Pinseprædiken ved Vestkirkens 50-årsfejring

Vi er lige nu midt i festlige pinsedage, der populært sagt er kirkens fødselsdag og som tillige er jeres kirke, Vestkirkens fødselsdag. Det er i år 50 år siden Vestkirken blev indviet. På denne dag, vil jeg begynde ved begyndelsen. Ikke den for 50 år siden, men den store begyndelse, altings begyndelse; skabelsens morgen. 

’Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet og Guds ånd svævede over vandene’, som det hedder i skabelsesberetningen. Tomhed, øde, mørke – men ikke livløst, for Guds ånd svæver over vandene og man fornemmer i ordenes sitren, at noget er lige ved at ske.

’Der blive lys!’ Med de ord sætter Gud sin ånd i værk og skabelsen i bevægelse. Lyset trænger mørket tilbage, skiller dag og nat. Først på fjerdedagen sætter Gud solen, månen og stjernerne på himmelhvælvingen til at lyse om dagen og natten. Hvordan hænger det sammen? Hvis lyset er det første, der bliver til, hvordan kan det så være, at universets største lyskilder først kommer til på fjerdedagen? Ja, det må være fordi, der er et lys bag solen, månen og stjernerne. Skabelsesberetningen er ikke en naturvidenskabelig verdensforklaring, men en lovprisning af Gud Skaber som den inderste og dybeste grund for alt levende. Som lyset bag alle lys, som solen bag alle sole og himmellys, som virkeligheden bag alle virkeligheder.

Det er netop det, vi fejrer i pinsen: at Guds ånd er virksomt til stede i verden som kilden til liv. Man kan af og til få det fejlagtige indtryk, at Guds ånd i pinsen kommer til verden – og til disciplene. Som om den ikke havde været der før. Men Guds ånd har været der lige fra begyndelsen, den svævede over vandene. Det er den, alt andet udspringer af.

Men hvorfor holde en særlig fest for noget, der altid har været der? Fester holder vi som regel for det, der kommer til, det nye: et barns fødsel, et ægteskabs indgåelse, en eksamen, en fødselsdag, et jubilæum. Men pinsen er en fest af en anden slags: den er en fest for noget, der ikke er kommet til, men som tværtimod har været der altid og som alt er kommet af. Pinsen er en fest, der skal indøve os at se dét; se virkeligheden bag alle virkeligheder og lyset bag alle sole. Det ser vi kun med Åndens hjælp.

Ånden forbinder det forskellige til ét; ikke til enshed, men til fællesskab. Når en mor eller far lægger sit spædbarn på puslebordet og begynder at tale til barnet, ved vi jo godt at barnet ikke forstår, det der bliver sagt. Alligevel skabes der forbindelse mellem faren eller moren og barnet. Det er ikke kognitivt, men ikke desto et fællesskab, som netop skabes af ånd. Ånden forbinder og skaber fællesskab.

Tilbage til festdagen i dag: Man kan jo også spørge, hvorfor vi i dag fejrer jeres kirkes 50-årsfødselsdag. Det er jo ikke noget nyt, at den ligger her. Den er og har været en del af livet her i 50 år. Den står som en trofast og stabil bygning midt i en verden, der hele tiden forandrer sig.

Men det er måske netop grunden til, at vi fejrer det. I dag markerer vi i taknemmelighed, at der her på dette sted, i dette rum lyder et ord, der handler om de dybeste lag i vores tilværelse. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv – den ene sætning kaldes også for ’den lille bibel’, fordi den sammenfatter alt det, som Bibelen handler om: Gud har i sin store barmhjertighed forbundet sig med vores verden og omfatter os med sin kærlighed og nåde.

Det er Ånden, der bringer bud om Guds kærlighed som den inderste og dybeste grund i vores liv. Det er en kærlighed, der ytrer sig i handling. Således elskede Gud verden, at han gav sin elskede søn. På den bestemte måde, i det bestemte menneske åbenbares Guds vilje.

Det er den faldne verden, den flimrende og forvirrende verden, den ufuldkomne og modsætningsfyldte verden, vi lever i, det er den, Guds kærlighed retter sig mod. Det betyder, at verden i al sin elendighed ikke får lov at sejle sin egen sø, at alt ikke er låst fast af en autopilot, der styrer direkte mod afgrund, død og dommedag. Tværtimod: Således elskede Gud verden for at verden skal frelses ved ham. Guds kærlighed er båret af Ånden – og Ånden er vilje til forandring. Ånden vil have os til at se mere, end det vi kan se i spejlet eller i tv-skærmens spejling af en verden, der drukner i vold og nedbrydning af liv. Ånden vil have os til at se, at vi er ikke efterladt faderløse, men er omfattet af Guds kærligheds vilje.

Det lys, livet i verden kaster ind over os, kan være skærende. Lyset afslører os både kollektivt – som fællesskab og som samfund - og individuelt. Men Ånden vil ikke bare have os til at se, men den vil sætte os i stand til at se, hvad det er, vi ser: at mørket er dømt af lyset, at Gud har fældet dom over alt ondt. At der åbnet en vej ud af ondskab, mørke og død.

Skulle vi dømmes og bedømmes efter lovens bogstav, ville ingen af os kunne sige fri for skyld, for at have svigtet vores medmenneske og lagt krop og sind til det onde. Vi kan ikke selv vriste os fri af Adam og Evas stamtræ. Som mennesker hører vi til den slægt, der er domfældt. Men Ånden vil levendegøre. For det er den domfældte verden, Guds enbårne søn bliver sendt til. Således elskede Gud verden for at vriste os fri af den dom, der er fældet. Ånden lærer os, siger Paulus, at kalde Gud for far og vidner dermed om, at vi er Guds børn (Rom 8,15-16).

Når vi beder til Gud vor far, gør vi det sammen.

Fadervor er ikke en bøn til min fader, min Gud, men vor Far. Tænk, hvor forfærdelig en bøn, den ville være hvis det var en individuel bøn: Giv mig i dag mit daglige brød…!

Men det er netop en bøn til vor far. Og det er en bøn, vi beder med Jesus og som altså placerer os ved hans side. Fader vor …. Vi har samme ophav som Jesus selv. Vi beder med Ham i Ånden – om at Gud må give os alt hvad vi har brug for.

Vestkirken har stået her i 50 år – må den stå længe endnu. Der er brug for den. Hvor skulle vi ellers gå hen og høre ordet om, at vi er forbundet med hinanden og med den evige Gud? Hvor skulle vi gå hen og høre, at skyld kan mødes af tilgivelse, at fortvivlelse skal afløses af håb? Her bliver vi holdt fast på, at menneskelivet i al dets sårbarhed og forgængelighed er omfattet af Guds opstandelsesord. Her hører vi budskabet om det ord, der blev kød, gik ned i dødens afgrunde for at kalde alle fortvivlede frem til nyt liv.

Hvis ikke kirkerne fandtes, ville vi være overladt til os selv, til skæbnen og til tilfældighedernes ubarmhjertige spil. I kirken lyder det modsat:

Således elskede Gud verden.

Må jeres kirke fortsat samle mennesker for at høre dét og opbygges ved det. Gud velsigne jer i sogn og kirke.