Fejring af 75-året for de første kvinders ordination
Helsingør Stift inviterer 29. april til fejring af 75-året for de første kvinders ordination i folkekirken ved fernisering på portrætudstillingen PRÆST><KVINDE i Helsingør Domkirke. Alle er velkomne!
Af Benjamin Birk Christophersen
Den 28. april 1948 blev de tre første kvinder præsteviet under stor opmærksomhed i en fyldt Odense Domkirke.
Siden dengang har rigtig mange kvinder fulgt i deres fodspor og har taget imod præstekaldet.
Helsingør Stift fejrer jubilæet med fotoudstillingen "PRÆST >< KVINDE", der åbnes ved en reception d. 29. april kl. 15.00 i Helsingør Domkirke.
Kommunikationskonsulent og fotograf Sille Arendt står bag udstillingen og fortæller følgende:
"Mine tanker med udstillingen er først og fremmest, at man altid skal gribe chancen for at fortælle menneskers historie. Helt almindelige og ganske unikke kvinder. Mennesket bag præstekjolen, livet og tankerne. Jeg spørger: "Hvad har bragt dig hertil?" Og så vil jeg gerne vise mangfoldigheden i præsteembedet, kvinder og mennesker."
Udstillingen består af 19 portrætter og ledsages af de medvirkendes tanker om at være præst. Som beskuer kan man gå på opdagelse mellem portrætterne og få et indblik i deres liv i billede og ord.
"Jeg håber, at disse 19 unikke fortællinger fra kvinder kan vække en genklang i beskueren selv, og at det skaber en refleksion over egen identitet. Og så skal udstillingen også minde om, at alle har en unik historie at fortælle," siger Sille Arendt.
En gennemgribende ændring
Biskop Peter Birch glæder sig til at markere 75-året ved ferniseringen:
"Ordinationen af de første kvindelige præster er den mest gennemgribende og væsentlige ændring i nyere dansk kirkehistorie. I dag kan vi glæde os over lige adgang til præsteembedet, der resulterer i mange gode og dygtige præster. Derfor er det værd at fejre jubilæet."
Portrætterne kan opleves i Helsingør Domkirke indtil d. 13. august, hvorefter udstillingen udlånes til andre lokationer i stiftet.
Biskop Peter Birch åbner udstillingen kl. 15.00, hvorefter fotograf Sille Arendt vil fortælle om udstillingen. Derefter gives ordet til Sophie Juel, provst i Frederiksværk, der er én af de portrætterede præster i udstillingen.
Der vil blive serveret bobler og lidt sødt.
Hent materialer her:
FOTOUDSTILLINGEN PRÆST><KVINDE
Portrætudstillingen PRÆST><KVINDE er blevet skabt af fotograf Sille Arendt, i anledning af at det i år er 75 år siden at de første kvinder blev præster. Det er portrætter af 19 præster og deres tanker om det at være præst og menneske.
Den kan ses i Helsingør Domkirken frem til den 13. august, hvorefter den tager på turné rundt i stiftets kirker.
Biskoppens hilsen i anledning af markeringen, læs den her: 75-årsjubilæum for det hele embede
"Mørket er min fortrolige, og midt i mørket lader Gud mig forstå, at alle de største ting i livet aldrig har været, og aldrig vil blive op til mig. Indsigten bliver givet mig som en frihed og en opfordring til at leve," svarer Bettina Niemann i et af spørgsmålene. Bettina Niemann Krarup er en af de fotograferede præster til udstilligen.
Læs hendes tekst her: Mørket er min fortrolige
Provst Sophie Juel for Frederiksværk Provsti er en af de fotograferede præster og holdt tale ved åbningsreceptionen den 29. april. Læs hendes tale her: Måske skal vi tale om ”Hvad ville Jesus have sagt”?
"Jeg kan rigtigt godt lide at bestemme selv og gå mine egne veje, så derfor kan jeg identificere mig med Jonas i Biblen," fortæller sognepræst i Lindehøj Kirke Mia Mohr Sauthoff i sin tekst til portrætudstillingen.
Læs hendes tekst her: "Teologien var dér, hvor mit hjerte var"
"Brødet er kristen forkyndelse, så klar, at det ikke er til at misforstå eller komme udenom. Æd det." Sådan skriver præst Eva Holmegaard Larsen i sin tekst til portrætudstillingen.
Læs hendes tekst her: "Jeg har aldrig besluttet mig for, at jeg skulle være præst, det var en livsvej"