At være kristen er også at være en stemme i tiden

Ordinander:

Joakim Steiner-Johnsen, Måløv Kirke 
Theodora Nathan Harbsmeier, Ullerød Kirke 
Tea Lange Olsen, Hornbæk Kirke
Joachim Skriver, Hillerød Kirke

Kære ordinander!

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver Paulus i sit brev til menigheden i Rom:

Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne (Rom 12,2).

Det kunne lyde som om Paulus vil have os til at afsondre os fra verden, melde os ud, finde vores eget lille hjørne. Det er da også en strategi, nogle kristne grupper gennem tiderne har valgt. For ikke at tilpasse sig, har de lagt afstand til verden, skabt deres eget lukkede eller afsondrede samfund, hvor troen og moralen kunne leve i en selvbevidsthed om at være intakt og ubesmittet.

Men det er faktisk det modsatte, Paulus vil sige. Ordene står i en sammenhæng, hvor han taler om de kristnes gudstjeneste, om de kristnes liv i verden. Gudstjenesten skal ikke bringe os ud af verden, men ind i den. Vi skal leve som kristne i verden, i solidaritet med verden, vi selv er en del af – og det gør vi netop ved at genspejle det håb og den kærlighed, som troen skænker os. Evangeliet er udtryk for en anderledeshed, godt nyt, og derfor noget andet! Når Paulus advarer mod, at vi tilpasser os verden, så handler det om at lade det nye skinne igennem i vores liv. Lad jer forvandle, som han siger.

Det er et gennemgående tema i Helligtrekonger-tiden, at rejsen mod det lys, der udgår fra barnet i krybben i Betlehem, er et, vi kan bære med os ud i verden. Ud i det liv, der er vores og ud i de samfund, vi er en del af.

Tænk bare på selve beretning om de tre vise mænd; de rejser langt for med egne øjne at se og bevidne det, de har læst om og set himmeltegn på: at Guds søn er kommet til verden. Og da de efter en lang og strabadserende rejse når deres mål og har tilbedt barnet, rejser de hjem. Det, de har set, har vakt en tro i dem, som de bærer med sig på rejsen tilbage.

De vender hjem, ad en anden vej, fortæller evangelisten Matthæus. Det er der en konkret grund til; for de får i en drøm en advarsel om ikke lægge vejen forbi Herodes, der skinhelligt har bedt dem om at få underretning om barnet. Men i dette, at de rejser hjem ad en anden vej, ligger der også en betydning i dybere forstand, for det, de har set, har forvandlet dem. De er ikke de samme, som da de rejste ud. Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til!, som Paulus udtrykker det et andet sted. (2 Kor 5,17)

Det er den fordobling af virkeligheden, troen skænker os og som vi skal holde fast i. At der i det, vi kalder virkeligheden, findes en virkelighed, der ikke kan ses af det blotte øje, men som kommer til syne i ånd og sandhed, når nåde vinder over fordømmelse, når kærligheden får magt over hadet, når håbet fortrænger fortvivlelse og modløshed. Når medfølelse træder i stedet for ligegyldighed.

Troens øjne ser den fordobling af virkeligheden overalt. Den ser, at verden ikke bare er en ressource, vi skal udnytte, men at livet er skabt og skænkes os som en gave af Guds hånd. Troen ser, at mennesket er skabt i Guds billede og derfor ikke kan reduceres til at være identisk med sin evne til at producere. Troen ser, at Guds historie er levende og at fremtiden derfor er båret af håbet.

At være kristen er derfor også at være en profetisk stemme i tiden. Som præster skal I igen og igen understrege hvert enkelt menneskes værdighed, barmhjertighedens nødvendighed og fællesskabets uundværlighed. Overfor alt det, der lægger livet øde, skal I fortælle om den kærlighed, der har besejret døden og hvorfra vi kan hente livsmod og nyt håb.

Paulus taler i det ord, jeg læste, om at skønne hvad der er Guds vilje: det gode og det fuldkomne. Igen kan man spørge, om ikke det ligger snublende nært at forstå det som udtryk for en usympatisk selvretfærdighed: Vi ved, hvad det gode er, og hvad det vil sige at være fuldkommen!

Men igen må man sige, at evangeliet holder os fast på virkeligheden og fordobler den: Ingen er fuldkommen, undtagen én!, siger Jesus og gør det klart, at alene Gud kan gøre krav på fuldkommenhed. Vi kan ikke bryste os af vores retfærdighed, at vores evne til at være ’den bedste udgave af os selv’, som det hedder med et af tidens mest forslidte udtryk. Men vi kender og bekender Gud som al godheds, barmhjertigheds og trofastheds ophav, og vi ved, at vi målt med Guds alen, er ufuldkomne og derfor er henvist til nåden. I dén bevidsthed findes den dybeste solidaritet, for her ser vi, at vi står lige med enhver i behovet for nåde, tilgivelse og ny begyndelse.

Den fuldkommenhed, vi hører om i evangeliet, har intet at gøre med den perfekthedskultur, vi taler så meget om i disse år. Perfekthedskulturen forlanger det umulige, reducerer menneskelivet til en nådesløs jagt på individuel lykke.

Det fuldkomne derimod har sit udgangspunkt i den hel-hjertede kærlighed, som Gud har vist os i barnet i krybben og i manden på korset. Det er en kærlighed, der aldrig sparede sig selv, aldrig reserverede sig, men udleverede sig ubetinget for at være der for os. Den kærlighed retter sig mod alt, hvad vores liv rummer, både det gode, vi formår og det, vi ikke formår. Det er en kærlighed, der kalder på os, også når vi fejler og er alt andet end perfekte. Det er en fuldkommen kærlighed, der er anderledes, fordi den fordrer alt ved at give sig selv fuldt ud.

Det er i øvrigt, apropos den aktuelle debat, grunden til, at vi har brug for søndage og helligdage: Vi har brug for dage, der ikke er dikteret af nytte og rationalitet, men som fornyer vores sind ved at der tales om det helt anderledes: Om den helhjertede kærlighed, der er kommet os i møde og kalder på alt, hvad vi har i os med ordene om, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv.

Nå, en enkelt helligdag kunne vi vel nok undvære? Ja, i et rationelt perspektiv kunne det se sådan ud. Men Bededag eller enhver anden helligdag kan ikke veksles til øget arbejdsudbud uden at vi også afskaffer den åndelige side af sagen. Vi mister en mulighed for kollektiv fordybelse, for tiltrængt opbremsning og fællesskab. Hvilken værdi har det? I kraft af sin anderledeshed er det ikke noget, der kan værdisættes i et excel-ark. Og hvis vi kan undvære en dag til bøn, fordybelse, fred og forsoning, hvad så med skærtorsdag og landfredag?! Her vil der ud fra samme logik være mulighed for at hente i omegnen af 7 mia.!

Men med dem ville vi samtidig miste muligheden for at høre og sanse ordet om den kærlighed, der tror alt, håber alt, udholder alt – og som bærer os gennem liv og død.

Som præster skal I engagere jer i den verden, Gud skabte og som han elsker. I skal opsøge de mennesker, Gud kalder sine børn og I skal prædike tro, håb og kærlighed.  Det er det, verden har brug for.

Lad mig slutte med et digt af Pia Tafdrup, der hedder Oase og lyder sådan her:

Rejsen er god
fordi den hører op igen,
rejsen er til og fra,
ud og hjem.
Hører den ikke op,
er den noget andet,
flugt, eksil, fordrivelse,
trin, der fører til intet.
Alene tanken 
om dens ophør
er en ren oase,
hvor sand skylles bort
fra hænder og øjne,
og flasken fyldes 
med vand fra kilden.

Det er det, I skal som præster: Fyld flasken med vand fra kilden.

Amen!