Fortsæt til hovedindholdet
Prædikener og taler fra biskoppen
Nyheder

Håbet har sit udspring i Guds virkelighed

Radiotransmitteret prædiken fra gudstjeneste i Helsingør Domkirke den 12.9.2021

Tekststed: 15. søndag efter Trinitatis 2021

Min mor var et bekymret menneske. Det var især hendes børns ve og vel, der kunne bekymre hende. Hun lå vågen indtil hun hørte døren gik, når vi kom sent hjem fra det lokale diskotek Klods Hans. Og der var ikke ende på de ting, der kunne gå galt, når vi drog afsted med rygsækken på Interrail til Grækenland. Hun havde 4 sønner, så bekymringskontoen trak renter helt af sig selv.

Bekymringer hører livet til. Ethvert forældrepar kender til at bekymre sig. Og gør det – som min mor – af kærlighed og omsorg. Vi bekymrer os om os selv, den verden, vi lever i og dem, vi holder af. Det kan vi simpelthen ikke lade være med – og godt det samme; for det er udtryk for omsorg og ansvarlighed og dermed en del af vores menneskelighed.

Men bekymringerne har det med at vokse. Jeg tror det gjaldt for min mor. Det eneste, hun ikke behøvede at bekymre sig om, var, om der var noget at bekymre sig for. Det var der altid.

Det er vel også det, der ligger bag Jesu ord om, at hver dag har nok i sin plage. Bekymringerne slipper os ikke, de melder sig helt af sig selv - og derfor er der ingen grund til at tage dem på forskud, kunne man tilføje. Men det er nemmere sagt end gjort. Derfor efterlader Jesus’ advarsel mod bekymringerne også en sær smag i munden. For hvordan kan han dog få sig selv til at sige, at vi ikke skal bekymre os? Hvordan skulle vi kunne lade være med det?! Er det ikke uansvarligt på den måde at opfordre til ubekymrethed?

I løbet af sommeren læste jeg en avisartikel om rekordvarme i det nordøstlige Grønland. På en enkelt dag var der sket en afsmeltning af så meget af den grønlandske indlandsis, at vandet ville kunne dække et areal svarende til Florida med 5 cm vand. På bare en enkelt dag!

Det er blot en af mange klimanyheder, der kan vække vores frygt for fremtiden og kalde bekymringerne frem i vores sind. Skulle vi ikke tage det alvorligt? Er det ikke en bekymring værd?

Alligevel hører vi i dag, at Jesus advarer os mod at bekymre os: Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig, spørger han. Men hvordan kan han dog det?

Bekymringer hører livet til. Men de kan også blive en besættelse. De har det med at brede sig og indsnævre synsfeltet. Så måske er spørgsmålet snarere, hvordan vi bevarer håbet? Hvordan undgår vi, at bekymringerne tager over og handlingslammer os? Hvordan holder vi bekymringerne i skak, så de tjener livet og ikke standser vores livsmod?

Når Jesus i dag advarer os mod bekymringens svøbe, så er det ikke fordi han vil have, at vi skal være ligeglade. Men så er det netop for at rykke vores blik og kalde på os. Han vil have os til at se, at bekymringerne måske nok fylder hele horisonten, eller nemt kan gøre det, men at himlen er større end den horisont, vi kan se.

Søg først Guds rige! Her henter vi vores værn mod bekymringstyranniet, mod den forskruning, som bekymringerne kan sætte på virkeligheden. I Guds rige bliver bekymringerne gjort til skamme, fordi Gud selv skænker alt, hvad vi behøver. De gennemlyses af en generøsitet, der afslører bekymringernes dæmoni, deres evne til at besætte os og forstene os i resignation og handlingslammelse. Men – og det er den afgørende pointe – gudsrigets generøsitet møder vi ikke først engang – men nu. I det liv, vi lever og som vi har fået af Guds hånd. Gudsriget viser sig i alt det, som vi allerede nu er betroet af den evige Gud. Livet selv, skabelsens fylde, vores medmennesker – alt det, som udgør livets gave.

I Guds rige er det taknemmeligheden, der fylder horisonten. Taknemmeligheden over at være i live, over at stå i forhold til andre, kunne øve barmhjertighed og selv være genstand for andres barmhjertighed og omsorg. Her åbner horisonten sig igen, så vi ser andet end den uformåenhed, som bekymringerne kalder frem. Her rettes blikket væk fra det, vi ikke kan, til det, vi kan i kraft af Guds nåde. Her forlades vi vores skyld og den lammelse, der følger med, for i stedet at blive rejst op og stillet over for muligheder.

Men hvis vi vender tilbage til klimakrisen, som er en af de største kilder til bekymringer for mange af os, hvad betyder så det? Er klimakrisen ikke lige så lammende i sin vælde, som den hele tiden har været?

Jo, klimaforandringerne og alle de problemer, det fører med sig, bliver jo ikke opløst af, at vi taler om Gudsriget. At søge Gudsriget handler ikke om at stikke hovedet i busken og foregøgle sig selv eller andre, at verdens problemer ikke findes. Men Gudsriget værner mod håbløshed ved at åbne for en virkelighed, der ligger ud over den virkelighed, vi kan se, regne os frem til eller selv sætte i værk. Ligesom vi ikke har livet fra os selv, kan vi heller ikke hente håbet i os selv. Livet er en gave, der skænkes os og det gælder også det håb og livsmod, der rækker ud over mere eller mindre opmuntrende fremskrivninger af fremtid. Håbet er håb på trods. Håbet taler om mening, hvor vi er truet af meningsløshed og resignation. Håbet fortæller om en kilde til liv, der strømmer frit – og ikke lader sig standse af dødens kræfter.

For Kristus var der altid noget at gøre; selv da han blev forrådt, afværgede han hævnen, da han var naglet til korset, førte han Maria og Johannes sammen i indbyrdes omsorg, da han var tæt på døden, bad han: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Med sit liv førte han Guds rige ind i verden og da Gud oprejste ham fra de døde, viste Han, at gudsriget ikke var en forbigående paradistilstand, men den dybeste grund under os, evighedens frembrud i verden. Håbets kilde.

Håbet er altså ikke en menneskeskabt illusion, en løgnagtig benægtelse af virkeligheden, men håbet har sit udspring i Guds virkelighed og henter sit trods og mod dér. Håbet kobler ikke vores ansvar fra i en fandenivoldsk ligegyldighed over for verdens problemer. Håbet kalder tværtimod på os og indgyder os mod til at leve ansigt til ansigt med alt, hvad der nærer vores bekymringer og truer vores tro på fremtiden. Håb er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Det løser os ikke fra ansvar – det hører til vores værdighed som mennesker, at vi har et ansvar. Det gælder også i forhold til klimakrisen. Men håbet giver os mod til at handle og tage ansvar. Håbet rejser os fra den lammelse, som bekymringerne vil fastholde os i.

I Kristus har Gud stillet sig ved sit menneskes side. For at lade håbet finde nye veje gennem os. Når vi rækker barmhjertighed, omsorg og håb videre til hinanden, lever han i os. Og i hans opstandelse fra de døde, har han vist os, at hans vilje kan overvinde ethvert mørke og enhver magt – og afmagt.

Deri ligger det håb, som skal styrke os i liv og død: at han altid vil leve i os og skænke os det, vi behøver.