Alt vigtigt har tre dimensioner

Tekststed: Første søndag eft. Trinitatis 2021

De fleste af os har nok prøvet at ringe op til én og få den lille jingle i øret om det magiske 3-tal. … Den lille sang, der lyder, mens vi utålmodigt venter på, om telefonen bliver taget, fortæller om alle de forhold og dimensioner i vores liv, der kan tælles i tre: fortid, nutid, fremtid. Hjerte, forstand og krop. Tro, håb, kærlighed.

Sådan er alle væsentlige forhold i vores liv tredimensionelle; Vi kan selv fortsætte rækken: Højde, dybde, bredde. Fader, søn, Helligånd.

At være kirke er at vidne om, at verden og tilværelsen ikke er én-dimensionel eller to-dimensionel, men netop tre-dimensionel. Vi er ikke overladt til os selv, heller ikke til hinanden, men vi lever sammen for Guds ansigt og i hans hånd. Når Jesus skal sammenfatte loven gør han det med det dobbelte kærlighedsbud, som jo i virkeligheden dækker over en trehed: Du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv.

Livet er aldrig bare mig og mit, for vi står altid i forhold til hinanden og er forbundet af den fælles menneskelighed, som er skænket os af Gud.

At vidne om det, er også at værne om det; for der er og har altid været mange forsøg på at reducere tilværelsen, gøre den entydig, éndimensionel og overskuelig. Hvor det sker træder ensomhed, kynisme og død ind i menneskers liv. Der opstår dybe og uoverstigelige kløfter mellem mennesker og i mennesker. For den, der ikke kan se et medmenneske i det andet menneske, har samtidig mistet sin egen medmenneskelighed.

Derfor er det livet om at gøre, at vi som kirke fortsat vidner og værner om det ord, der siger, at ’vi elsker, fordi han elskede os først’. Det er en kærlighed, verden har brug for, fordi den holder hjerterne levende og armene åbne.

Den kærlighed, jeg taler om, er ikke den romantiske kærlighed, det er ikke den forkærlighed, vi kan have for nogle frem for andre. Det er ikke den kærlighed, der folder sig ud på Valentines Dag – men det er den kærlighed, der folder sig ud hver dag. I det daglige, i det små, det hverdagsagtige, i vores handlinger – den kærlighed, som har sit udspring i Gud selv:

Du skal Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det er netop denne treklang, der kendetegner næstekærligheden og som bringer os ud over os selv og hinanden. Ud af den skyld, vi bærer med os og den dom, vi fælder over os selv og hinanden. Det handler ikke om, at vi skal tilkende hinanden værdi og gradbøje vores elsk-værdighed. Den har vi tværtimod med os som en gudgiven gave. 

Vi kan lukke øjnene for den gave. Forbitrelse, fjendebilleder og fornærmethed kan få det til at sortne for vores øjne, så vi ikke ser det andet menneske, men ser en slagskygge af vores egen indkrogethed.

Men i forholdet mellem mennesker er der aldrig bare tale om et ’jeg’ over for et ’du’. Der er altid noget imellem, noget andet på færde. Dette andet kan skabe kløfter af ubarmhjertighed, ligegyldighed, manglende respekt og had. Som i tilfældet med den rige mand og Lazarus. De bor dør om dør, og alligevel er der en afgrundsdyb kløft mellem dem. De bebor den samme verden, har fået livet skænket af den samme Gud, ånder den samme luft. Og dog er deres tilværelse forskellig som nat og dag.

I Guds evighed bliver der ændret på det. Men pointen er, at det allerede i levende live, i dette liv, er muligt at sætte noget andet i stedet. Vi hører, at den rige mand er optaget af, at der skal sendes bud til hans efterladte om at ændre deres liv, så de ikke ender som han. Men – lyder svaret – de behøver ikke advarsler, trusler eller frygt for at gøre det, de skal. De ved allerede, hvad der kræves af dem. De kender allerede Guds vilje. De har hjerte, mund og hænder. De har alt det, der skal til for at kunne elske Herren og deres næste som sig selv. De har det, der skal til for at være det, de er: Guds mennesker.

De muligheder havde de – og har vi. Som jeg ser det, er beretningen om den rige mand og Lazarus ikke en historie om, hvordan der ser ud på den anden side af døden. Men det er en historie om, hvordan der ser ud på denne side af døden, når samhørigheden og fælleskabet slår revner og åbner en afgrund imellem os.

Over den afgrund har Gud selv bygget bro. Han kom til verden i skikkelse af et menneske, der aldrig lod grænserne bestemme, hvor han gik. Mødte han en grænse, brød han den med sin kærligheds vilje. Han kom til fattige, han kom til rige, han kom til de marginaliserede, han spiste sammen med de udstødte. Han gæstede til de afmægtige, der ikke kunne få livet til at blomstre og rejste modet hos fortvivlede.

Han lærte os at bede Fadervor. Den bøn, som fortsat er fælles for unge og gamle, og i sig selv overskrider alle de grænser, vi ellers sætter mellem mennesker. Når vi beder fadervor, beder vi sammen; det er ikke en bøn til min fader, min Gud, men vor Far. Og det er en bøn, vi beder med Jesus og som altså placerer os ved hans side. Fader vor …. Vi har samme ophav som Jesus selv. Vi beder med Ham i Ånden – om at Gud må give os alt hvad vi har brug for.

Vedbæk Kirke har stået her i 150 år – må den stå længe endnu. Der er brug for den. Hvor skulle vi ellers gå hen og høre ordet om, at skyld kan mødes af tilgivelse, at fortvivlelse skal afløses af håb? Her bliver vi holdt fast på, at menneskelivet i al dets skrøbelighed og forgængelighed er omfattet af Guds opstandelsesord. Her hører vi budskabet om det ord, der blev kød, gik ned i dødens afgrunde for at kalde alle fortvivlede frem til nyt liv.

Hvis ikke kirkerne fandtes, ville vi være overladt til os selv, til skæbnen og til tilfældighedernes ubarmhjertige spil. I kirken lyder det modsat:

Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Her bliver vi løftet over kløfter og afgrunde. Til ny tro, nyt håb og ny kærlighed.

Herfra kan vi se os omkring, se det liv, Gud skænker os hver eneste dag og høre løftet om, at hans kærlighed er den magt, der står tilbage, når alle andre magter er gået til grunde.