Biskop: Sorg er et vilkår, som udspringer af lige dele liv og død
"Medmindre man lever sit liv helt uden nære relationer, vil enhver af os før eller siden opleve at miste. Mere end en gang, måske mange." Læs her hele biskoppens åbningstale ved konferencen Sammen om sorgen – ind i fællesskabet.
af Peter Birch
Sorgkonference, 7. marts 2024
Det er en stor glæde for mig at byde jer alle sammen hjertelig velkommen til Helsingør og til konferencen Sammen om sorgen – ind i fællesskabet. Det er 2. gang, at vi som folkekirke går sammen om at lave en konference, der kan inspirere det store og vigtige arbejde, der gøres rundt om i landet for at møde mennesker, der har mistet.
Medmindre man lever sit liv helt uden nære relationer, vil enhver af os før eller siden opleve at miste. Mere end en gang, måske mange. Sandsynligvis gentagne gange som årene går. Det er et vilkår som udspringer af lige dele liv og død; de relationer vi lever i og med påvirkes af døden på mangfoldige måder. De afbrydes, knuses, forandres og fortsætter alligevel i en eller anden form for den, der nu må leve videre uden den døde. Sorg kan forandre os som personer og derved også få indflydelse på alle de andre relationer, vi har og alle de sammenhænge, vi indgår i.
Det har længe været en af Folkekirkens opgaver at tilbyde sorggrupper; en opgave af indlysende vigtighed for præster og kirkemedarbejdere, som dagligt er i berøring med mennesker i alle livsfaser. At der er tilgængelige sorggrupper i kirkeregi fordelt over hele landet er et betydeligt supplement til den sjælesorg, diakoni og forkyndelse, der finder sted i de enkelte sogne. Det kan vi som folkekirke være stolte af og samtidig skal vi arbejde utrætteligt på at udvide og uddybe vores tilbud til mennesker i sorg.
Programmet for denne konference viser tydeligt at folkekirken følger med i og bidrager til den fortløbende udvikling indenfor sorgforståelse og sorgteori. Det er også helt nødvendigt, at vi har ansatte og samarbejdspartnere, som ved mest muligt på et teoretisk plan, samtidig med at vi ude i de lokale sogne trækker på den almenmenneskelige erfaring som bunder i, at kirken nu engang består af mennesker i livs- og trosfællesskaber. Sorg er ikke blot en fase, der skal gennemleves og overstås, men en uomgængelig side af tilværelsen, der må anerkendes og undersøges.
Mens der ikke findes mange gode opholdssteder for sorgen i højhastighedssamfundet, udmærker folkekirken sig ved at tilbyde forskelligartede muligheder for at deltage, bidrage, modtage eller bare være til stede som menneske. Sorgarbejdet er på samme tid at møde mennesket, hvor det er, og tilbyde mulighed for forandring gennem medmenneskeligt nærvær og samtale. Sammen om sorgen – ind i fællesskabet.
Jeg vil gerne sige tak til alle, der givet tilsagn om at give oplæg i løbet af dagen – både i plenum og i de parallelle sessioner. Tak til programudvalget. Og tak til jer alle for at deltage og holde fast i det bevidste arbejde med at lindre, trøste og bære sorgen sammen.
Lad mig slutte med en af fineste beskrivelser af sorgen, jeg kender – Søren Ulrik Thomsens digt fra 2011:
Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.
(Søren Ulrik Thomsen, digtsamlingen Rystet spejl 2011)
Jeg ønsker alle en god og udbytterig konference!