Kærligheden vil intet halvt

I den netop udkomne interviewbog med dronning Margrethe, Undervejs, har Dronningen nogle refleksioner over, om hun kunne have gjort noget andet og mere for sin mand, prins Henrik i hans bestræbelser på at gøre sig fortrolig med det danske sprog. ”Det piner mig at tænke tilbage på….Jeg var ikke opmærksom på, hvor vanskeligt det var for ham med det danske. Desværre ikke’, fortæller Dronningen og fortsætter: ’Problemet er, at jeg dengang som nu var, som jeg er. Og det er ikke altid, at det er lige vellykket.” 

Dronningen sætter her ord på en erfaring, vi gør os i livet. Vi ser, at vi ikke slog til. Vi kan se tilbage på forhold eller situationer, som det piner os at tænke tilbage på og hvor vi må se i øjnene, at vi var som vi var – og at det ikke var særlig vellykket.  

Måske forsømte vi at tage hånd om en kollega eller et familiemedlem, der havde det svært. Vi indser først for sent, at vi kunne have handlet anderledes over for en ægtefælle eller vores børn. Måske var det en tilfældig på gaden, hvis blik, vi mødte, men gik forbi. Vi kunne have handlet anderledes, men gjorde det ikke. 

I dag møder vi ganske ofte det udtryk, at vi skal være den bedste udgave af os selv. Det er et mærkeligt udtryk, for i det ligger der jo en forestilling om, at det er muligt at være perfekt – og det er op til os selv, om vi vil være det. Så foretrækker jeg den realisme og selvindsigt, der ligger i Dronningens ord: Jeg var som jeg er – og det er ikke altid vellykket. 

De ord er udtryk for, at ingen af os går skyldfri gennem livet. Det lykkes os ikke altid at være den bedste udgave af os selv. Og i forhold til kærlighedens lov vil vi med sikkerhed blive skyldnere. Ingen kan kalde sig gældfri, når det gælder kærligheden, for kærlighedens fordring er absolut og rækker ud efter hele vores menneskelighed. Det er derfor det hedder, at du skal elske Gud af hele dit sind, af hele din styrke, af hele din sjæl og af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Intet mindre. For kærligheden vil intet halvt. 

I skal ikke skylde nogen noget, siger Paulus, undtagen kærlighed – dér vil I altid skylde. Vi er altså bundet til en gæld, der aldrig bliver betalt ud. Og derfor har vi alle brug for den tilgivelse, der gør livet muligt for den, der er bundet af en ubetalelig gæld. Det er et vilkår, vi ikke kan gøre os fri af og derfor må vi dagligt bede: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.  

Hvor mange gange har vi brug for at blive tilgivet? Hvor mange gange skal vi tilgive andre? Hvor langt skal vi strække os over for hinanden? Det er fristende at gøre tilgivelsen til en klippekortsordning. Så og så mange gange – og så ikke længere! Men fordi det er et grundvilkår i vores liv med hinanden giver det ikke mening at gøre tilgivelsen op på den måde. Vi lever dagligt af den overbærenhed og tilgivelse, vi får og giver. 

Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere. I den bøn beder vi Gud om at tilgive os og give os det mod og den vilje, der skal til for at tilgive dem, vi har et udestående med. Hvad er alternativet til den forsoning, som tilgivelsen åbner for? I nogle miljøer og perioder har svaret været hævn og gengældelse. I andre tilfælde vælger vi at bryde alle bånd og lade mørket og vreden sænke sig over os selv og vores brudte relationer.  

Fadervor er den bøn, Jesus lærer os, fordi han ved, hvad vi har brug for. Han satte sig i vores sted og blev menneske, for at vi i ham kan se os selv og vores medmenneske med nye øjne og sætte os selv i hinandens sted. Han brød hævnens og gengældelsens logik gennem sin solidaritet med os. Kun sådan – gennem overbærenhed, barmhjertighed og medfølelse – kan vi bryde hævnens og uforsonlighedens ubønhørlige krav på retfærdighed og oprejsning.  

Og dog må vi igen og igen lade Kristus bede Fadervor for os og med os. For lige meget, hvor meget vi anstrenger os, vil vi aldrig kunne sige, at vi er gældfri og har svaret enhver sit. Derfor retter vi ikke kun bønnen om tilgivelse til hinanden, men til Gud, der er nådens og barmhjertighedens kilde. Han har vist, at han i sin søn, Jesus Kristus, har opfyldt al retfærdighed. Det er det, vi ikke kan.  

Gud kommer os nær i vores afmagt. Han ser, hvad vi har brug for og skænker os det, som vi ikke kan opnå selv: retfærdighed. Sprogligt ved vi godt, at den eneste retfærdighed, vi kan skaffe os selv, er selv-retfærdigheden. Og den frigør ingen. 

Den retfærdighed, vi modtager fra Gud, gør os frie. Det er en retfærdighed, som vi ikke har ret til, men som vi tilkendes. Da Jesus lod sig døbe i Jordanfloden skete det med ordene om, at han dermed ville opfylde al retfærdighed. Først senere stod det klart, hvad han mente med de ord. Først i hans liv, lidelse og død så vi, at Han ville bære menneskers skyld og ved at gøre sig et med det afmægtige menneske ville skænke os sin retfærdighed. 

Dét er det frisættende evangelium, der til alle tider har talt til menneskers hjerter, formet samfund og kaldet mennesker til at dele troens, håbets og kærlighedens fællesskab.  

I dag fejrer vi Lundtofte Kirkes 100-årsjubilæum. Vi fejrer, at kirken ligger her som et vidnesbyrd om det fælles liv, om det, der forbinder os: nemlig behovet for tilgivelse og nyt håb. Her kommer vi, når vi er i nærkontakt med livets grundvilkår, her møder vi det ord, der siger noget andet og mere om os end det, vi selv eller andre kan sige om os, og her genindsættes vi på ny i en relation til verden, til Gud og medmenneske, når vi hører tilsagnet om, at Kristus bærer vores skyld og skænker os sin fred og glæde. 

Gudstjenesten er et møde med Guds virkelighed – en afbrydelse i en hektisk verden og en forkyndelse af, at vi ikke kun lever i nuet, men er skabt i Guds billede og har en langt større værdighed i os end den, der afgøres af markedet, af præstationerne og af tidens luner. Vi er ikke bare børn af tiden, men vi har med Grundtvigs ord en håndfuld paradisjord i vore hjerter. Her bliver der gennemspillet et partitur, som ethvert menneske bærer klange af i sit indre.  

Kirken er som et skib, der bevæger sig mellem tid og evighed, mellem det synlige og det usynlige. Her fejrer vi gudstjeneste i tillid til, at Gud har sat målet for sejladsen. Og i tillid til, at vi gennem alle vores kampe og katastrofer, gennem alt det, vi lykkes med og alt det, vi bærer skyld for, føres frem til målet i kraft af Guds nåde. 

Hjertelig tillykke med dagen. Må jeres kirke fortsat stå som et hus, der spejler Guds evige kærlighed ind i tiden, ind i menneskers hjerter, ind i vores samfund. Så vi fortsat erfarer, at Gud er barmhjertighedens og nådens kilde.