Kirkerummet er rammen om et fællesskab

Tekststed: Matt. 5, 1-12 

Det er en helt ny virkelighed, der åbner sig med Jesu ord. I en verden, der hylder den stærkes ret, baner hans ord vej for en virkelighed af en helt anden verden. De mennesker, der den dag havde sat sig til rette i det tørre græs for at høre Jesus tale, kom til at høre ord, de aldrig før havde hørt og som vi aldrig siden er blevet færdige med at forstå. De er som en kilde, der pludselig springer frem og væder det tørre land og får græsset til at grønnes. Eller som en brændende tornebusk, der ikke fortæres af flammerne, men bliver ved med at afgive varme og lys. 

’Salige er de’ – hedder det. Ikke de rige, de stærke, de selvhjulpne, de moralsk uangribelige, de handlekraftige. Saligprisningen gælder derimod de fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige, dem, der tørster efter retfærdighed, de barmhjertige og rene af hjertet, fredsstifterne og dem, der forfølges. For dem alle gælder det, at de prises salige.  

Hvad betyder det at være salig? I dag bruger vi ordet om afdøde, ’min salig mor’ siger vi og sender dermed en tanke til en kær afdød. Eller vi taler om at være ’helt salig’ og tænker så nok mest på, at vi netop har oplevet en stor nydelse. ’Jeg blev helt salig, da jeg hørte det stykke musik eller spiste den gode middag’. Men her, i Jesu ord, er det netop ikke de mætte, der prises salige, men de som sulter og tørster efter retfærdighed. 

Normalt forbinder vi sult og tørst med noget negativt, med en mangel, der skal opfyldes. Men sult og tørst kan også være udtryk for en længsel efter retfærdighed og fylde. En sult, der udspringer af ånd. Det er den sult, vi kan føle, når vi længes efter at gense vores børn eller elskede, den tørst efter retfærdighed, vi kan føle, når vi ser uretfærdigheden hærge. Den længsel efter barmhjertighed, vi har, når vi ser arrogance og menneskeforagt folde sig ud.

Det er den sult, der beder: Ske din vilje. Komme dit rige.  

Det hører til vores dybeste menneskelighed, at vi længes; længes efter medfølelsen og tørster efter skønheden. Slår vi os til tåls med magten og æren, med kynismen og selvopholdelsen, med mætheden og satheden, går den skønhed os forbi, som er kernen i Jesu ord, nemlig gudsrigets virkelighed. 
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. 

Fra evangeliet kender vi beretningen om Jesus, der fristes i ørkenen. Det er løgnens fyrste, der lokker med alverdens skønhed, med alverdens riger og herlighed, med uindskrænket magt – og Kristus siger nej. Han afviser magten og herligheden og får intet i stedet. Han havde herefter intet at komme med og det er det underfulde i hans vej gennem verden at han havde intet, men i mødet med mennesker skænkede dem alt. Bestandigt ødslede han sig bort på dem, der havde brug for ham, syge og sunde, glade og bedrøvede, de udskældte og dem, der havde deres på det tørre. De ængstelige og dem, der frygtede. Han elskede synderen i hans syndighed og barnet i dets afhængighed. Overalt hvor han kom frem havde han intet, og gav dog alt: Han mættede de sultne med glæde, gav de tørstende håb.  

Det er den virkelighed, der kommer til verden i Kristus. Det er den skønhed, vi aldrig bliver færdige med at fordybe os i. Det er den virkelighed, der fylder os og får os til at bekende os til den korsfæstede og opstandne. Den store russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij, der i denne uge blev født for 200 år siden og med rette er blevet fejret som den store forfatter, han er, han har i et ungdomsbrev fra sit fangenskab i Sibirien skrevet følgende (1854): 

”Hvor har jeg været pint, og hvor pines jeg stadig af denne længsel efter tro. Alligevel skænkes der mig undertiden øjeblikke af fuldkommen ro. I et sådant øjeblik har jeg formuleret min trosbekendelse. Den lyder sådan i al sin enkelhed: Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så modigt og fuldkomment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken om ham af en brændende lidenskab og jeg siger til mig selv: hvis nogen bragte mig beviset for at sandheden om vores liv ikke er i Kristus, og hvis det skulle blive slået fast, at sandheden faktisk befinder sig et andet sted end hos ham, så ville jeg dog vælge Kristus frem for sandheden”. 

Dostojevskijs trosbekendelse er en bekendelse til Kristus som det eneste sande billede på menneskelig værdighed. Han er den, der svarer på menneskers længsel efter retfærdighed, på vores tørst efter tro, håb og kærlighed. 
Hans liv begyndte i en stald, hvor dyrene samlede sig om hans krybbe, og næsten agerede menneskeligt i deres omsorg og nysgerrighed for det lille barn. Og han endte sit liv på et kors omgivet af mennesker, der opførte sig som dyr, der råbte: Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. 
Men gennem det hele åbenbarede han den nye virkelighed. Og i hans opstandelse blev hans ord bekræftet som den dybeste sandhed om vores liv. Den sandhed, at den største skønhed har vist sig og findes i medfølelsen og barmhjertigheden, i vores evne til at længes, håbe, kæmpe, tro og elske.

Salige er I, for I skal trøstes, I skal arve jorden, I skal mættes, møde barmhjertighed, se Gud og kaldes Guds børn. 

Vi fejrer i dag jeres kirkes 50-årsjubilæum. Kirken her er rejst som rum for netop den skønhed og sandhed. For det ord, der ikke priser de mætte salige, men giver løfte til sultne og tørstige om, at længslen skal mødes af sandheden. Som kalder os Guds børn og kalder os til at stifte fred og øve barmhjertighed.  
Vi må igen og igen indse, at vi griber ud efter magten og æren, efter den falske skønhed. Vi evner ikke at fylde næstekærlighedsbuddet ud. Vi lader os friste af sandheder, der skiller os fra andre, hæver os op over andre. Men skønheden i Kristus bliver aldrig træt af at kalde os på os: 

Salige er I fattige i ånden 
for Himmeriget er jeres. 

Troens første ytring er tak. Ikke den farisæiske tak for, at vi ikke er som alle de andre, men hjertets tak for, at Gud har vist som den, der skænker os sin retfærdighed.  

Derfor kan vi prise os lykkelige; over at have en kirke, hvor ordet kan lyde til oprejsning og trøst. Prise os lykkelige over at have et sted, hvor fællesskabet ikke dannes af os og udgør et fællesskab af ligesindede og meningsfæller. Men at vi i al vores forskellighed er indbudt til at være en del af det fællesskab, som Kristus indbyder os til og selv er centrum for. 

Kirkerummet er i den forstand det mest demokratiske rum af alle; bygget som medfølelsens og tilgivelsens rum for enhver. I alle andre rum, vi træder ind i, bliver der spurgt om vores baggrund, vores anliggende, vores bidrag, vores kompetencer. Vi skal retfærdiggøre os og godtgøre, at vi hører til.

Kirkerummet er ramme om et fællesskab, der ikke stiller den slags spørgsmål, fordi det er rum for et fællesskab, der ikke kender til personsanseelse, men er bygget for alle og for alt, hvad der hører menneskelivet til. Både det glædelige og det sorgfulde, både det, vi har at sige tak for og det, vi må bede om tilgivelse for.  

Hjertelig tillykke med dagen. Må jeres kirke fortsat stå som et hus, der spejler Guds evige kærlighed ind i tiden, ind i menneskers hjerter, ind i vores samfund. Så vi fortsat erfarer, at Gud er barmhjertighedens og nådens kilde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.