Dåbsforældre: ”Det er vores opgave at vise vores børn vejen”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Solen skinner, og sensommerbrisen griber fat i familiens gamle dåbskjole, mens Amalie, 37 år, og Aleksander, 43 år, sammen med deres to piger bevæger sig mod Hornbæk Kirke. I dag er det deres yngste datter, Franca, der har dåbskjolen på. I 1922 blev kjolen taget i brug for første gang, da Amalies farmor bar den til sin dåb, og siden er flere familiemedlemmer blevet døbt i den – blandt andet Amalie selv og parrets ældste datter Polly, der i dag er to år.

Franca er ikke den eneste, der skal døbes i dag. Hornbæk Kirke er fyldt med forventningsfulde børn og voksne, for i dag skal fire børn fejres ved en særlig dåbsgudstjeneste. Stemningen er højtidelig og afslappet på samme tid, og de mange fremmødte børn får lov til at være med uden at blive tysset på. Ret perfekt, hvis man spørger Amalie og Aleksander.

Efter gudstjenesten har parret inviteret 45 gæster til frokost på stranden i Hornbæk. Flere af dem har først få dage i forvejen fået en invitation, fordi hverdagen med to små børn spændte ben for den minutiøse planlægning. Men nu er de her, og det er lige, som det skal være – med buffet, dåbskage og god stemning i spandevis.

Altid frejdig, når du går

Som barn gik Amalie på en skole, hvor de sang morgensang hver dag, og det har haft en stor betydning for hendes forhold til kirken.

”Vi sang ikke kun tekster fra højskolesangbogen, men også salmer. For mig er der derfor en stor genkendelsesglæde i kirken. Jeg er altid spændt på, hvilke salmer vi skal synge, når jeg er i kirke, og den glæde vil jeg gerne give videre til mine børn,” fortæller hun den efterårsdag, Helsingør Stift taler med parret.

I forbindelse med dåben betød det derfor også meget for Amalie og Aleksander, at præst Bodil Olesen var lydhør over for deres salmeønsker, da dåben skulle planlægges:

”Det var dejligt at opleve en præst, der lyttede til vores ønsker. Det fik os til at føle os inkluderet og gav os et større ejerskab over gudstjenesten. Vi sang blandt andet ’Morgenstund har guld i mund’, ’Ingen er så tryg i fare’ og ’Altid frejdig, når du går’. Især den sidste er så smuk og har et godt budskab – også til børn,” lyder det fra Amalie.

Dåben var en selvfølge

Den gamle dåbskjole fortæller naturligvis historien om en familie, for hvem dåb er en tradition. Aleksander er også døbt, men ikke som baby.

”Jeg synes, den kristne historie er fascinerende, og kirkerummet kan noget helt særligt. Selv om jeg måske ikke var så bevidst om det hele som teenager, var det alligevel et fællesskab, jeg gerne ville være en del af, og derfor valgte jeg at blive døbt umiddelbart inden, jeg skulle konfirmeres,” fortæller Aleksander.

Trods forskellige personlige oplevelser var Amalie og Aleksander dog aldrig i tvivl om, at deres fælles børn skulle døbes som små:

”Selvfølgelig skulle de det. Vi anser begge folkekirken for at være en vigtig del af vores kultur i Danmark, og vi vil gerne aktivt vise vores støtte til kirken. Ikke bare ved at være medlem, men ved også at bruge kirken. Kristendommen og kirken giver os nogle gode rammer for både de lykkelige og ulykkelige ting i livet,” fortæller Amalie og fortsætter:

”Vi ser det som vores opgave at introducere vores børn for og guide dem i forhold til de ting, vi synes, de skal kende til. Så kan de selv vælge senere – det er jo det, konfirmationen er der for: At de selv kan genbekræfte deres tro, hvis de vælger det. Men når de er små, mener vi, det er en naturlig del af vores forældrerolle at vælge den slags for dem.”

Skal man tro på Gud?

Vi skruer igen tiden tilbage til august. På tilhørerrækkerne i kirken sidder både familie og venner. For Amalie og Aleksander er det nemlig vigtigt, at de alle kommer til at spille en rolle deres børns liv. Da parrets ældste datter blev døbt, stod Aleksanders søskende faddere sammen med enebarnet Amalies gode veninde, men i dag har parret udelukkende valgt venner til fadderrollen.

”Vi mener ikke, dåb kun er for familien, så ved begge dåb har vi valgt også at invitere vores nærmeste venner, fordi vi gerne vil inkludere dem. Det er også nogle af dem, som vi denne gang har udpeget som faddere, fordi vi har et ønske om at knytte dem tæt til vores datter, og fordi vi mener, de repræsenterer gode ting,” forklarer Amalie.

Fadderrollen handler som bekendt om at opdrage børnene i den kristne tro, og på spørgsmålet om, hvorvidt man skal tro på Gud for at lade sit barn døbe, lyder Amalies svar:

”Mange danskere har travlt med at fortælle, at de ikke er specielt religiøse, og det er altså lidt af en kliché. Det er vi heller ikke, men vi er heller ikke anti-troende. Vi er nok som de fleste danskere på det punkt. Vi er kristne, og jeg mener, det kan være en stor hjælp for mennesker at have noget at tro på.”

Hun fortsætter:

”Jeg går faktisk ikke i kirke for at høre om Bibelhistorien. Det, der betyder meget for mig, er hele salmeskatten og det fysiske rum i kirkerne. Stemningen. Jeg synes, kirkerne rundt omkring i landet spiller en vigtig rolle for samfundet og bymiljøet. Ved at vælge kirkernes tilbud til, synes jeg, man støtter op og er med til at sikre, at de bliver brugt, og at der er liv i dem.”

Aleksander supplerer:

”Jeg synes, folkekirken arrangerer en masse fine aktiviteter for børn. Det er et fællesskab, som vi synes, det er hyggeligt, at vores børn er en del af.”