner kufferten med alle de rigtige svar, må være lydhøre og åbne: Hvad er spørgsmålet?

Der stilles mange spørgsmål af mennesker i dag – spørgsmål om mening, om livsorientering, om fremtid. At stille spørgsmål bliver ofte ensbetydende med at stille spørgsmålstegn ved autoriteter og traditioner. Svarene er ikke længere givne, men skal findes og det enkelte menneske er i vidt omfang overladt til selv at finde dem. Mental overbelastning, eksistentiel ensomhed, utilstrækkelighed er nogle af de negative følgesygdomme, som tvinger mennesker ud i afmagt og isolation.

Når jeg valgte den lille beretning om Jesus, der helbreder den døvstumme mand i Dekapolis til din ordination i dag, så er det fordi evangelisten Markus har en særlig evne til at bringe os i kontakt med det basale, det livsnære og det gådefulde. Det almenmenneskelige. Med ham er vi ude på de støvede veje, vi bevæger os med Jesus og disciplene rundt i Galilæa, hvor vi kan mærke solen brænde. Her er dæmoner klartseende, mens de religiøse ledere intet ser. Igen og igen opstår der lidenskabelige diskussioner om ret og vrang, om sandhed og løgn, om Gud og djævel.

Det hele udspiller sig i Galilæa, der på den tid blev regnet for et ligegyldigt, ja nærmest fortabt hjørne af verden langt fra Jerusalem, der var hjemstedet for den etablerede religiøsitet, templets og den rituelle renheds sted.

Det hele bliver i Markus’ genfortælling vendt på hovedet og spejler dermed selve evangeliets inderste sandhed. For hvor Jesus er, triumferer håbet og livet, i mødet med ham bliver menneskers liv forvandlet og nyskabt. Stumheden bliver brudt og afløses af nye ord, det isolerede menneske bliver sat i bevægelse. Guds virkelighed er ikke bundet til templet, men er tværtimod en virkelighed, der udfolder sig for øjnene af mennesker.

Markus lader os ikke i tvivl om, at Gud, den ene og sande, er kommet mennesker helt nær i Jesus Kristus. Gud åbenbarer sig som menneske – for mennesker. Her er der munde, der mættes, her er der spedalske, der helbredes, her er der disciplene, der lader deres fiskegarn ligge og følger med ham. Her brænder hjerterne.

Vi kan stirre os blinde på afstanden mellem os og dem – eller vi kan åbne os for, at vi deler menneskelighed på tværs af kultur- og tidsforskelle. Også de led af sygdomme og sørgede over tab, også de havde brug for håb og retning, også de lod sig bevæge af kærlighed og barmhjertighed.

Effata – luk dig op! Ordene rummer i kort form forandringens mulighed. Det er en mulighed, vi har brug for at høre og erfare. I selve den urimelige påstand, at Gud blev menneske, ligger den opfattelse, den tro, at nåde, tilgivelse og kærlighed kommer før rivalisering, magtkamp og had. Han kan åbne vores sanser og sind for det, det i sandhed kommer an på: at se med kærlighedens blik, at gøre kærlighedens gerninger, at turde leve på tilgivelsen – også tilgivelsen for, at man ikke turde satse sit liv på netop den!

Luk dig op! Gør dig lydhør for den virkelighed, der vikler dig ud af dig selv. Luk dig op – ikke i terapeutisk forstand, hvor det handler om at være tro mod dig selv, men i teologisk forstand, hvor det handler om at sanse den virkelighed, der kalder på dig som menneske. Guds menneske og dit medmenneskes menneske.

Det er ordet til os – og opgaven for os som præster: at vi overalt lærer at blive mennesker, der berøres og bevæges af Guds virkelighed.