Ordinationstale: Vær ikke bekymrede for noget
Læs biskop Peter Birchs ordinationstale fra d. 14. november 2023, hvor Maria Poulsen og Kenneth Lund Sørensen blev ordineret i Helsingør Domkirke.
Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit brev til menigheden i Filippi (4,6-7):
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
Apostlen Paulus skriver ofte på sin vrede. Hans breve til menighederne indeholder irettesættelser, ofte meget håndfaste. I brevene udøver han det vi i dag ville kalde fjernledelse. Tag jer sammen! Når jeg kommer på besøg, regner jeg med at jeres indbyrdes stridigheder er bragt ud af verden.
En markant undtagelse er Filipperbrevet, der også er blevet kaldt et glædesbrev, skønt baggrunden sådan set er dyster. Brevet er skrevet, mens Paulus er fængslet og ikke ved, hvilken skæbne, der venter ham. På trods af det skriver han et brev, der skal opmuntre den menighed, han skriver til. Glæd jer. Jeg siger atter: Glæd jer, lyder det i brevet. Og som vi netop hørte: Vær ikke bekymrede for noget.
Der kunne ellers være nok at bekymre sig om. Både for Paulus dengang og for os i dag. Og som præster vil I både selv kunne blive grebet af bekymringer og I vil møde mennesker, der lammes af alt det, der i disse år fodrer vores bekymringer: Klimakrisen, der truer livet, som vi kender det. Krige, der berøver mennesker deres liv og hjem og land. Polarisering, der truer med at splitte det menneskelige fællesskab og ødelægge samfund.
Der er nok at bekymre sig over – og Paulus’ ord om ikke at være bekymrede for noget kan for os i dag næsten virke oprørende og som udtryk for en farlig virkelighedsfornægtelse.
Men jeg tror, vi skal forstå det omvendt: Jeg tror, at Paulus er helt klar over, at hans skæbne er usikker, at der er al mulig grund til at bekymre sig om dagen i morgen. Men netop derfor griber han ud efter det, der kan nære håbet både for ham selv og for menigheden i Filippi. Med sin forstand har Paulus sikkert ikke kunnet finde meget at hænge sit håb op på. Men Guds fred, der overgår al forstand, kommer ham til undsætning. Det er her håbet kan slå rod og som gør det muligt for ham at sige: Vær ikke bekymrede for noget.
Vi kan jo heller ikke hente vores håb i en fremskrivning af prognoser og kalkuler. Håbet bor ikke i et excelark. Håbet bor i troen på, at livets kræfter sætter sig igennem på trods, at verden ikke er overladt til en blind skæbne, men at forandring og forvandling er en mulighed.
I træder i dag ind i præstetjeneste og embede. I vil mange gange i løbet af en uge blive kaldt på af mennesker, der har brug for jer – og har brug for, at I lever op til jeres embede og det vil sige, at I kommer med andet og mere end jer selv. I skal have jer selv med, men I skal også og altid have i baghovedet, at I har påtaget jer et embede, hvor I kommer med andet og mere end jer selv og jeres eget.
Som præster har I et embede, der henter hele sin berettigelse og grund i troen på, at Gud, al livs ophav, har forbundet sig med verden og skænker os livets byggesten i form af tro, håb og kærlighed. Som præster skal vi aldrig benægte virkeligheden og alt det, der truer livet, vi skal aldrig forsøge os med snik-snak om, at det nok skal gå alt sammen. Men vi skal stille os midt i den tilværelse, der er truet af død og rammes af død, og forkynde det, som vi ikke kan fatte, det som overgår al forstand: nemlig at Gud i Jesu Kristi opstandelse fra de døde har genfødt os til et levende håb.
I skal bære et embede, der er båret af mange før jer. I skal bruge jer selv og fylde det med alt det, I har med jer af faglighed, livserfaring og empati – men I skal altid minde jer selv om, at jeres embede bygger på, at Gud har sat sig selv ind på at nå mennesker med sit bud om fred og håb og glæde.
Bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. De ord er ikke en benægtelse af livets hårde realiteter; de er ikke ord, der skal smøre en from fernis over alt det, der modsiger troen, håbet og kærligheden. Men ordene er tværtimod udtryk for den dybeste erkendelse af, at livet – også når det rammes af fortvivlelse, modløshed og afmagt – er omfattet af Guds virkelighed og vil blive oprejst af hans evige kærlighed. Derfor kan vi i alle forhold henvende os til Gud i bøn – i tillid til, at Han har gjort sig ét med os i liv og død.
Som præster vil I blive mødt af mange spørgsmål, af undren og kritik. Men I vil først og fremmest blive mødt af en bevægende tillid og positiv forventning om, at I netop i kraft af jeres embede har noget at komme med. Et sprog, der kan rumme det modsætningsfyldte, en livforståelse, der ikke reducerer mennesket til summen af succeser og præstation, men også kan rumme, at livet – ethvert menneskeliv – kommer til kort og står i ubetalelig gæld. I er sendt med et budskab om, at vi er altid allerede elsket.
Det er Guds ånd, der sætter nyt håb ind i verden og gør os fri til at leve håbefuldt trods alle de prognoser, der fortæller os det modsatte. Ånden bevæger os til tage den treenige Gud på ordet og handle derefter. Ånden kalder på hånden. Både den hånd, der tager Gud på ordet og rækker frem for at modtage brød og vin – og den hånd, der rækker ud mod medmennesket i erkendelse af, at vi deler det samme behov for omsorg, tilgivelse, håb og nye begyndelser.
Må Guds ånd hjælpe jer og give jer mod!