”Hvad vil vi med fadderfunktionen?”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Det er tankevækkende, at vi har et ritual i den danske folkekirke, hvor vi kræver, at der er faddere til stede som vidner til dåben, men at vi samtidig ikke møder fadderne med den alvor og omhu, som forældrene udvælger dem med. Det er som om, at vi som kirke er tilfredse, blot vi har navn og adresse til kirkebøgerne. Derefter slipper interessen op fra kirkens side.”

Ordene er Camilla Eriksens. Hun er sognepræst i Hellebæk Kirke, og har under en tre måneders studieorlov beskæftiget sig med fadderfunktionen ved dåb. Hun undrer sig over, at vi i kirken ikke i højere grad end nu er opmærksomme på de mange danskere, der hvert år påtager sig rollen som fadder.

Ifølge ritualbogens vejledende faddertiltale, som er henvendt til både forældre og faddere, fremgår det, at fadderens rolle først bliver aktuel i tilfælde af forældrenes (for tidlige) død. Og det stemmer ikke overens med den folkelige forventning til fadderrollen, mener Camilla Eriksen. Hertil kommer, at det mere eller mindre er op til den enkelte fadder, hvordan vedkommende vil løfte den opgave, som man netop har tilkendegivet, at man vil tage på sig.

”Nogle teologiske retninger vil sige, at det er sådan, det skal være, og at kirken ikke skal blande sig yderligere i det. Men spørgsmålet er, om det er rigtigt? Måske vi rent faktisk skal tage den del af dåbsritualet mere alvorligt?”

En ære at være fadder

Det er Camilla Eriksens klare indtryk, at dåbsforældrene vælger faddere til deres børn med stor omhu, og at det er vigtigt for dem, at rollerne fordeles ligeligt i familien. Det er forbundet med stor værdi, hvem forældrene udvælger til opgaven, og fadderne selv betragter det også som en stor ære at blive valgt. Men i processen udebliver samtalen om, hvad rollen som fadder kan indebære. Og her bør de enkelte sognekirker i højere grad spille sig selv på banen:

”Det er min erfaring og opfattelse, at dåbsforældrene kun meget sjældent taler med fadderne om deres forventninger til dem, og at fadderne heller ikke selv spørger ind til det,” fortæller Camilla Eriksen. Hun fortsætter:

”Der eksisterer en blufærdighed omkring det at skulle italesætte, hvad det vil sige ’at drage omsorg for, at børnene oplæres i den kristne tro’. Vi er sprogligt udfordret, når det gælder samtaler om vores tro og det kirkelige. Det kan vi som kirke hjælpe med, så den del af fadderrollen også bliver bragt i spil.”

I forbindelse med sin studieorlov har Camilla Eriksen foretaget en række undersøgelser, og der tegner sig et tydeligt billede af, at både forældre og faddere ville have ønsket, at der var mere hjælp at hente i forhold til, hvordan man udfylder rollen som fadder på en meningsfuld måde.

”Hvis opgaven som fadder indbefatter at tage hånd om barnets åndsliv og gøre kirke, kristendom og den bibelske fortælling nærværende, så tror jeg på, at vi som kirke skal træde ind på dette felt. Der skal ikke være tjeklister til fadderne, men en form for inspirationsmateriale. Det kunne være et idékatalog eller måske en digital løsning. Noget, de konkret kan bruge. Vi kunne for eksempel allerede, når vi får den første henvendelse fra dåbsforældrene, sige: ’Sammen med dåbsbekræftelsen får I her noget materiale, som I kan tale med jeres faddere om’ og på den måde være med til at kvalificere samtalen mellem forældre og faddere.”

Farvel til et tomrum

Ifølge Camilla Eriksen vil der være meget at hente, hvis vi som kirke gør en ekstra indsats for at klæde fadderne på til den opgave, der ligger efter deres vidnefunktion i kirken.

”Over hele linjen erfarer vi et traditionstab i forhold til det kirkelige, det rituelle og det bibelske. Spørgsmålet er derfor, om vi ad den vej kan nære og gøde det kirkelige landskab udenfor kirken? Vi har i kirkerne travlt med at lave gudstjenester for mange forskellige målgrupper, men måske vi i stedet skulle lægge nogle kræfter i at motivere og fastholde opmærksomheden hos de mange faddere? I 2023 var der et sted mellem 76.000 og 200.000 faddere, så der er potentiale for at nå ud til mange danskere.”

Lykkes vi med den opgave, vil det have stor betydning for både børn og voksne, fordi det kan være med til at udfylde et tomrum, mener Camilla Eriksen.

”Jeg tror, det vil kalde noget frem i folk, som mange savner: Kvalificeret samvær. At man har en åndelig opgave over for et andet menneske. Det taler også ind i en anden virkelighed - nemlig den store grad af mistrivsel, som registreres hos vores unge. Hvis fadderne er mere på banen, vil de unge opleve, at de har flere nærværende personer omkring sig end kun deres forældre, der kan yde åndelig og konkret omsorg.”

Vi skal tage opgaven alvorligt

Kirkehistorisk er fadderinstitutionen hverken belyst eller undersøgt, så det er ikke nemt at finde ud af, hvordan den er opstået. Vi ved dog, at den ligger som et reguleret led på Luthers tid, men hvornår den præcis dukkede op, og hvad der var begrundelsen, er der ikke forsket i.

”Spørgsmålet er, hvad faddernes oprindelige betydning var. Det fortoner sig i de kirkehistoriske tåger. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi skal definere for os selv, hvad vi vil med fadderfunktionen i dag. Det er os som kirke, der kalder på faddere, der først er vidner i kirken, og som derefter skal udfylde en rolle som en særlig betydningsfuld voksen for barnet. Det forhold kunne vi godt gribe og synliggøre, at vi vil noget med,” siger Camilla Eriksen og fortsætter:

”Vi kan overveje, om vi skal holde fast i fadderfunktionen, hvis vi alligevel ikke vil noget med den. Vi kunne fint nøjes med at have vidner i kirken, da der ikke er noget bibelsk grundlag for, at faddere er obligatoriske ved dåb. Som det er nu, stiller vi os som fællesskab et underligt sted, hvor vi kræver noget som kirke, som vi alligevel ikke vil noget med.”