En enkelt gang undervejs i planlægningen kom Carina dog i tvivl om, hvorvidt det ville være bedre at blive viet i en kirke:

”Det kan være magisk at være i en kirke. Der sker noget specielt inde i en. Det rør mig. Men jeg har mistet min far, så han ville ikke kunne følge mig op ad kirkegulvet, og det føltes derfor ikke rigtigt,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi havde dog stadig lyst til at skabe et magisk rum, og for os var det positivt at opleve, at vi langt hen ad vejen kunne få det samme som i kirken og samtidig give vielsen vores eget lille tvist. Det var en fantastisk lokation, og den satte bare prikken over i’et på vores bryllup,” fortæller Carina.

Heldigvis skinner solen den 24. august 2024, da parret efter 16 år som kærester siger ja til hinanden og endelig holder deres drømmebryllup. Og Carina og René er ikke i tvivl om, at præsten og forkyndelsen var med til at gøre oplevelsen lige præcis så højtidelig, som de ønskede:

”Jeg er stor fan af kærlighed og livet og det hele, og for os ville det være blevet mindre magisk ved en borgerlig vielse. Hvis jeg skulle vies borgerligt, ville jeg nok kun invitere til brunch, men på trods af 16 års samliv kom vi altså derhen, hvor vi ville have den helt store fest. Nu ville vi gøre det stort, og den kirkelige vielse var med til at gøre det lige præcis så stort og fantastisk, som vi ønskede.”

Og hvad betød det så for parret at blive mødt i deres ønsker?

”Det betød alt! Det endte med at blive rigtig meget os, og det var en stor glæde for os at opleve, at en vielse kan tilrettelægges på forskellige måder, og at man stadig kan blive viet på en kirkelig måde, uden at det behøver at foregå i en kirke. Det er vi meget taknemmelige for.”

Egentlig var det slet ikke meningen, at der skulle være bryllup. Mette og Jesper havde inviteret alle deres nærmeste til havefest for at fejre deres fælles 40-års fødselsdag. Men så fik de en idé. De ville holde bryllup hjemme i haven – og ingen måtte vide noget…

Da Mette var højgravid med deres første barn, valgte parret at blive viet på rådhuset. Det var romantisk, men mest af alt praktisk, hvis de skal sige det helt ærligt. Selv om det var rart at få papir på hinanden, følte parret derfor, at de manglede noget.

”Vi manglende den der bryllupsfest med brudekjole og det hele. Men vi er alligevel ikke til det hele, så en velsignelse i kirken lå ikke lige for,” fortæller Mette og fortsætter:

”Vi ville gerne holde en bryllupsfest for alle de mennesker, der har været med de seneste ti år, hvor vi har været sammen. Vores venner er stort set alle sammen ateister, men de er troligt stillet op til alle vores tre børns dåb. Bryllupsfesten skulle derfor være en krølle på halen og en fin måde at sige ’Tak for jer og for jeres støtte’.”

Det perfekte kompromis

Kirken har været en stor del af Mettes liv, siden hun var barn. Hendes mormor var organist, så Mette var ofte med, når mormoren spillede i kirken om søndagen. Det var derfor Mettes ønske at blive velsignet af en præst, selvom lokationen var uden for kirkens rum.

”Når vi endte med at blive viet af en præst hjemme i haven, var det mest af hensyn til mig. I mine øjne er kirken en fællesskabsskabende institution, hvis rammer er strukturerede, og hvis ritualer alle kender til. Det giver noget ro, at alle kender rammen, og uanset om man tror på Gud eller ej, køber folk ind på det højtidelige og roen. Og så kan jeg bare godt lide, at der er plads til alle i kirken.”

Mette og Jesper kontaktede derfor deres lokale præst, som også har døbt to af parrets tre børn, og hun var med det samme med på idéen om et surprise-bryllup i haven.

”Når man har en så casual og loose præst som vores, var det nemt for mig at overbevise både hende og min mand om, at vi skulle velsignes hjemme i haven i bare tæer og med drinks. Vi slæbte derfor alle vores gæster hjem i vores rækkehushave i Kokkedal og pakkede velsignelsen ind i en fest fyldt med havemøbler, en bar der blev til alter, blomster og et kors. Det var kompromiset, og det var helt perfekt,” fortæller Mette.

Ritualerne er vigtige

Heldigvis lykkedes det parret at holde planen hemmelig for alle – inklusive deres børn, der først på dagen blev prikket på skulderen og bedt om at gå ind til naboen for at klæde om, mens gæsterne intetanende spiste kage og drak kaffe hjemme i rækkehushaven. Præsten havde også fået lov til at iklæde sig præstekjolen inde ved naboen, og da hun til gæsternes store overraskelse ringede med klokken, gik organist og korsangere i gang med at fremføre Albertes ”Lyse Nætter,” mens Mette, Jesper og deres tre børn med bare tæer i græsset gik op mod det hjemmebyggede alter.

”Det betød alt, at det kunne lade sig gøre. Hvis vores præst havde sagt nej, var vi aldrig kommet i kirken. Det er for højtideligt for os, og der er så mange ting forbundet med det: Så skal gæsterne komme i pænt tøj, med gaver og kaste ris. Det var slet ikke meningen. Det, at vores præst kom hjem i vores have og opfyldte vores ønske om et surprise-bryllup, var helt perfekt. Vores bryllup havde den perfekte dosering af alt, og vi er taknemmelige for, at kirken kunne imødekomme vores ønske om at holde det lowkey men stadig med de rigtige markører af, at det her er kirkerummet,” fortæller Mette.

Som antropolog har hun i øvrigt én afsluttende bemærkning, der ligger hende meget på sinde:

”Pas nu på med at pille for meget ved de kirkelige ritualer. Folk vælger jo kirken til på grund af de traditioner, den har – også selv om selve handlingen ikke foregår i kirken. Hvorfor skulle man blive kirkeligt viet eller velsignet, hvis ritualerne bliver uigenkendelige?”