Peter Birch: Kirkerummet er et rum for alle og for alt, hvad der hører menneskelivet til

Af Peter Birch

Det er en særlig dansk-norsk tradition, som i dag får et lille nyt skud på stammen. Med ophængningen af den flotte gave fra Brøndby Marineforening har I her i Brøndbyøster Kirke fået jeres eget kirkeskib og dermed er kirken fuldt udstyret som en dansk kirke skal være.

Jeg tror, de fleste præster har oplevet, at netop kirkeskibet påkalder sig konfirmanders spørgsmål og undren. Hvorfor hænger der et skib i kirken? Kirkeskibet overrasker med sin placering, kalder på vores fantasi, åbner for spørgsmål.

Skibene fortæller kulturhistorie; om det land, vi lever i med over 8000 km kystlinje og dermed en dyb tradition for, at vores kontakt med omverdenen er gået over havet. Skibene har til alle tider forbundet os med en lang større virkelighed og når skibene i gamle dage vendte hjem, samledes folk på stranden eller på havnen – først og fremmest i glæde over at se de hjemvendte i live. Men også for at se den hjembragte last af varer, der skulle tjene til livets ophold. Og besætningen bragte også indtryk med sig hjem, historier, som kunne fortælles om og om igen; om fremmede egne og skikke, om andre himmelstrøg og om kampen for at nå frem med livet i behold. Og op af lasten og kufferter har søfolkene halet ting frem, der helt konkret bragte den store verden ind på livet: Fremmedartede kunstgenstande, velduftede krydderier, stoffer i farver og mønstre, man aldrig havde set før.

Skibet er kort sagt ladet med betydning og når det hænger her i kirkerummet, viser det os, hvad det er kirken er rum og ramme om: for her har mennesker i generationer samlet sig for at høre nyt om tilværelsen og verden, om liv og død, tid og evighed. Her er de kommet med deres spørgsmål, med deres længsel efter livsnæring, efter alt det, der kan sætte perspektiv på et liv, der rummer glæder og taknemmelighed, men også byder på adskillelse, sorg og død. Her er de kommet for at hente ord og håb, der kan bevæge og bære i alle livets forhold.

I dag er der os, der sidder under det nye, flot istandsatte kirkeskib og kan se det som et billede på vores liv, på vores længsler efter at høre nyt fra en anden verden og hente af den livgivende last tro, håb og kærlighed.

Kirkeskibet bringer nyt til os om et liv, der ikke kun udfolder sig på en lige linje fra fødsel til død. Evangeliet er tværtimod én lang fortælling om, at den evige Gud har sat sig selv ind på at være os helt nær. Takket være Gud er tid og evighed flettet ind i hinanden. Med sit ord, der blev kød og tog bolig iblandt os, kommer Gud os fortsat i møde for at være vores tro og håb og kalde kærlighedens frugter frem i vores liv. Når det sker, er det Guds evighed, der vokser frem midt iblandt os.

Hvis vi var overladt til os selv, til tidens krav og alle de skuffede forventninger, vi kan samle sammen gennem et liv, ville vi være fortabt. Vi har brug for at blive frelst fra os selv, og det kan vi ikke selv. Vi har brug for, at der er en, der møder os med åbne arme og med vilje til at lytte til vores fortvivlelse, vores angst, vores råb om mening og retning. Vi har brug for, at der er en, der tager imod os som vi er – uden at vi skal forstille os og lyve om, hvem vi er.

Vi ligner de 10 spedalske, som vi møder i dag, mere end vi først tænker. Deres råb: Forbarm dig over os! kunne såmænd lige så godt være vores. Også vi har brug for at blive hørt og set, brug for, at der er en, der møder med os med barmhjertighed og overbærenhed og med en vilje til at række os den hånd, der kan gribe forvandlende ind i vores liv og få os til at se os selv og verden med nye øjne.

Kirken her er bygget i troen på, at Gud har rakt os sin frelserhånd – og fortsat rækker ud efter os med sin Ånd. Det er den tro, der ligger under vores gudstjeneste i dag og hver eneste gang, vi mødes i kirken. Her kommer vi for igen at høre de fantastiske ord om den kærlighed, der satte sig selv til for vores skyld.

Paulus siger et sted:

Vær altid glade, bed uophørligt og sig tak under alle forhold – for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

Når vi siger Gud tak i alle forhold, så er det ikke, fordi vi er sådan en slags overskudsmennesker. Det er heller ikke, fordi vi i en slags religiøs fanatisme lukker øjnene for, at livet indeholder lidelse, død og smerte, men så er det fordi vi ved, at Gud i alle forhold drager omsorg for os.

Takken som livsholdning er ikke en farlig illusion – sådan som religionskritikeren måske vil hævde, men takken som livsholdning er et opgør med en farlig illusion; den nemlig, at livet kun er værd at takke for, når vi mennesker former det og skaber succeser ud af det og livet lykkes.

Kirkerummet er et rum for alle og for alt, hvad der hører menneskelivet til. Både det glædelige og det sorgfulde. Kirken er et skib, et rum i bevægelse mellem tid og evighed, mellem det synlige og det usynlige. Her fejrer vi gudstjeneste i tillid til, at Gud har sat målet for sejladsen. Og vi gør det i tillid til, at vi gennem alle vores kampe og katastrofer, gennem alt det, vi lykkes med og alt det, vi bærer skyld for, kan nå frem til målet i kraft af Guds nåde.

Hvor er de 9 andre, spørger Jesus i dagens evangelium. De er sikkert sprunget af sted i glæde over, at deres liv med et blev forvandlet og fornyet. Den ene, samaritaneren, kommer tilbage til Jesus for at sige tak. Tak til Gud, som bestandigt overskrider grænserne for at være sammen med os. Så vi under alle forhold kan takke ham for hans omsorg, barmhjertighed, nåde og fred.

Når vi gør det, næres troen – så vi ser, at Gud ikke kun er der, når livet er lyst og lykkeligt og vi bobler over at glæde – men at Gud er der altid og under alle forhold.

I Jesu Kristi navn

Amen.