Ordinationstale: Troen har udtryk og sætter aftryk

af Peter Birch

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver profeten Jeremias:

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.  Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer.  Søger I mig, skal I finde mig (Jer 29,11-13a)

I den forgange uge tog vi afsked med en kær ven. 337 års venskab blev det til, inden den såkaldte politiske fornuft satte sin vilje igennem. Jeg tænker naturligvis på Bededag, der i godt og vel tre århundreder har været en fast del af vores fælles kalender og givet os anledning til en gang om året at samles i bøn for landets ve og vel.

Bønnen er naturligvis ikke bundet til en kalenderfast bededag, men Bededag har med sin årlige tilbagevenden mindet os om bønnens plads og betydning i og for vores fælles liv. Vi kan ikke leve uden bøn. Det er en daglig livsbetingelse, som binder vores liv sammen med andres, når vi mange gange i løbet af et døgn beder andre om hjælp. Kunne jeg få dig til at række mig brødet? Kan du hjælpe mig med at få mine strømper på? Jeg har brug for at du hører, hvad jeg siger. Fortsæt selv rækken af eksempler, der selvfølgelig også kan antage mere dramatiske former, når livet er truet, når tilværelsen ramler og fortvivlelsen og følelsen af meningsløshed truer med at overmande os. Eller bønnen kan være det, der giver os mulighed for at udtrykke den allerstørste glæde, taknemmelighed over livets under – det under, der ikke har med det ekstraordinære at gøre, men tværtimod med det almindelige liv, hverdagens kald, forundringen over, at livet ER og ikke bare er intet.

Bønnen i alle dens former er udtryk for en bevidsthed om at være forbundet og afhængig. Som når vi beder et andet menneske om hjælp. Deri ligger på samme tid vores eget behov, men jo også en anerkendelse af den andens forskellighed fra mig. I bønnen står vi altid over for et ’du’, som vi ikke er herre over, men som vi er afhængige af og i bønnen forbinder os med.

Der er og har altid været en stærk trang til at gøre bønnen til et regnskab. En ivrig præst gjorde engang i sin nytårsprædiken status over det forgangne år og proklamerede, at han havde oplevet 160 bønhørelser i årets løb – hvortil en nøgtern teolog tørt bemærkede: Resten var altså nitter?

Bønnen er aldrig et spørgsmål om at få magt over en anden. Heller ikke, når den anden er Gud. Bøn er kristeligt set et afmagtens sprog, der handler om at lade Gud få magten over vores liv.

Det mest sørgelige ved afskaffelsen af Bededag er ikke, at vi ikke længere har en særlig dag i kalenderen, men det er den langt dybere, at afskaffelsen bunder i en forestilling om, at bøn er et levn fra fortiden, et traditionselement, som den enkelte – bevares – kan vedligeholde, hvis man føler for det. Men at vi som samfund er vokset fra et behov for at bede for samfundet, for vores fælles liv. ’Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland’ som det hed i en gammel kirkebøn.

I bønnen rækker vi ud over os selv, uden at opgive os selv. Vi rækker ud mod en virkelighed, der ligger uden for os selv, befinder sig uden for vores kontrolsfære – derude, hvor vi modtager livet af en andens hånd. Som præster skal I pege på den mulighed. Vise sandheden og styrken i, at vi er forbundne og afhængige.

Profeten Jeremias taler klart i de ord, jeg indledte med, om, at bønnen har sin grund uden for os selv. At det er Guds sindelag at være den, der lytter og hører os, når vi beder, når vi takker, når vi undres, når vi fortvivler. At Gud træder frem for os som et ’du’, vi kan vente os alt godt af. Gud lover, at han har planer med os og for os – planer, der rækker ud over det, vi kan præstere: lykke, fremtid og håb.

I den kendteste og mest benyttede at alle bønner, Fadervor, henvender vi os til Gud som den trofaste, den, der kender vores svigt og skyld, men som forbliver Gud for os. Jeg synes, der er dyb opbyggelighed i, at den centrale bøn i Fadervor handler om noget så elementært som brød: Giv os i dag vort daglige brød. Her får brødet, der i sig selv er flygtigt, evig betydning ved at være givet af Gud. Det er altså ikke blot bagt dej, der er på spil, men det er symbolet på alt det, der skal til for at opretholde livet.

Luther er i sin lille katekismus meget konkret, når han skal udlægge netop denne bøn: Hvad er så dagligt brød, spørger han og svarer, at det er alt hvad der er brug for til liv og legeme – og så nævner han alt fra mad og drikke til hjem og ægtefælle, gode overordnede, godt vejr, helbred, gode venner og meget andet.

Brødet på bordet er altså et håndgribeligt tegn på en langt større virkelighed, som bærer os i livet og som vi i troen tilskriver Gud, der i sin barmhjertighed skænker os livet og kender vores behov. I bønnen om, at Gud vil skænke alt det, vi behøver, bliver brødet ladet med åndelig betydning. Brødet som gave taler om sin skaber, der skænker evigt liv.

Det evige liv og den barmhjertige Gud skal altså ikke findes et sted uden for tid og rum, men har forbundet sig med det flygtige liv, med tiden. Men brød bliver først til næring, når det spises og deles. Sådan er det også med det daglige, flygtige liv: det skal bruges for at blive til evigt liv.

Det er det budskab, I skal tjene som præster. Gud har forbundet sig med os og gjort vores liv til sit, for at vi kan få del i den virkelighed, der er Hans. Og i bønnen har Gud skænket os en bro til den virkelighed uden for os selv. En bro til vores medmennesker og en bro til Guds selv.

Husk bønnen i jeres præsteliv, ikke kun som noget, I taler om, men selv praktiserer: For uden bønnen ville vi mangle den bro, som kan bære vores taknemmelighed, klage, fortvivlelse og håbet om forandring. Uden bønnen ville vi være overladt til os selv. Bønnen skaber forbindelse til de dybe lag i os selv, der rækker ud over os selv. Her kan håbet slå rod. Her bliver vi befriet for vores ensomhed.