Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Gentofte Demensfællesskab vinder initiativprisen 2024

Gentofte Demensfællesskab har netop modtaget Helsingør Stifts Initiativpris 2024 ved årets landemode. Prisen tildeles Gentofte Demensfællesskab for det imponerende arbejde med at skabe et inkluderende og trygt fællesskab for mennesker med demens og deres pårørende.

Ida Kornerup fra Gentofte Demensfællesskab modtog prisen sammen med Maglegårds Sogns menighedsrådsformand Per Rinck-Henriksen. Foto: Sille Arendt.

Af Benjamin Birk Christophersen

Gentofte Demensfælleskab blev etableret for at give personer med demens og deres familier et frirum, hvor de kan mødes, dele erfaringer og nyde tid sammen. Nu har de modtaget Helsingør Stifts initiativpris for deres indsats. Med prisen følger 10.000 kroner.

Initiativtager Laust Sørensen er glad for at Helsingør Stiftsråd har valgt at tildele Gentofte Demensfællesskab årets initiativpris:

”Vi er jo meget glade for at være nomineret, og glade for at få prisen, fordi det skaber mere interesse for demens og gør samtalen om demens mere åben,” siger Laust Sørensen, der er tidligere plejehjemsforstander og sygeplejerske.

”Det er jo altid godt at blive set,” siger han.

Stiftsrådet fandt årets vinder blandt 15 nominerede initiativer. Idérigdomen er stor og du kan finde alle initiativerne her.

Både for syge og pårørende

En demenssygdom medfører både udfordringer på et lavpraktisk og et eksistentiel plan. Midt i det svære giver Gentofte Demensfællesskab støtte og rum for både demente og pårørende.

Hver anden mandag mødes fem par med Laust Sørensen, Ida Kornerup og andre frivillige i Messiaskirkens café på et fast hold.

På møderne deler de erfaringer, tanker, tips og tricks til livet med demens. Og de giver plads til hårde, men nødvendige samtaler, der kan være svære at tage uden støtte.

”Det har vist sig at være fuldstændig fantastisk. De syge ser, når de raske er kede af det og omvendt. Fællesskabet giver styrke og støtte til at håndtere både følelser og praktikaliteter,” siger Laust Sørensen.

Noget særligt ved Gentofte Demensfællesskabs tilbud er, at der ikke på forhånd er tilrettelagt et bestemt forløb med en fast tidsramme.

”Hos os er det ikke et forløb, som man måske kender det fra andre steder. Vi holder fast indtil der kommer en naturlig afslutning ved enten bortgang eller overflytning til plejehjem,” siger Laust Sørensen og fortsætter:

”Det handler om at give dem støtte og en følelse af at blive set. Og det kan være stort at se andre, der står i samme situation. Og så prøver vi også at give dem redskaber til at klare hverdagen. Alt sammen i forsøg på at bringe glæde og overskud ind i livet.”

Nedbryder et tabu

Foruden det faste hold inviterer Gentofte Demensfællesskab også til en åben aften en gang om måneden. Her kan alle komme og høre mere om demens, stille spørgsmål og dele erfaringer. Og her er hyggen om samværet på tværs i højsædet. Demens kan være tabubelagt, men det bliver lettere at tale om, når det deles i et fællesskab.

På de åbne møder spiller musik og sang også en vigtig rolle. Det er med til at styrke fællesskabet og skaber en forbindelse mellem deltagerne.

En vigtig indsats i et voksende behov

Demens er en udfordring for mange danske familier, og behovet for støtte og forståelse er voksende. Derfor er det også en glæde for biskop Peter Birch, at Helsingør Stift kan hædre Gentofte Demensfællesskab med initiativprisen:

”Gentofte Demensfællesskab er et lysende eksempel på, hvordan kirken kan spille en aktiv rolle i samfundet. Med deres indsats for mennesker med demens og deres pårørende viser de på fornemmeste vis, hvordan kirken kan være en kilde til håb og fællesskab midt i en ofte omskiftelig og uoverskuelig hverdag,” siger biskop Peter Birch.

Vil gerne inspirere

Laust Sørensen og Gentofte Demensfællesskab vil meget gerne inspirere andre til at gribe fat i demensarbejdet, og adspurgt hvordan man kan komme i gang med et lignende arbejde svarer Laust Sørensen prompte:

"Man ringer til mig! Vi vil meget gerne være med til hjælpe folk i gang, så vi kan være med til at nedbryde det tabu som demens kan være."

Så hvis du går med tanker om at gøre noget for demente og deres pårørende i dit sogn eller provsti, så send en mail afsted til Laust Sørensen på laustgadegaard@gmail.com

Initiativprisen