Landemode 2024 - En festdag for hele Helsingør Stift
Dette års landemode er netop blevet afholdt. Det var som altid en dag fyldt med traditioner og festivitas, men også med tid til eftertænksomhed og anerkendende skulderklap.
Foto: Sille Arendt
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Oktoberhimlen er klar og blå, og luften sprød. Mens byen vågner, sker der noget helt særligt på det lille stræde foran domkirken i Helsingør. Omkring 45 præster og provster har taget opstilling i deres sorte præstekjoler og hvide pibekraver, og forrest er biskop Peter Birch klædt i sin bispekåbe. I dag er nemlig en festdag. I dag er der landemode.
Bag murene, inde i domkirken er de mange fremmødte også klædt på til fest. Forventningsfulde fylder de bænkerækkerne op, mens de hilser på hinanden og smiler. Solen skinner ind gennem de sprossede vinduer, og da klokken slår 10.30, fyldes kirkerummet af smukke orgeltoner.
Alle rejser sig. Dørene går op, og i procession går stiftets provster og præster op ad kirkegulvet med biskop Peter Birch og stiftamtmand Henrik Horster i spidsen. Årets landemode er skudt i gang.
Festgudstjeneste i en fyldt domkirke
”Nu haster skyerne forbi,
og modne æbler falder i
oktobermørke haver,”
synger forsamlingen med en volumen, der næsten får domkirkens kobbertag til at lette. Både Domkoret og Stiftskoret Vokalensemblet Suona sørger desuden for, at øregangene forkæles, og provst Marianne Telling indtager prædikestolen for at holde årets landemodeprædiken.
”Tænk at få lov til at være et menneske, blandt andre mennesker. Ikke skulle strække kræfter og ansvar længere, end det er muligt. Ikke skulle forsøge at tage ansvar for det, vi alligevel ikke er ansvarlige for. Lade Gud bære med på det, der er hans ansvar,” lyder det ud over forsamlingen.
Efterfølgende fylder de mange fremmødte midtergangen på deres vej mod nadvermåltidet, inden landemodegudstjenesten rundes af med yderligere salmesang og til slut udgangsprocession.
Biskoppen på talerstolen
Nu går turen langs kysten til Marienlyst Strandhotel, hvor dagen fortsætter. I den store sal med lysekroner og sildebensparket er der dækket op til fest. På bordene venter silden og de kolde øl, og efter domprovst Eva Tøjners velkomst og et bordvers, er de 285 fremmødte klar til at indtage buffeten.
Snakken går lystigt ved bordene, mens sild, tarteletter, æg, rejer og andre herligheder nydes. Rundt omkring på skærme afspilles et PowerPoint-show med billeder fra de initiativer, der er indstillet til Stiftsinitiativprisen, hvor vinderen senere skal kåres.
Efter maden træder biskop Peter Birch på talerstolen for at præsentere sin årsberetning.
”Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor alt skal gå hurtigere og hurtigere. Vi har aldrig haft mere fritid, men samtidig oplever de fleste, at det er svært at finde plads til den ro og eftertanke, som er nødvendige for enhver af os,” lyder det fra biskoppen. Han fortsætter:
”Kirken er med sine dybe traditioner i stand til at tilbyde et rum og et sprog for netop ro, eftertanke og for en forståelse af, at der forud for alle de handlinger, vi udfører og alle de krav, vi møder, ligger et væld af virkelighed, ufatteligt stort, som vi ikke er herre over, men som vi lever af og på - og som vi alene kan forholde os til i modtagelse, undren og taknemmelighed.”
Undervejs taler biskoppen også om de nye menighedsråd og udtrykker i den forbindelse en stor tak til alle, både nye og afgående medlemmer:
”Tak til jer alle for, at I tager et medansvar og bruger tid og erfaringer på at være og bære folkekirken lokalt.”
Salen klapper højlydt.
Tid til et tankeeksperiment
Næste person på talerstolen er Sanne Glerup Damborg, der er diakonikonsulent i Helsingør Stift, og hun lægger ud med et tankeeksperiment.
”Jeg vil gerne bede jer alle sammen om at lukke øjnene.”
Som sagt, så gjort, og diakonikonsulenten fortsætter:
”Forestil jer nu det bedste fællesskab, I kan komme i tanker om. Og forestil jer så, at hver ottende stol står tom.”
Av. Hver ottende.
”600.000 danskere lever i ensomhed, og det har konsekvenser. Alene i Helsingør Stift gælder det 84.000 mennesker. Derfor skal vi bryde lydmuren: Vi skal huske at fortælle alle andre udenfor kirken, at vi er der, og at vi faktisk har en masse tilbud,” lyder det fra diakonikonsulenten.
Tallene får i den grad tilhørerne til at slå øjnene op, og Sanne Glerup Damborg bemærker, at Helsingør Stift som det første stift i landet er blevet medlem af ’Folkebevægelsen mod Ensomhed’:
”Folkekirken er lokalt til stede, der hvor andre har givet op,” pointerer hun.
Undervejs i oplægget rækker mange ud efter den brune mulepose, der hænger som en gave over hver eneste beige stol i lokalet. Sanne Glerup Damborg refererer nemlig flittigt til posen, der blandt andet rummer en invitation til diakonistiftsdag den 14. november og en folder med en oversigt over stiftsadministrationens medarbejdere og stiftets konsulenter.
”Vi vil meget gerne hjælpe jer derude, så I skal endelig bare kontakte os,” lyder opfordringen fra Sanne Glerup Damborg.
Fællessang og våde øjne
Det er nu blevet tid til lagkage, og mens kopperne efterfølgende tømmes for kaffe, gør Ramløse/Annisse Kirketrio klar på scenen.
”Livet er de muligheders vej
Sol og måne – stjerner viser dig
Du skal møde alting selv engang
Hvis jeg kan gi’r jeg dig mod.”
Trioens fremførelse af Sebastians ”Lille Hjertesang” resulterer i blanke øjne hos flere, mens andre lukker øjnene og vugger kroppen stille i takt til musikken. Bagefter er der fællessang med nye dåbssalmer, og indslaget afsluttes med højlydte klapsalver.
Spændingen udløses
Eftermiddagen skrider fremad, og årets landemode er snart forbi. Men inden det er tid til at lukke og slukke, er der to vigtige punkter på programmet. Det første er kåringen af vinderen af årets Stiftsinitiativpris.
”Det var svært at vælge,” indrømmer Stiftsrådets formand Søren Ødum Nielsen og pointerer, at de 15 indstillede aktiviteter dækker et meget bredt spektrum af idéer, som mange med fordel kan lade sig inspirere af.
”Men prisen går til Gentofte Demensfællesskab for deres indsats for mennesker med demens og deres pårørende.”
Diplomet overrækkes af biskoppen, og så er det tid til et par ord fra vinderen.
”Vi er meget beærede over prisen. Det betyder meget for os at blive anerkendt,” siger en stolt Ida Kornerup fra Gentofte Demensfællesskab.
Bag det hvide klæde
”Nu er vi kommet til et historisk øjeblik.”
Domprovst Eva Tøjner er igen på talerstolen for at præsentere dagens allersidste programpunkt: Afsløringen af det nye bispeportræt, som billedkunstner Maria Wandel, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, står bag. Det er en tradition i alle folkekirkens stifter, at kirkens biskopper portrætteres, og nu skal portrættet af Helsingør Stifts fjerde biskop altså afsløres.
Folk i salen strækker hals, da det hvide klæde fjernes fra lærredet og resultatet ses. De klapper.
”Det er en stor ære at få lov til at blive portrætteret,” lyder det fra biskoppen.
En god dag er snart ved vejs ende, men inden opbrud er det tid til en sidste fællessang.
”Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.”
På vejen ud af salen lægger mange vejen forbi staffeliet på scenen for at kaste et nærmere blik på bispeportrættet, inden de begiver sig mod udgangen for at drage hjem, mens solen står lavt på himlen.
Vokalensemblet SUONA under ledelse af Cille Buch.
Biskoppen på talerstolen.
Diakonikonsulent Sanne Glerup Damborg.
Ramløse/Annisse Kirketrio.
Afsløringen af det nye bispeportræt, som billedkunstner Maria Wandel har malet.
Landemode 2025
Vi glæder os til at se jer til landemode igen lørdag den 4. oktober 2025.
