Grundlovsdag: Bær hinandens byrder

Af Peter Birch

Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov (Gal 6,2).

Med Kristus kom en ny virkelighed ind i verden. Den satte disciplene i stand til at tage livet op på ny – og på en ny måde. For os i dag kan det være svært at forstå, hvor radikalt et brud den kristne tro var i forhold den tidlige kirkes omverden. Antikkens verden var en verden præget af stærke magtforhold og dominans, og tanken om guddommelighed var forbeholdt de største og mest magtfulde; sejrherrerne, heltene og kongerne. At et fornedret og korsfæstet menneske skulle have noget med guddommelighed at gøre, ja endda være åbenbaringen af den evige Guds vilje, var ganske enkelt utænkeligt – og troen på det blev dermed en total forvandling af tanke og sind og dermed af den tid, der fulgte.

Kristi lov var egentlig ikke en lov, men et bud om at elske Gud og sin næste som sig selv. Ikke dominans og magt, men tjeneste. Og så ved jeg godt, at historien kan opbyde mange eksempler på, at den kristne kirke i praksis fornægtede sin herre, lod hans ord være staffage og i stedet lod netop magt og dominans være det styrende.

Men Kristi lov er klar – og Paulus sammenfatter den i tre ord: Bær hinandens byrder. I den indbyrdes solidaritet, i tjenesten for hinanden, er hele den nye virkelighed. Han gav sig selv hen for mennesker, for at sætte mennesker fri – fri, ikke til at sætte sig selv over andre, men fri til at sætte sig selv i den andens sted. Derfor blev den nye tro også en tro, der kom til at forme samfundet. For man kan ikke sætte sig selv i den andens sted, uden at det får synlige konsekvenser. At sætte sig selv i den andens sted og identificere sig med andres vilkår, lidelser og håb, rummer handling og konsekvenser.

Bær hinandens byrder – det er ikke en abstrakt lov, men et konkret bud. Op igennem historien har kristne stået for hjælp til fattige og syge, fx har vore dages sygehusvæsen sine rødder i klosterordnernes arbejde blandt syge – og også i nyere tid er kristne gået forrest med at udvikle diakonale indsatser, som siden er blevet inspiration for samfundet som helhed. De første børneasyler og børnehaver var menighedsbørnehaver og arbejdet blandt socialt udsatte blev i initiativer som Koefoeds Skole til forbillede for velfærdssamfundets socialpolitik. Fra nyere tid kan man også tænke på sådan noget som hospicer – det første blev indviet på Lukasstiftelsen i Hellerup, og i dag er der mange rundt om i hele landet. Og et helt nyt eksempel er kirkernes store bidrag til at tage imod ukrainske flygtninge.

Hver dag, uge ud og uge ind gøres der et stort arbejde i sognene for at bære hinandens byrder i AA’grupper, sorggrupper, samtalegrupper og sjælesorg, i hjælp fra menneske til menneske. Det er også en hjælp, der kommer til udtryk i gudstjeneste og kirkelige handlinger, hvor der bliver sat ord på, hvad Kristi lov vil sige. Her bliver der talt til os med ord om hvert enkelt menneskes værdighed, om barmhjertighedens nødvendighed og om fællesskabets uundværlighed. Ord og handling, forkyndelse og ritualer vil forvandle os og skabe nyt liv og nyt håb.

Bær hinandens byrder. Ordene kender og bruger vi også i vielsesritualet, når to mennesker lover hinanden at dele livet sammen i medgang og modgang. Her er der nemlig dagligt brug for at sætte sig i den andens sted, bære med, bære over, holde af, holde om – og indimellem holde ud!

Netop på en Grundlovsdag kan man overveje, hvordan ægteskabskontrakten mellem stat og kirke har det. Det er nok for meget at sige, at der er tale om et egentligt ægteskab, men siden grundloven i 1849 har der dog eksisteret en særlig kontrakt eller relation mellem stat og kirke. Grundloven lover religionsfrihed for enhver borger, men toner samtidig rent flag og siger, at den står i et særligt forhold til den ene af kirkerne med støtte og fællesskab.

Det er et forhold, som mange politikere – også de allermest toneangivende og indflydelsesrige – priser på mange måder. I den nuværende regeringsgrundlag er det ligefrem med som en konstatering af, at Danmark er et kristent land. Ofte taler de samme politikere varmt om de kristne værdier, som vores samfund bygger på. Men det er vigtigt, at vi igen og igen minder dem og hinanden om, at den kristne arv ikke er noget statisk eller noget givet og at de såkaldte kristne værdier ikke er opstået ud af den blå luft, men kun er levende, så længe, der er kristne, der omsætter troen til handling og konkret praksis.

Når vi samles i kirkerne, er vi med til at sikre, at vores fælles identitet ikke forvitrer og bliver til intet. Jeg tænker ofte på, at vores gudstjenester er udtryk for en solidaritet med de mennesker, der måske ikke lige sidder på kirkebænken den pågældende dag, men som en dag får brug for kirkens rum og det sprog, og det budskab, vi møder her.

Den politiske omfavnelse af kristendommens værdier og anprisningen af kristendommens bidrag til det fælles bedste er i disse år desværre kombineret med en udbredt religionsforskrækkelse. I bestræbelserne på at inddæmme radikal religions indflydelse, først og fremmest radikal islamisme, laves der regler og politiske tiltag, der reelt udhuler trosfriheden.

Det seneste eksempel i en lang række hørte jeg for få dage siden; folkekirken på Læsø har igennem flere år haft en venskabsmenighed i Beirut og havde planlagt at invitere en præst fra menigheden i Beirut til at prædike ved en gudstjeneste på Læsø i løbet af sommeren. Det blev afvist af Udlændingestyrelsen med den begrundelse, at det ville forstyrre den offentlige orden og sikkerhed (!) – og et sådant besøg kan i øvrigt kun lade sig gøre, hvis den pågældende får arbejdstilladelse i Danmark, da de danske myndigheder betragter en enkelt gudstjeneste, hvor gæsten prædiker som et arbejde, der kræver arbejdstilladelse.

Den slags bureaukrati er udtryk for en religionsforskrækkelse, der ikke kun rammer folkekirken, men også andre kristne kirker her i landet, der har mange relationer til menigheder uden for landets grænser – og det rammer andre trossamfund.

Men vi har brug for, at politikerne ikke kun betragter kristendommen som en historisk arv, men også har sans for, at det er en arv, der kun er levende så længe, der er nogle, der lever den. Og at det ikke er en trussel, men et væsentligt bidrag til det fælles bedste, at mennesker lader deres tro komme til udtryk i handlinger for medmennesket og fællesskabet.

Bær hinandens byrder. Kristi lov tvinger os til at se ud over os selv, udvide blikket og få øje på, at vi lever et liv i afhængighed – afhængige af den skabelse, vi er en del af og det fællesskab med andre mennesker, som gør os til dem, vi er.

Bær hinandens byrder er et opgør med enhver tanke om, at vi er os selv nærmest, at vi ikke skylder andre noget. I ethvert kirkerum skal vi møde ordet om, at Gud er trådt os i møde, har sat sig i vores sted og gjort det muligt at leve i tro, håb og kærlighed. Og Han vil med sin tilgivelse åbne vores øjne for, at vi skylder hinanden alt. Respekt, opmærksomhed, omsorg og mulighed for nye begyndelser.

Glædelig Grundlovsdag!

Amen.