PRÆST><KVINDE: "Teologien var dér, hvor mit hjerte var"

af Mia Mohr Sauthoff, sognepræst i Lindehøj Kirke 

Hvorfor blev du præst? 

Hvorfor jeg blev præst, er et virkelig godt spørgsmål.  
Det var slet ikke det, jeg ville. Jeg havde troet, at jeg skulle noget helt andet. Jeg kommer fra et ikke-kirkeligt hjem, hvor jeg ganske vist er vokset op med fadervor og bibelfortællingerne, men derudover var der ikke noget forhold til kirke og kristendom. Alligevel har både bønnen og fortællingerne, og dermed også troen, altid haft en betydning for mig. 

Da jeg kom i gymnasiet, havde jeg drømme om, hvad jeg ville, når jeg blev ”stor”. Retrospektivt var mine drømme og ambitioner nok altid båret af at ville gøre en forskel. I 3.g var kommentaren til min deltagelse i religionstimerne altid: ”Ja, sådan siger teologen”, hvilket både var frustrerende og opmuntrende. Jeg undersøgte derfor teologistudiet, men konkluderede, at jeg som matematisk student, der var pænt træt af sprog, nok ikke skulle vælge et studium med tre nye sprogfag. Den logiske konsekvens var, at jeg valgte et studie, der kombinerede alt det, som jeg syntes var spændende, og som jeg var god til i stedet for. 

Jeg begyndte også på det, men det stod imidlertid hurtigt klart, at der ligesom manglede noget. Min eksistentielle undren blev ikke tilfredsstillet og de store spørgsmål i livet, som egentligt var dem, der optog mig, var noget jeg brugte al min tid på at diskutere med folk på min vej.  

Jeg var ganske enkelt nødt til at afprøve, om teologi var noget for mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle bruge det til, men ræsonnementet var, at jeg jo altid kunne vende tilbage til mit studie, hvis det ikke gik. 

Jeg begyndte på teologi og vidste, at det her var rigtigt. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle med det, for præst havde jeg ingen intention om at blive, men jeg tænkte, at det jo nok skulle gå. Fire år gik i fuld fart, hvor teologien fik lov at fylde alt. Efter endt bachelor valgte jeg imidlertid at holde en pause – var det virkelig teolog jeg skulle være, når jeg nu ikke ville være præst – gav det vitterligt mening? 

Ja, det gjorde det. Teologien var dér, hvor mit hjerte var. Det kunne jeg ikke benægte eller stikke af fra, så jeg måtte bare bøje mig og finde ud af, hvad jeg så skulle lave, når jeg engang blev færdig. 

Livet skete, der kom nogle børn og en vis modenhed - måske - spirede frem. Jeg tog i hvert fald på Pastoralseminariet for at smage lidt på den der præstegerning, og der faldt alle brikkerne på plads. Det var som om, det bare var det, jeg skulle.   

Hvem identificerer du dig mest med i biblen?  

Jeg identificerer mig nok i højere grad med fortællingerne og kan genkende mig selv i mange af dem, både de gammeltestamentlige og de nytestamentlige, end en egentlig person. Men hvis jeg SKAL pege på nogen, må det være Jonas. Han har så absolut ikke lyst til at gøre, som Gud har befalet og forsøger jo faktisk også at stikke af og gå sine egne veje, men ender alligevel i Nineve, sådan som Gud har sagt, at han skal. Sådan er jeg nok også lidt. Jeg kan rigtigt godt lide at bestemme selv og gå mine egne veje. 

Hvor oplever du virkelig det gjorde en forskel?  

Det har virkelig gjort en forskel i forhold til at acceptere, at præstegerningen var min, men det gør generelt en forskel i mit liv, hver gang jeg har lagt en masse planer for, hvad jeg gerne vil og skal, og det så bliver helt anderledes. 
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at alt det, der blev anderledes end jeg havde planlagt og bestemt, og som, da jeg stod i det, føltes som afsporinger, danner et meget klart, tydeligt og lige spor fremad på den vej, som jeg går på. 

Det gør en forskel hver evige eneste gang jeg bliver frustreret, så kan jeg læne mig ind i visheden om, at Gud er til stede i mit liv og skaber mening, hvor jeg ikke ser nogen, også når det er svært. 

Hvad er det allersværeste ved at være præst?  

Det allersværeste ved at være præst er alle de mennesker, som jeg følges med, for når jeg har et fællesskab og kender både til solsiden og skyggesiden i de menneskers liv, så ligger de hver og én mig på sinde. Jeg glæder mig, når det går dem godt, jeg bliver ked af det, når de har det skidt, og jeg bekymrer mig generelt om dem. Det tager på kræfterne og er svært, og når jeg ikke kan gøre andet end at vandre med dem, må jeg erkende min egen magtesløshed og i bøn overlade dem og deres til Gud. 

Hvorfor netop denne genstand? 

Jeg har taget den lille præst med i dag, fordi hun har en enorm symbolsk betydning for mig. Og så er hendes historie og måden hvorpå hun fandt vej til mit kontor, hvor hun står til hverdag og betragter mig dagligt, rigtig fin. 
Hun er en gave, som jeg har fået fra en pensioneret præst, som er en del af menigheden, der hvor jeg er præst i dag. 

Præsten, som er kvinde og har arbejdet i KFUK på Vesterbro, og som på mange måder er et forbillede og eksempel til efterfølgelse, kom en dag til mig, med den lille dukke og fortalte, at hun havde set på den et stykke tid og det var som om det var helt rigtigt, nu hvor jeg var kommet til sognet, at det var på tide at dukken kom videre. Den dag fortalte hun mig, at hun havde fået den som gave fra nogle damer i genbrugsbutikken, som hun havde et fællesskab med. Dukken var blevet afleveret, og de var blevet enige om, at præsten da skulle have den lille præstedukke og i mange år fulgte den lille præst den store præst og mindede hende om, at embedet som præst ikke er en selvfølge, når man er kvinde. Selv i Danmark, hvor vi i år fejrer 75-året for ordinationen af de første kvindelige præster, er der visse steder stadig modstand, selv i folkekirken, selvom den i løbet af årene er blevet mindre. 

Når den lille præst nu står på mit kontor og ser på mig, så minder hun mig om alle dem, der er gået forud helt fra begyndelsen af kirkens historie. Selv i de bibelske skrifter kommer vi ikke udenom, at der var nogle kvinder, som havde meninger og ledede menighederne, selvom det ikke er den fortælling, der vinder, da kirken bliver institutionaliseret og assimileres til det omgivende samfund. De kvinder og alle dem, der er kommet efter gennem tiden, har kæmpet for, at jeg i dag kan sidde i det embede, jeg gør, og bruge mine talenter som menneske på bedste måde, sådan som det var meningen, at jeg skulle bruge dem. 

Hun minder mig også om, at selvom der også i dag findes modstand og der i de store kirkesamfund som det katolske og ortodokse stadig ikke er adgang for kvinder til præsteembedet, så var der en modig biskop, der på trods af meget stor modstand og trusselsbreve valgte at ordinere de tre udmærkede teologer, fordi det gav mening. Der var menigheder, som ville have dem. Dermed bliver den lille præst et symbol på frihed og lighed i Kristus, hvor vores menneskelige begræns‑ ninger og påfund ikke har nogen magt og hvor køn og status ikke er afgørende for forkyndelsen, for det er kun evangeliet.