PRÆST><KVINDE: "Jeg har aldrig besluttet mig for, at jeg skulle være præst, det var en livsvej"

Af Eva Holmegaard Larsen, Sognepræst i Nødebo og Gadevang Kirker 

Hvorfor blev du præst? 

Jeg har aldrig besluttet mig for, at jeg skulle være præst. Det var en livsvej, der kom til mig som en naturlig følge af mit forhold til min morfar, som var præst på Nordfyn og som jeg har nogle af mine bedste barndomserindringer om. 

Han evnede ikke alene at formidle den kristne tro for os børn gennem levende genfortællinger af Bibelens store historie. Han var også et menneske, der gjorde troen troværdig ved at være et godt menneske, der kunne gribes af en stærk indignation over for verdens uretfærdighed og den stærkes udnyttelse af den svage. 

Han var min barndoms forbillede, og da jeg senere som teenager blev glødende socialist, var det for mig en naturlig forlængelse af den kristendom, jeg havde mødt hos min morfar. Han lærte mig, at det at være et kristent menneske også er at være et passioneret menneske. 

Senere opdagede jeg teologistudiet som en privilegeret beskæftigelse med det at være menneske. At beskæftige sig med evangeliet om Jesus Kristus, er at beskæf‑ tige sig med livet selv og alle menneskets veje og vildveje, frygt og håb, drømme og skuffelser, sorger og glæder.  

Forkynderens opgave er at sætte ord på menneskelige erfaringer, og byde kirke‑ gængere, brudepar, dåbsforældre, sørgende efterladte, konfirmander, unge, børn og gamle, mennesker man møder i Netto, mennesker man møder på sin tur i skoven - ind under Guds nåde, hvor vi alle har lov til at være. 
Forkynderens opgave er også at tale verden imod. Det er evangeliets kraft og styrke – at det taler os imod og bygger os op i én bevægelse. Den bevægelse anser jeg for livsnødvendig for verden. Den kristne tro danner kulturer og mennesker, holder os på sporet, revser og trøster. Og jeg kan slet ikke forestille mig en verden uden kirken og hele dens væsen.  
Derfor er jeg præst.  

Hvem identificerer du dig mest med i Bibelen? 

Jeg går ud og ind af mange bibelske personer. Det er det evige i den store for‑ tælling, at vi kan genkende os selv i alle de usle, smålige og misundelige skikkelser, der befolker Bibelen. Men lige så meget i de elskende, kloge, varme og stærke.  

Først og fremmest er der ikke mange af Bibelens personer, der ikke er lidt af både det ene og det andet. Man har både sine usle og sine glorværdige øjeblikke, og det kender vi jo alle.  

Jeg kunne nævne både Moses, Abraham, Kong David og disciplen Peter som store, beundringsværdige ledere med hver deres skyggeside af mindreværd og fejhed. Jeg har altid fundet det opbyggeligt, at Gud kan lade sin gerning skinne igennem selv de mest komplekse personligheder.  

Men den skikkelse, jeg holder mest af, er Jesus’ mor Maria. Hende har jeg et særligt forhold til, ligesom mange andre kvinder op gennem historien. Hun inkarnerer moderskabets, ja forældreskabets, dybe glæde og største frygt. 
Vi ser hende i julen sidde med det lille barn Jesus i skødet, stolt og glad – men også med et stik i hjertet. Med børnene bliver man bundet til bekymringen, der aldrig hører op så længe man lever. Og så ser vi hende i påsken med den døde Kristus liggende som et barn i hendes arme. Den lange krop dækker hende næsten, det livløse hoved falder ned over armen, benene ligger hen over hendes skød, tungt og slapt og fuldstændig ubærligt at se på.  

Men netop det ubærlige trænger ind i det bekymrede moderhjerte som en trøstende, solidarisk, fælles viden. At frygte for sine børns liv, og at kunne komme til at sidde ved deres sygeleje eller omkring deres kiste, det er noget vi deler – alle vi forældre til alle tider. Alle vi lykkelige mødre og fædre, der slægt efter slægt sætter vores sjælefred og tryghed over styr for at sætte nye små mennesker i verden. 

Det har sin pris. Det ved Gud. Han har vist os sin kærlighed og medfølelse ved ikke kun at sende sin søn, men også hans mor.  

Hvor oplever du virkelig, at det gjorde en forskel? 

Det var en råkold vinterdag. Jeg skulle bisætte et menneske, jeg kun vidste lidt om og mest for det dårlige. Han var en ensom, fordrukken stakkel. Ulideligt utilfreds, klagende og krævende overfor sine hjemmehjælpere og de naboer, der vovede at tilbyde deres hjælp. 

Jeg havde kun talt med en nevø, og han havde ikke haft meget at sige. Alligevel var der mødt en lille flok op. Men det virkede, som om de ikke havde meget lyst til at være der. Kulden udenfor trængte ind i kirkerummet og sad mellem den døde og de levende.  

Sjældent har jeg oplevet orglets smukke spil, og bønnernes almene appel til Gud om at passe på de døde og styrke os ved håbet om det evige liv, bryde tavsheden så stærkt og trodsigt. Og sjældent har jeg været gladere for at se kirkegængerne presset ind i gudstjenestens faste rollefordeling, og være nødt til at tage deres salmebog og slå op på “Du som har tændt millioner af stjerner”.  

Og netop den dag slog det mig, hvor vigtigt det er at forberede en tale med omhu for den dødes værdighed som et Guds barn, om hvem det sidste ord ikke er sagt, før det er sagt af himlen selv.  

Det blev en skelsættende begivenhed, da jeg den kolde dag, hvor jeg var præst ved en bisættelse, som ingen rigtig havde nogen interesse i, følte betydningen af vores arbejde stærkere end nogensinde. Ritualet, salmerne, bønnerne, talen om at man ikke skal tro, man kender et andet menneske til bunds, for det gør kun Gud – alt sammen var med til at give værdighed, håb og varme til dette sørgelige liv, der ikke rigtig foldede sig ud i denne verden.  
Så ved man som præst, at man er lige dér, hvor man skal være.  

Hvad er det allersværeste ved at være præst? 

Det sværeste hører sammen med det bedste, og er derfor svært at komme udenom. Som præst får man mange mennesker ind i sit liv, og man kan somme‑ tider føle sig som en beholder for mange stemmer og mange liv. At være præst er en meget social livsstil, og det giver så meget mening og glæde – samtidig med at det kan være svært at vikle sig ud, så man kan passe på sit private rum.  

Man er den, der standser op og lægger øre til andre. Man er den, der ved bisættelser og begravelser, ved bryllupper, konfirmationer og barnedåb skal fortolke forskellige menneskeskæbner i lyset af evangeliet.  

Man skal være opmærksom og tænke på, at selvom du bare er et menneske som alle andre, er du præsten og indtager en rolle, som der bliver lagt mærke til. Uanset hvad man kan mene om det, så repræsenterer præsten kirken udadtil og skal tænke over sin adfærd i det sociale rum.  

Der er mange udfordrende ting ved at være præst. Men det sværeste er, ikke at lade sig opsluge af arbejdet. Ikke at lade kirken indtage hele ens liv eller lade de mange mennesker, man møder, bebo dine tanker og dine stuer, når du går ind i dit eget hjem og lukker døren bag dig.   

Hvorfor netop denne genstand? 

Jeg har valgt brødet. Alterbrødet, som vi bryder og deler, og som vi under nad‑ veren indtager som Jesu legeme sammen med vinen, hans blod. Der er ingen handling, som tydeligere udlever Guds ord, end at bryde brødet sammen.  
I den ene bevægelse, hvor brød deles og går fra hånd til hånd, fra mund til mund, fra krop til krop, forenes vi som Guds børn. Vi er skabt til at bebo denne jord, som et hjem vi deler. Og med et liv, vi ikke lever for os selv, men hvor vi er afhængige af, at vi kan række ud og blive modtaget, og andre kan række ud efter os og vi kan give.   

Mennesket lever ikke af brød alene, ligesom brød ikke bare er brød, men er mad vi deler. Brødet kommer fra kornet, der vokser af jorden, som Gud har skabt til deling. Når vi bryder brødet, ophæver vi for et øjeblik alt hvad der hedder dit og mit, og skellet mellem den der har og den, der intet har. Og vi gør jorden til det hjem, den er skabt til at være. Guds rige midt iblandt os. 
Brødet er kristen forkyndelse, så klar, at det ikke er til at misforstå eller komme udenom. Æd det.