Gudstjenesten er en solidaritetshandling med den verden, der sukker efter forløsning

Ordinander: Gaute Grimeland (Glostrup) og Sylvester Roepstorff (Oppe Sundby-Snostrup)

Biskop Peter Birchs ordinationstale:

"Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostlen Paulus i sit 2. brev til menigheden i Korinth (2 Kor 5,14-15):

Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde.  Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

Vi befinder os i fastetiden og bevæger gennem et landskab, der har påsken som horisont. Gennem fastetiden føres vi ad stenede veje frem mod påskens højtid og drama. Derude i horisonten venter skærtorsdags forræderi, dagen, hvor der bliver solgt ud af venskaber og fortrolighed; derude møder vi langfredags mørke, hvor foragten for mennesket bliver stillet til skue i en rus af hån og blod. Og derude sker dét, som åbner verden på ny og som Paulus taler om i de ord, jeg netop læste:

Bag rædslerne åbner Guds hånd den mørke grav, vælter stenen væk og kalder den korsfæstede frem til nyt liv.

Det er en begivenhed, der ikke kun gælder Ham, der blev oprejst, men – siger Paulus – i Hans opstandelse sker der noget, der gælder alle.

Mange vil nok være tilbøjelige til at betragte opstandelsen som noget for de særligt religiøse, men Paulus siger altså, at det forholder sig stik modsat: I opstandelsen griber Gud ind på vegne af hele den skabte verden ved at oprejse den ene for os alle. Her møder vi ikke det særlige, men noget, der tvinger os til at se vores eget og andres liv, ja hele den skabte verden i et nyt lys.

Det er den virkelighed, der er grunden under enhver gudstjeneste. Uden opstandelsen ville fortællingen om Jesus af Nazareth hurtigt have været glemt. Men den blev netop ikke glemt, men fortalt igen og igen, bragt videre fra mund til mund, fra hjerte til hjerte, fra generation til generation og fra kontinent til kontinent, fordi der her var noget, der måtte fortælles. Kristi kærlighed tvinger os.

Og fordi opstandelsen er budskabet om, at Gud har oprejst den ene for os alle, må gudstjenesten altid være en gudstjeneste for verden. Ikke kun for de særligt indbudte, de indforståede, men netop for verden. Når vi holder gudstjeneste, beder vi for verden i kirkebønnen, for alle dem, vi kender, men også for alle dem, vi ikke kender, men som Gud kender. De fattige og fordrevne, de syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær.

I en tid, hvor en religiøs livstydning på samme tid er rykket ind i offentlighedens interessefelt og samtidig får stadig mindre plads i vores praktiske, daglige liv, skal vi holde gudstjeneste for verden. Med vores gudstjeneste skal vi holde en våge åben for et sprog og et rum, der ikke måler mennesker på dets evne til at præstere, hvor tiden ikke måles i et begyndelses- og et slutpunkt sat af mig og mit liv, hvor næsten ikke bliver set som en begrænsning, men derimod en forudsætning for liv og fællesskab. Kort sagt: gudstjenesten skal give plads for, at Ånden kan sætte frugter i vores liv – både det, vi hver især lever og det, vi deler med hinanden.

Gudstjenesten er derfor i dybeste forstand en solidaritetshandling med den verden, der sukker efter forløsning. Her tales vi op. Her bliver vi talt til med opsigtsvækkende benævnelser som Guds børn, Guds arvinger og det siges til os, at vi – trods skyld og svigt – er Guds elskede og skal iføre os inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Her lyder ordet om, at vi er noget, at vi kan noget og at vi skal noget.

Her åbner ordene for nye muligheder, for at se os selv og hinanden med Guds øjne. Her ledes vi til at bekende, at mennesker er mennesker, Gud er Gud – og at Gud og menneske er evigt forbundet i Jesus Kristus. Og det, der på den måde siges til os, siges ikke eksklusivt til os. Vi skal ikke holde på det, som var det vores ejendom. Ånden med-deler sig. Derfor skal vi dele det, vi hører, med verden. Kristi kærlighed tvinger os.

Ånden sætter fri – og Ånden lader sig ikke indespærre. Som præster skal I være lydhøre for både de store skred i samfundsdebatten og den kollektive bevidsthed og de næsten lydløse mellemtoner i samtalerne med mennesker. Og jeg vil opfordre jer til at huske det råd, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson nævner i et af sine essays. I det refererer hun forfatteren og filosoffen Ralph Emerson, der i en tale til nyuddannede præster på Harvard bl.a. gav dem følgende råd:

”….Gå alene, afvis de gode forbilleder, selv dem, som er hellige i menneskers fantasi og drist jer til at elske Gud uden mellemmænd eller slør. I vil finde venner nok, der vil holde (de store teologer), helgener og profeter frem, så I kan efterligne dem. Gud ske tak for disse gode mennesker, men sig: Jeg er også et menneske!”

Traditionen og dogmatikken, de store forbilleder og tænkere skal vi tære på og lade os inspirere af. Hvor var vi uden dem! Men det må aldrig stille sig i vejen for os, så vi ikke frimodigt kan sige: Jeg er også et menneske! Ånden er netop ikke fortid, men nutid.

I forkyndelse, undervisning og sjælesorg skal I holde fast i, at I også er et menneske. Det ligger der en stor frihed i. Og der ligger en solidaritet i det med dem, man er præst for. I kommer aldrig med noget andet end det, som også gælder jer selv.

I kommer med ordet om syndernes forladelse, om Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Det er alt – og det er alt, hvad vi har brug for. Hvad det betyder og hvad det fordrer, det må vi igen og igen forsøge at trænge ind i og finde svar på. Det er det, vi gør i gudstjenesten, i bønnen, i samtalen – overalt, hvor vi lader Ordet tale til os. Overalt, hvor Ånden bevæger os til det liv, Gud vil leve i os.

Må Gud velsigne jer i jeres gerning.

Amen."