Biskoppens landemodeberetning 2024

Af Peter Birch

Kirke i en medialiseret verden

Vi lever i en verden, der er præget af mange og ivrige medier. Medier, der former vores bevidsthed og tager vores tid og opmærksomhed. Man taler ligefrem om en medialiseret verden – en verden formet af medierne. Det kan indimellem tage pusten fra os, når vi skal forholde os til en nyhedsstrøm, der ikke kender til pause og som med få sekunders forsinkelse kan formidle nyheder til os fra helt andre dele af verden. Desværre er det ofte gruopvækkende nyheder. 

Vi har samtidig en trivsels- og identitetskrise blandt børn og unge, som sættes i forbindelse med de unge generationers brug af de sociale medier. Vi hører om skærme, der stjæler børns tid og barndom og bombarderer dem med krav om at være fejlfri og leve perfekte liv.

I den situation kan vi få den tanke, at det hele ville være meget nemmere, hvis vi kunne ignorere medierne. Det ved vi godt, at man ikke kan og derfor er der opstået en modbevægelse, der henter sin strategi fra dybe kristne traditioner; der er opstået en tanke om at techfaste, altså at faste fra de digitale medier og alt hvad de betyder for vores selvopfattelse og vores samvær med hinanden.

At faste handler grundlæggende om at afstå fra noget, for at skabe plads for noget andet. Og techfaste handler netop om at afstå fra de digitale medier i en periode af døgnet og dermed skabe rum og mulighed for at leve og opleve på en anden måde end gennem mediernes stærkt redigerede og indimellem manipulerede billede af virkeligheden.

Når alt det her er sagt, skal vi dog ikke glemme, at livet grundlæggende handler om kommunikation og at den kristne tro i sit inderste væsen handler om at kommunikere i ordets oprindelige betydning at dele. Når vi læser evangelierne eller Paulus’ breve er de jo i sig selv et udtryk for netop dette. Johannes skriver det ligefrem i afslutningen af sit evangelium:

”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.  Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (20,30-31).

Kristian Leth, der med rette har fået succes med at gennemgå Bibelen i den populære podcast Bibelen Leth fortalt, har for nylig i et interview sagt, at missionsbefalingen er den suverænt stærkeste tanke, der er sat ind i verden med kristendommen. Men i Kristian Leths optik er det ikke kun positivt og uproblematisk – for missionsbefalingen: at gå ud i alverden og gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem og lære dem alt det, han har befalet – er i mange tilfælde blevet fortolket til et ønske om, at andre folk overtager vores kultur og normer. Og det er jo sandt. Missionsbefalingen er meget ofte blevet forstået som et ønske at gøre andre folkeslag i vores billede, så de ligner os. Men missionsbefalingen handler grundlæggende om, at vi ikke forbeholder Gud for os selv. Missionsbefalingen er en stadig påmindelse om at Gudsforholdet taler til alle og inkluderer alle. Og at vi derfor skal dele budskabet om Guds kærlighed og tilgivelse med andre.

Missionsbefalingen sætter altså en tyk streg under den kristne tro som noget, der lever ved at blive delt. I traditioner, i dialog og i samvær, hvor traditioner gives videre og bliver til liv eller formes på ny og giver grundlag for forandring og fornyet samtale. Det gælder også i et almindeligt dansk folkekirkesogn. I centrum af vores gudstjeneste står nadveren som selve grundsymbolet på kommunikation som det at dele det fælles. Det fælles, som vi får i Guds søns kærlighed til os og som former et fællesskab af os.

Dåbsindsats og kommunikation ad nye kanaler

I år har vi taget et nyt skridt i kommunikationen. I foråret lancerede vi en kampagne i samarbejde med tre såkaldte influencere om dåb på Instagram.

Baggrunden for kampagnen er at møde danskerne hvor de er og indlede en samtale med dem der. For et stigende antal forældre fravælger at lade deres barn døbe – ofte med den begrundelse, at det er noget, barnet selv må tage stilling til. Blandt nybagte forældre, der selv er døbt, vælger ca. en ¼ at udsætte dåben til barnets egen senere beslutning.

Kampagnen affødte kolossal opmærksomhed. Ikke kun på Instagram, hvor selve opslagene var, men også i andre medier, hvor dåb pludselig blev noget, vi talte med hinanden om. Der var naturligvis også dem, der syntes, at selve kampagnen var udtryk for et forfald. Og at vi som kirke skulle holde os for gode til at indgå samarbejde med influencere, fordi de tjener penge på det. Jeg har svært ved at tage den indvending alvorligt. I folkekirken afholder vi hver uge masser af arrangementer, hvor vi honorerer foredragsholdere og musikere for deres indsats. Det afgørende må være, at ingen får betaling for at sige noget, de ikke mener. Influencerne i vores kampagne talte ud fra deres egne refleksioner og erfaringer om dåben og mødet med kirken. Og jeg kan konstatere, at de kommentarer, opslagene affødte på Instagram faktisk holdt sig til sagen og blev en diskussion om dåb, forældreansvar, tradition og tro. Dermed opnåede vi præcis det, vi ville. Oveni har vi fået et værdifuldt og brugbart indblik i den situation og de tankemønstre, vi er i dialog med.

Med influencerkampagnen ville vi inddrage dåbsforældrene selv i at formulere de refleksioner, der er gået forud for dåb af deres eget barn. Det er menighedens dåb. Og derfor også relevant at give menigheden mulighed for at sætte ord på dåbens betydning. Det er det, influencerne gjorde i vores kampagne. Som fx Annemette Voss, der i et af sine opslag talte om, at  "det at tage hen i kirken højtideliggør dagen. Det er der ikke så meget af i det liv, vi lever til daglig. Det højner det hele for mig." Her er det ikke præsten, der prædiker for menigheden, men menigheden, der prædiker.

Der bliver gjort en ihærdig indsats i sognene for at skabe mødepunkter mellem nybagte forældre og kirken. Gravidsamtaler, babysalmesang og dåbssamtaler – foruden alle de mange dåbsgudstjenester, der giver præsterne rig mulighed for at udfolde dåbens betydning for de mange, der følger med dåbsfamilien i kirke. Men der er også ganske mange forældre, der træffer deres beslutning inden der overhovedet er mulighed for at indgå i samtale med dem. Skal vi som kirke i samtale med dem, må vi gå andre veje og møde dem, der hvor de er. Og det er for den generation, vi her taler om, i vidt omfang på de digitale medier.

Vi vil senere følge op med flere andre dåbsinitiativer, bl.a. en række små videoer, som vores dåbskonsulent er i gang med at udarbejde. Når de er klar, bliver det stillet frit til rådighed for jer, så I kan bruge dem på jeres sogns hjemmeside og digitale profiler.

Dåbskampagnen er et godt eksempel på, at stiftets konsulenter er der for jer! I får med jer hjem i dag en mulepose med forskelligt materiale, herunder bl.a. en præsentation af vores konsulenter ansat af stiftsrådet. De arbejder med vigtige emner, indsamler viden og erfaringer inden for deres områder – og kan kontaktes, hvis I lokalt har brug for deres sparring.

Lad mig her også pege på vores dygtige medarbejdere i stiftsadministrationen. De knokler under ledelse af stiftskontorchef Annette Nordenbæk dagligt for at behandle sager og står for en væsentlig og vigtig rådgivningsvirksomhed i form af gå-hjem-møder og velbesøgte konsulentrunder. Stifterne får i disse år tillagt flere og flere opgaver, men jeg kan bevidne, at alle i stiftsadministrationen arbejder engageret og dygtigt.

Samlet set har vi i Helsingør Stift en dygtig stab af medarbejdere, der bistår med råd og dåd – både om rammelovgivning og indhold.

Menighedsrådsvalg – grundlæggende og udfordret demokrati

At sidde i et menighedsråd er både givende og krævende. Vi er i et valgår – og når de nye menighedsråd træder til 1. søndag i advent, vil der være mange nye ansigter i rådene. Det betyder også, at der er mange, der har brugt valganledningen til at trække sig. For mange sker det efter lang og tro tjeneste. Det gælder nok del af jer, der er til stede i dag, og derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige jer en varm tak for jeres indsats i det folkekirkelige nærdemokrati. Det er folkekirkens fundament og en væsentlig del af forklaringen på folkekirkens stærke stilling i vores samfund, at ansvaret og beslutningerne er forankret lokalt. Tak til jer alle for, at I tager et medansvar og bruger tid og erfaringer på at være og bære folkekirken lokalt.

Det er en krævende opgave, der påhviler menighedsrådene. Personaleansvar, ansvar for bygninger og økonomi og sidst men ikke mindst for det indholdsmæssige, det kirkelige liv i sognet. I mange af vores sogne sker der store forandringer i befolkningssammensætning og i forventningerne til folkekirken. Og fra samfundet stiger de forvaltningsmæssige krav. Jeg læste for nylig et interview med samfundsforskeren og – debattøren Sigge Winther-Nielsen, der kom med et illustrativt eksempel på, hvordan vores samfundsudvikling har medført en øget kompleksitet:

"For en menneskealder siden, i 1989, omfattede den samlede lovgivning i samfundet 8.5 mio. ord. I dag udgøres den samlede lovgivning af 35.2 mio. ord."

Nu er det heldigvis ikke al lovgivning, I skal kende for at sidde i menighedsrådet, men tallene er en tankevækkende illustration af, hvor gennemreguleret og kompliceret vores samfund er blevet. Og det rammer selvfølgelig også folkekirken, hvor vi skal leve op til gennemsigtighed i forvaltningen af kirkeskatten, følge regler for arbejdsmiljø, klimaregulering, forvaltning af vores kulturarv og meget andet. Der er derfor heller ikke grund til at lægge skjul på, at menighedsrådsarbejdet er krævende – og indimellem kan forekomme overvældende.

Jeg tror, vi befinder os i en situation, hvor vi på mange måder bliver nødt til at gentænke det folkekirkelige nærdemokrati. Og med al respekt for ministerens initiativ med at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til forenklinger, så tror jeg ikke, at det er gjort med det. Hvert enkelt menighedsråd må nøje overveje, hvordan man bedst løfter sit ansvar – og trække på de nødvendige ressourcer til at løfte de konkrete opgaver. Netop denne skelnen mellem ansvaret og de konkrete opgaver er afgørende for at få tingene til at virke og glide i det daglige. Derfor ser vi flere og flere menighedsråd gå sammen på provstiniveau om fx regnskabs-, personale- og bygningsfunktioner. Det er efter min mening en god vej at gå, fordi det sikrer, at opgaver bliver løftet af mennesker med specifik faglig indsigt i fx personaleforhold, og samtidig giver det menighedsrådet tid og luft til at være ansvarlige for kirkens liv i sognet.

Jeg vil gerne understrege, at sognenes situation er forskellig, og at vi nok aldrig finder frem til en løsning, der passer lige godt alle steder. Men vi er nødt til at sikre, at opgaverne bliver løftet, ikke kun af hensyn til den ivrige presse, jeg indledte med. Men nok så meget af hensyn til alle dem, der arbejder i folkekirken. Både lønnede og frivillige.

Det gode samvirke

Det gode samvirke lokalt er afgørende for de mennesker, der arbejder i kirken og for den opgave, vi er sat til at løse som kirke. Menighedsrådene – og det gælder både de folkevalgte og fødte medlemmer – er kulturbærere og sætter en standard; jeres adfærd og måde at tale og arbejde sammen på, forplanter sig til medarbejdere og omgivelser. På godt og ondt. Hvor samvirket bliver afløst af mistro og manglende respekt for de andres bidrag til den fælles opgave, ser vi medarbejderflugt, mistrivsel og lange sygemeldinger. Hvor man bruger tid på at udvikle en kultur sammen og se hinandens bidrag som en del af helheden, vokser arbejdsglæden og trivslen. Jeg vil derfor også gerne slå et slag for det samtale-materiale, vi har udviklet her i stiftet og som i dag bruges ud over hele landet. Der er en folder i den pose, I får med jer hjem i dag. Det er en af de første ting, I skal gøre i det ny-konstituerede menighedsråd: sæt tid af til at arbejde med nogle af de cases, der findes i materialet. De giver anledning til samtaler, hvor I lærer hinanden at kende, får blik for kompleksiteten og mulighederne i samvirket.

Det er i øvrigt også vigtigt i et rekrutteringsperspektiv; vi går ind i en periode med præstemangel. I den situation skal vi kunne tilbyde gode rammer om arbejdet. Det samme kan siges om rekruttering af øvrige medarbejdere, frivillige og medlemmer til menighedsrådet. Jeg taler ikke om, at vi skal være perfekte. Men ingen gider lægge arbejde og engagement i en hvepserede.

Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor alt skal gå hurtigere og hurtigere. Vi har aldrig haft mere fritid, men samtidig oplever de fleste, at det er svært at finde plads til den ro og eftertanke, som er nødvendige for enhver af os. Kirken er med sine dybe traditioner i stand til at tilbyde et rum og et sprog for netop ro, eftertanke og for en forståelse af, at der forud for alle de handlinger, vi udfører og alle de krav, vi møder, ligger et væld af virkelighed, ufatteligt stort, som vi ikke er herre over, men som vi lever af og på - og som vi alene kan forholde os til i modtagelse, undren og taknemmelighed.

I år har vi haft den særlige udfordring, at præstebevillingen ikke er fulgt med de lønstigninger, der blev aftalt i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger. Det betyder, at vi har måttet holde igen med ansættelse af vikarer ved langtidssygemeldinger og andet fravær og at vi har været nødt til at holde ledige præstestillinger ubesatte. Det betyder selvsagt, at de præster, der er tilbage i sognet, skal løbe endnu stærkere. Det er en situation, jeg dybt beklager – og jeg vil derfor også gerne i dag rette en meget stor tak til stiftets præster og provsterne for alt, hvad I har ydet for at få enderne til at nå sammen. Det er naturligvis også en situation, der må ærgre i menighedsråd, hvor man igennem lang tid har manglet en præst i sognet. Jeg kan love, at vi gør, hvad der står i vores magt for at besætte de vakante stillinger pr. 1.1. 2025 – og så håber jeg, at vi indtil da fortsat kan hjælpes ad lokalt med at få tingene til at hænge sammen.

Folkekirken på landsplan

Ser vi på folkekirken på landsplan er der mange tegn på, at vi står i en forandringstid. Forholdet mellem stat og kirke er jo på mange måder ureguleret, men har i årtier bygget på Grundlovens § 4 og ordene om, at folkekirken understøttes af staten. Det har krævet en skønsomhed og en dialog, som ikke nødvendigvis har de samme vilkår i dag som for bare et årti eller to siden. Det politiske flertals beslutning om at afskaffe Bededag som helligdag gav rystelser i det hidtidige balanceforhold. Et andet eksempel kan man finde i regeringens lovpakke, der lægger op til, at Stiftsøvrighederne ikke længere skal have indsigelsesret i planlovsager. Hensynet til den fælles kulturarv, som kirkerne udgør, skal fremover varetages af kommunerne og den ansvarlige minister og ikke som hidtil af stiftsøvrighederne.

På nationalt plan har vi i disse år meget store vanskeligheder med at finansiere den fælles opgavevaretagelse i folkekirken. Fællesfonden – det er den pengekasse, der finansierer stiftsadministrationerne, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Kirkemusikskolerne, institutionspræsterne og meget andet, fattes penge. Fællesfonden bestyres af ministeren, som i et vist omfang rådgives af et lille udvalg bestående af 4 personer, valgt af og blandt folkekirkens interessenter. I en folkekirke, hvor vi har gennemført en demokratisering på alle niveauer – sogn, provsti og stift – mangler vi – med al respekt for ministeren – at skabe en klarere demokratisk legitimitet i Fællesfonden. Her træffes der beslutninger for det arbejde, der går på tværs af landsdele, her prioriteres der midler, der driver væsentlige folkekirkelige institutioner og varetager det konkrete møde med befolkningen på sygehusene, i fængsler og arresthuse, på uddannelsesinstitutionerne osv. Hvis vi som folkekirke fortsat vil være en relevant ramme om mødet mellem folk og kirke, må vi prioritere disse opgaver – og derfor er det i mine øjne også nødvendigt at skabe en politisk struktur, der giver mulighed for en åben og fri debat om nutid og fremtid, om udfordringer og nødvendigheden af tilpasning og forandring.

Vi bor i en del af landet, hvor befolkningstallet vokser og hvor der på sigt bliver brug for at bygge nye kirker. Men samtidig har vi mange kirker rundt om i mere tyndtbefolkede dele af landet, hvor der ikke længere er befolkningsgrundlag for at opretholde og vedligeholde kirken som kirke. Vi står over for en meget stor samfundsmæssig udfordring med at finde balancen mellem at varetage den kulturarv, de gamle kirker repræsenterer – og på den anden side sikre de fornødne ressourcer til fortsat at udvikle folkekirkens tilstedeværelse og arbejde dér, hvor mennesker flytter hen.

Vi modtager her i stiftet hvert år cirka 12.000 nye indbyggere. Det siger sig selv, at det stiller krav om tilpasning af eksisterende sogne- og stillingsstrukturer. Folkekirkens primære opgave må aldrig blive kustode-virksomhed. Vi må se i øjnene, at nogle kirkebygninger har mistet deres betydning som kirker, men naturligvis fortsat har betydning som del af den fælles kulturarv. Varetagelsen af kulturarven er et fælles anliggende for alle borgere i dette land.

Grøn omstilling

En af de mange opgaver, der i disse år ligger på menighedsrådenes bord, er den grønne omstilling. Vi skal yde vores bidrag til den nødvendige reduktion af CO2-udslippet og sikre en mere bæredygtig udvikling. Der er flere menighedsråd her i stiftet, der er gået foran med initiativer, som fortjener stor ros og opmærksomhed og som kan tjene til inspiration for andre. I Vallensbæk og Græse har menighedsrådene omdannet landbrugsjord til kirkeskov. I Islebjerg har kirken fået solceller. I Farum er kirkegårdene drevet efter grønne, bæredygtige principper. Jeg kunne nævne mange flere. Og der er brug for flere.

På landsplan har vi over 500 oliefyr i vores bygninger. Vi råder over større og mindre jordlodder, som kan indgå i skovrejsningsprojekter eller andre projekter, der øger biodiversiteten og sikrer rent grundvand til kommende generationer. Der er masser af muligheder – og der er mulighed for på provstiplan at afsætte puljer, så det enkelte menighedsråd ikke selv skal holde for, men kan få den økonomi, der skal til for at kunne omlægge. På landsplan har vi Folkekirkens Grønne Omstilling, der bistår med rådgivning og konkrete redskaber til at tage udfordringen op. Jeg håber, at de nyvalgte menighedsråd vil tage en grundig drøftelse af, hvordan den grønne omstilling kan realiseres hos jer.

Siden Landemodet sidste år er der blevet ansat 14 nye præster i vores stift. Der har været 40 konstitutioner og der har været afholdt 5 ordinationer, hvor i alt 11 nye præster er blevet præsteviet. Velkommen til alle nye præster.

Der skal også lyde en velkomst til Jørgen Skov Sørensen, som pr. 15.8. er tiltrådt som stiftskonsulent. Takket være stiftsrådets velvilje er stillingen blevet opnormeret til en fuldtidsstilling og det glæder mig, at det er lykkedes os at få Jørgen til stiftet. Jørgen kommer med meget stor erfaring fra kirke- og organisationsliv både herhjemme og i udlandet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til også at takke stiftsrådet for tillidsfuldt og godt samarbejde.

Der er liv i folkekirken – og der er rigtig meget liv i Helsingør Stift. Det er der mange, der kan tage deres del af æren for. Jeg vil derfor slutte med at udtrykke en varm tak for det bidrag, I hver især yder. Og ønske Guds velsignelse i det fortsatte arbejde.

Læs også fra Landemode 2024: Gentofte Demensfællesskab vinder initiativprisen