Dåbssamtalen ud af ritualsprogets boble

Af Malene Bjerre

Workshoppen er afholdt. 

• ”Mit barn skal selv vælge, om hun vil tilhøre den kristne tro.”
• ”Hvis jeg endelig tror på Gud, så er jeg da helt sikker på, at mit uskyldige lille barn allerede er Guds barn og ikke først bliver det i dåben.”
• ”Jeg synes det er grænseoverskridende at skulle stå i kirken og svare ja og ja og ja til, at jeg tror på både Gud, Søn og Helligånd, og endnu værre, at jeg forsager Djævelen.”

Sådan kan nogle af betænkelighederne ved at få sit barn døbt lyde – og de betænkeligheder er der flere og flere, der har, tyder den nye kirkestatistik fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter på. Der blev i 2020 foretager over 6.700 færre barnedåb sammenlignet med 2019.

En del af det store fald skyldes corona, mener Birgitte Graakjær, leder af Videnscentret, som hun fortæller i denne artikel. Hun vurderer, at en stor del af det vil blive indhentet, og præsterne i Helsingør er fyldt med ideer til hvordan, som man kan læse her.

Men faldet er også en del af en større tendens til at færre døber deres børn, og det kan og skal vi i folkekirken tage som en udfordring, siger Eva Holmegaard Larsen, der er teologisk konsulent i Helsingør Stift. Derfor har hun lige lagt sidste hånd på en workshop om dåbssamtalen for stiftets præster.

Konkret betydning i menneskers liv

”Vi er nødt til at tage alvorligt, at vi ikke længere taler ind i en fælles virkelighed, ” siger Eva Holmegaard. ”Dåbsforældre i dag træder ikke bare ind i en tradition. De vælger det fra traditionen, der giver mening for dem personligt, og det er den samtale, vi må gå ind i. Opgaven er at kunne fortælle, hvorfor det er vigtigt at få sine børn døbt. Hvilken betydning har det for børnenes liv?”

Og det kræver en oversættelse af ritualsproget, for det befinder sig inde i sin egen boble, siger Eva Holmegaard. ”Det er alle de store ord, vi skal have fat i. Hvad mener vi, når vi taler om syndsforladelse? Hvorfor skal et lille barn have syndsforladelse? Hvordan skal vi forstå, at barnet bliver ’genfødt ved vand og Helligånd’? Det er ikke alt fra ritualets ord, der kan oversættes en til en, men vi bliver nødt til at forsøge at sætte nogle menneskeord på, hvad det er for en livsforståelse, der ligger i dåben. Og vi kan jo begynde med at spørge, hvad ordene betyder for os selv. Hvad har det betydet i mit eget liv, at jeg er døbt; hvad har det betydet for os selv, at vores børn er døbt?”

Hun ser det som en god udfordring for kirken at blive tvunget ud i, også selvom det sker på en truende baggrund af faldende medlemstal.

Du skal gøre noget

”Dåben er både meget dybere og bredere, end mange dåbsforældre i udgangspunktet forestiller sig. Men jeg oplever, at der er en stor lydhørhed og en eksistentiel sult efter at gå i dybden og tale om, hvad der bærer vores liv. Vi lever i en tid, der søger efter mål og mening. Derfor er det også vigtigt at sige, at dåben kalder på handling, og at der også knytter sig en livsopgave til dåben. Vi taler mest om, at dåbsbarnet modtager noget. Barnet velsignes og bekræftes i Guds kærlighed. Men der er også noget, vi skal. Vi skal leve sådan, at tro, håb og kærlighed breder sig i verden. At være et Guds barn er ikke kun yndigt. Det indebærer en etisk forpligtelse, og det tror jeg giver god mening for de fleste mennesker. Især den unge generation, der ikke har noget imod at forpligte sig, f.eks. på klimaet. Jeg mener ikke, man skal være bange for at sige, at et kristent livssyn også indebærer en politisk ansvarlighed og en mulighed for at udrette noget. Det handler om at kunne se en dybere mening i dåbens store, mærkelige ord – selvom man kommer et helt andet sted fra. ”