Landemodeprædiken: Hvad er det vi skal se?

Af Marianne Telling, provst i Rudersdal Provsti

Læsninger: 
1. kor 12, 12-20
Joh. 1, 35-51

Prædiken

Kom og se! Og de går og de går. Og de ser og de ser. Jesus går rundt, og disciple myldrer frem alle vegne hvor han går. Det er et mylder og en bevægelse på alle leder og kanter.

Vi skal dog lige finde fodfæste – vi er i begyndelsen af Johannesevangeliet, efter den smukke prolog om ordet der blev kød og tog bolig iblandt os. Igen, - for at vi skulle kunne se Gud i verden. Ordet var hos Gud, og ordet var Gud, - men så besluttede ordet at blive kød – at komme til verden.

Og den første, der så var Johannes Døberen. Og han pegede. Væk fra sig selv – over på Kristus. Og de, der så ham, så hvor han pegede hen. De rejste sig og gik derhen hvor han pegede. Jesus samler sig disciple, en skare af helt almindelige mennesker, der skal gå med ham rundt, gå og se. Se og gå!

Ligesom lemmer på kroppen, øje, hånd, fod, arm, øre. Sådan samler Jesus sig forskellige mennesker. Ikke fordi de i sig selv var noget særligt, men måske netop for at vi alle skulle kunne se os selv - se os selv som medvandrere.

Og Jesus træder et skridt tilbage, og peger tilbage på Det Gamle Testamente, på fundamentet, og siger, om fremtiden: sandelig sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over menneskesønnen.

Jesus samler sig mennesker. Jeg tror evangelisten er så omhyggelig med beskrivelsen - så går de derhen, så går de videre, og han møder dem på den og den måde - fordi fortællingen skal rodfæstes netop i vores virkelighed. Det er rigtige mennesker, sande mennesker, med et liv før de mødte Jesus. De boede i en by, de var brødre, venner, de havde en identitet, og nu bliver der føjet noget nyt, noget væsentligt nyt, til deres identitet – de bliver set af Gud. Og de skal gå med Gud.

Hvad er det vi skal se? Hvad er det der er så magtpåliggende, at Gud sætter alt ind på at vi skal få øje på det?

For en del år siden havde jeg et fællesskab omkring nogle skønne islænderheste. Vi var nogle stykker, der red sammen, og vi havde en ridelærer. Han hed Morten.

Morten viste os hvordan vi skulle sidde på hestene, han viste os hvordan vi skulle håndtere hestene efter deres temperament. Han underviste os, på en udendørsbane vi havde bygget på en mark. Rundt og rundt kunne vi ride der. Ind i mellem hinanden, ind og ud. Nogle gange var der ting, der gik galt, - en rytter faldt af, og Morten kunne fortælle hvad der var sket, hvordan vi kunne gøre det anderledes, og lære af det.

Det var et helt særligt fællesskab vi havde der. Ude i naturen, mennesker og dyr.

Der var bare det ved Morten, at han var blind. Han kunne ikke se noget. Og alligevel, så kunne han jo se. Han så os, og han så hestene.

Morten lærte mig noget meget vigtigt om at se, og han lærte mig noget vigtigt om, hvordan man kan forholde sig til verden, og alle os skabte væsner i den. Ved at lytte meget mere, end når man lader øjnene bestemme hvad man ser.

Da erfarede jeg, at vi hænger sammen, forbundne i en meget større sammenhæng end vores eget lille individuelle projekt. Og det er for mig at se, en del af det Guds rige handler om: Når vi får åbnet øjnene for at vi hænger sammen, som en krop, som en del af et hele. Kom og se! Siger Jesus og de følger ham, for han viser dem det, man kan se med lukkede øjne, det hjertet længes efter, det der er den dybe sammenhæng.

I bund og grund udspringer det hele af det mest utrolige: Gud blev menneske. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Derfor skal vi med Paulus ord se på os selv som del af en kæmpemæssig krop, små dele, der hver især udgør en vigtig og uundværlig del.

Og hvis vi virkelig får øjne til at se på os selv som en del af et hele, så bliver vi også sat på vores rette plads.

Der hvor det er meningen vi skal være. I det ligger der en kæmpe aflastning.

Tænk at få lov til at være et menneske, blandt andre mennesker. Ikke skulle strække kræfter og ansvar længere end det er muligt. Ikke skulle forsøge at tage ansvar for det vi alligevel ikke er ansvarlige for. Lade Gud bære med på det, der er hans ansvar.

Morten, min ridelærer, der ikke kunne se, han så det vigtigste. Han så mulighederne, han så det man kun kan tro. Han kunne også have lagt sig ned, lukket sig inde over den urimelighed tilværelsen havde budt ham, at fratage ham synet. Men han så mulighederne, han så lyset i mørket, sprækkerne i muren hvor lyset kunne komme ind.

Vi kan kun se Gudsriget, gudskroppen her i verden i glimt, - i små sprækker af åbenhed, tillid, ubetinget tankefri kærlighed, - mens Kristus ser Guds verden, er i Guds rige hele tiden.

Når han møder mennesker ser han dem ubetinget. Ikke som dem de gerne vil være, ikke som dem de prøver på at være, men som dem de er – og dem de kan blive. De små børn, de syge, de foragtede kvinder, de fattige fiskere ingen lagde mærke til før, den skeptiske, tvivleren, den modige og den feje. Dem alle sammen drager Kristus til sig med sit se!

---

Men da Gud er Gud og ikke hjerteløs, så nøjes han ikke med at sige: kom og se. Som om det skulle være op til os selv og vores egne små usle kræfter at skulle famle os vej igennem mørket. Nej, han siger også: følg mig!

Følg mig, for uden mig kan I slet ikke finde Guds rige. Og Kristus går foran os, taler til os hele vejen, for at vi ikke skal føle os alene. For han ved at vi er svage, og vælter så nemt ved modgang.

Men Kristus selv giver ikke op, han går videre, gennem livet lige imod døden. Går stadig videre, ser sig tilbage og siger: Følg mig. Gennem døden, ud på den anden side. For til sidst at tage plads i sin himmelske bolig, hvor han byder os velkommen, smiler og siger: 

Sandelig I fik større ting at se!

Læs også fra Landemode 2024: Gentofte Demensfællesskab vinder initiativprisen