Kirken skal være åben, men ikke ansigtsløs

Landemode, Helsingør Domkirke, 1. oktober 2022

Kære Marianne og Sophie

Vi markerer i dag i vores Landemode-gudstjeneste, at I indsættes som provster i hhv. Rudersdal og Frederiksværk Provsti. Det kan man synes er lidt mærkeligt, for I har jo allerede været i gang længe og er allerede ved at sætte jeres præg på arbejdet og hverdagen i de to provstier. Og dér er I jo i øvrigt også blevet indsat og taget godt imod.

Når vi ikke desto mindre markerer jeres indsættelse som provster i dag, så er det fordi vi dermed tydeliggør, at provsten – der fremdeles er præst – nu får tillagt nogle særlige funktioner i forhold til tilsyn og forvaltning – ikke bare i eget sogn, men i et større område, provstiet, og at provsten dermed også bliver en del af et større kollektiv, provsterne, der bistår biskoppen i det gejstlige tilsyn.

Provsten indgår som sådan i mange relationer, ja, provstestillingen har i den grad udviklet sig til et relationsembede. Det er der nu sådan set ikke noget nyt, for det er egentlig allerede givet med stillingsbetegnelsen ’provst’. Provst er afledt af propositus, der igen er afledt præpositus, som vi bedst kender fra ordet præposition – der er det latinske navn for et forholdsord. Forholdsord er de der små ord, der angiver retning og relation til nogen eller noget. Forholdsord siger ikke meget, hvis de står alene – og sådan er det også med provsten; provsten kan ingenting alene, men er afhængig af samarbejdet i de mange relationer, hun eller han indgår i.

Provsten står foran præsterne, men er dog en af præsterne – og en lang række andre forholdsord byder sig til, når provsten mangeartede opgaver skal beskrives:

Provsten må stille sig bag præster og menighedsråd, både når de har ønsker og behov, men også hvis de kommer i problemer og skal have hjælp.

Provsten må gå forrest, når nye opgaver melder sig eller verden forandrer sig og der skal findes nye svar på, hvordan vi bedst er til stede som kirke i menneskers liv.

Provsten må også stå over personsanseelse og ikke lade sine personlige sym- og antipatier være udslagsgivende, men skal udøve sit faglige skøn og træffe sine afgørelse på en måde, der både kan tåle at blive gentaget eller komme i avisen.

Provsten må også sætte sig igennem; provsten skal sikre, at det ikke bliver ved snakken, men at beslutninger føres ud i livet og tjener det, der er formålet: Nemlig at vi som kirke, som menighedsråd og som præster, er til at få øje på og er relevante samtalepartnere for mennesker og samarbejdspartnere for det samfund, vi er en del af.

Endelig vil der fra tid til anden være brug for, at provsten lægger sig imellem, skiller folk ad, bryder mønstre og kan være med til at skabe nye muligheder.

Og sådan kunne vi fortsætte – provsten skal kunne sætte sig selv og andre op, begejstre og samle opbakning til nye initiativer, og provsten skal også kunne sætte sig selv til side. Der er altså mange forventninger og meget at leve op til og derfor er der også grund til at advare mod en overophedning af forventningerne til provsteembedet. Ellers går provsten nemlig ned.

Jeg ved, at I har den faglige og menneskelige robusthed, der kræves, for at I kan løfte alle opgaverne og at I samtidig evner at holde fast i jer selv. I har masser af erfaring, viden og kunnen og I evner at lytte jer ind på de mennesker, I står i relation til. Og så har I jeres identitet i at være præster – og det er det bedste fundament at stå på for en provst.

I vores gudstjeneste i dag, har vi hørt Paulus’ berømte ord om, at ligesom døden er kommet ved et menneske, Adam, sådan er opstandelsen kommet med én, med Kristus.

At Gud er blevet menneske, er død og opstået for os, er den afgørende og frisættende kerne i det kristne evangelium. Og jeg tænker ofte på, at de første, der bevidner Guds åbenbaring i verden - hyrderne på marken, fiskerne ved søen og kvinderne ved graven – alle sammen er mennesker, der blev set ned på og anset for utroværdige af andre i deres egen tid.

Men det, de gjorde, var at tale om deres tro, om det, de havde set og hørt, om det, de håbede. De talte ud af deres menneskelighed og netop deri lå deres troværdighed. Ikke i ydre magt og pragt, men i at de lod det evangelium, de havde set og hørt, få sin efterklang i deres liv.

Som én har udtrykt det: kirken skal være åben, men ikke ansigtsløs. Det er vigtigt, at der sættes ansigt på kirkens budskab, at der er mennesker, der sætter sig selv på spil i samtalen om, hvad det vil sige at være omfattet af Guds dom og Guds nåde.

I en tid, hvor mere og mere af vores tilværelse bliver digitaliseret, instrumentaliseret og sat i systemer, er der mere end nogensinde brug for det personlige møde. Vi taler om big data og mener dermed at kende store befolknings-gruppers behov og ønsker. Vi taler om individualitet, men vi har vel aldrig været mere ens. Vi taler om at realisere os selv, men aldrig har der været større frygt for at falde igennem.

I vores virtuelle tidsalder, hvor rigdommen er større end nogensinde, er det nødvendigt at blive mindet om, at livets mening ikke ligger i overflod, heller ikke i en overflod af viden. Til det at være menneske hører behovet for at møde et andet menneske, blive mødt af omsorg, interesse, også at blive mødt af modstand og modsigelse.

Google har ikke – og vil forhåbentlig aldrig – overflødiggøre mødet med det andet menneske, ansigtet og alt hvad det indebærer: stemmen, øjenkontakten, forståelsen.

Som provster skal I være med til at sikre gode rammer, så det møde og den samtale kan finde sted. Det er der liv og glæde – og arbejdsglæde i.

Hjertelig tillykke og Guds velsignelse!

Amen.

Se flere billeder fra gudstjenesten her