Morgenandagt på stiftskonvent: Vi er ikke herre over hverken livet eller håbet

Af Peter Birch

Læsning: Esajas 25, 6-9

En mand lægger de sidste ting til rette. Han strammer remmene i sin oppakning og smiler tilfreds. Efter flere ugers forberedelse er han klar til at tage af sted. Sammen med to kammerater skal han på en videnskabelig ekspedition til den islandske højslette. Det er midt i august. Det summer varmt, men der er alligevel en del bagage, for vejret kan være uberegneligt på højsletten. De må have varmt tøj med.

Året er 1939. Foran dem ligger de sidste to uger af august, hvor planen er at kortlægge et område, som kun få har besøgt. Et stort svært tilgængeligt område nord for Vatnajøkull. Det blev en mindeværdig tur, som vi i dag kan få et indblik i, fordi manden førte dagbog undervejs.

Da han en dag efter mange timers vandring satte sig i græsset og så ud over det storslåede landskab, skrev han i dagbogen:

Højlandet er vidtstrakt og fjeldblåt. Dets stilhed gør dig tyst og lyttende (…) Betaget lytter du til din egen sjæls åndedræt, som du ikke har tænkt på i mange år. Her fornemmer du endelig din ånds uendelige udstrakthed, og du står stille og undrende i dyb tavshed og agtelse for din sjæls guddommelighed. Det vidtstrakte landskab, de blå fjelde, den knejsende jøkel, stilhedens brusen – alt dette spejler sig i og giver genlyd under din sjæls hvælvede kuppel, som omfatter himmel og jord, hele din ånds horisont. Og selv synker du som en længselsfuldt sitrende streng ind i Guds vidtstrakte rum, hvor stilheden hersker, og bliver ét med altet. (citeret efter Andri Snær Magnason: Tiden og vandet, Klim 2020).

Det er en af de smukkeste beskrivelser, jeg har mødt, af et menneskes erfaring af Gud som ophav til al skabningen. Og den mest sanselige beskrivelse af mødet med skabelsens skønhed som et møde med en åndelig virkelighed, der kalder på os og får os til at synke som en længselsfuldt sitrende streng i Guds vidtstrakte rum. I dag taler vi om resonans eller skabthedserfaringer – forundring over, at livet er til og at der ikke bare er intet.

Det er ikke et gudsbevis. Men netop en erfaring af det uudgrundelige, der kalder på hele vores ånds horisont. Og på den måde kalder et andet sprog frem i os – og en anden værenstolkning end den, der handler om at forstå, udnytte, bemestre.

Da de tre islandske mænd kom tilbage fra deres ekspedition, havde Hitler invaderet Polen og verden blev aldrig igen den samme. Verden blev splittet, i bogstaveligste forstand atomiseret og det sproglige overskud, som hans dagbog vidner om, forsvandt under tidens horisont, det druknede i absurditet og menneskets brutale forsøg på at gøre sig til herre over medmennesket.

Men den dag på højsletten sad i dem som en sansning, de ikke kunne glemme. En erfaring af en magt, der generøst havde skabt alt, opretholder alt og en dag ville berede et festmåltid for alle folk. Begyndelse og fuldendelse i et. Over for alle erfaringer af fremmedgørelse, menneskeforagt og ligegyldighed, bar de i hjertet erfaringen af mening, fylde og håb.

I dag står vi midt i en klimakrise. Verden over breder desperationen sig. Katastrofen lurer. Den politiske afmagt bliver udstillet – og de mest rabiate klimaaktivister kræver, at demokratiet sættes ud af kraft, for at tvinge hurtige løsninger igennem. Tiden løber ud, enden er nær. Dommedagsprofeterne findes i dag uden for kirken.

Vi rammes meget let af afmagt, for hvordan skal vi omsætte al den viden, vi har til handling? Og nytter det, jeg kan gøre overhovedet noget i den store sammenhæng? Hvor skal vi finde håbet – eller rettere, hvordan finder håbet os? Hvordan opnår vi på samme tid en bevidsthed om problemerne uden at drukne i angst, mismod og selvopholdelsestrang?

Klimakrisen kalder på vores protest, ikke over de andre, men over vores livsform og vores manglende sans for skabelsen som en Guds gave. 

Steffen Herman, der er rektor for Københavns Professionshøjskole siger i sin bog, En varm tid, at vi er blevet rige på oplevelser med naturen, men fattigere på erfaringer med den. Vi har dyrket et dannelsesideal, hvor det er pinligt ikke at vide, hvem Karen Blixen er, men højst sjovt, når nogen tror, at en vipstjert er noget fra Ramasjang eller at en grønirisk er en veganerdrink.

Vi har mistet erfaringerne af naturen som noget, der kalder på hele vores ånds horisont. Vi kan ikke løse klimakrisen ved at gentage den åndløse instrumentalisering, som er det, der har bragt krisen. Vi kan derfor heller ikke at løse krisen ved at tale frygten for katastrofen op. Katastrofestemning og angst lammer.

Vi skal have fat i den dannelse og det natursyn, der kalder på vores undren og ærefrygt. Vi skal hente protestens kræfter i erfaringen af den generøsitet, vi møder i Guds verden, i troens møde med skabelse og medskabning. Vi skal vriste eskatologien ud af menneskers hænder og igen lære at skelne mellem de sidste og de næstsidste ting. De næstsidste er vores. De sidste ting er Guds.

Håbet har det samme udspring som livet selv. Vi er ikke herre over hverken livet eller håbet. Det kommer til os – på trods af vores prognoser og fremskrivninger. Vi kan ikke kalkulere os frem til håbet. Men vi kan heller ikke hindre det i at pible frem og sætte sig igennem. For Gud er ikke færdig med verden. Som skaber arbejder han fortsat på den, i Jesus lider han med den og som ånd virker Han i os. Håbet næres, når vi møder skønhed, barmhjertighed og selvhengivelse.

Gud har beredt et måltid for alle folk. Et måltid, der taler til hele vores ånds horisont. Om den kærlighed, der går forud for alt, som gik under for at sætte os fri til at tro, håbe og elske. Hans død er blevet til liv for os. Døden og alle livsødelæggende kræfter har i hans kærlighed mødt en overmagt.

Håbet blev korsfæstet og genopstod med Kristus. At tro på Kristus er at tage imod Ham, når han kalder håbet og kærligheden frem i en verden, der sukker efter forløsning.