Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

HR-konsulent i Gentofte Provsti: "Vi har fået et sprog for det, der er svært at tale om"

Der er sket en udvikling i folkekirken og den måde, vi italesætter arbejdsmiljø på, mener HR-konsulent i Gentofte Provsti Mie Engel Jønsson. ”Vi har inviteret elefanten ind i rummet og handler nu på de udfordringer, der er,” siger hun.

Det handler om at handle hurtigt, når der opstår konflikter, fortæller HR-konsulent i Gentofte Provsti Mie Engel Jønsson. Privatfoto

Af Steen Toft Winther

Da Mie Engel Jønsson for et år siden tiltrådte som HR-konsulent i Gentofte Provsti, var noget af det første hun gjorde at tage ud til provstiets ni sogne og hilse på menighedsråd, præster og kirkefunktionærer.

”Jeg ville gerne møde dem, jeg skulle arbejde med, og derfor deltog jeg også i menighedsrådsmøder, så jeg kunne opbygge personlige relationer,” siger Mie Engel Jønsson.

For hende er det nemlig en prioritet, at det skal føles trygt at tage kontakt til hende, fortæller hun.

I Gentofte Provsti består hendes arbejdsopgaver i at bistå sognenes kontaktpersoner både som gruppe og individuelt. Det kan fx være ved hjælp af ERFA-grupper, undervisning i de nyeste overenskomstregler, konflikthåndtering, hjælp til ansættelse af nyt personale, onboarding, præcisering af ferieregler og udarbejdelse af jobopslag.

Elefanten i rummet

Selvom jobbet kun er et år gammelt, har Mie Engel Jønsson været tilknyttet folkekirken siden 1997 som blandt andet provstisekretær i Hillerød og Frederiksberg provstier. Og gennem årene har hun observeret en udvikling i forhold til, hvordan arbejdsmiljø gribes an i folkekirken:

”I dag er vi meget dygtigere til at arbejde med arbejdsmiljø, fordi vi har fået et sprog for det, der er svært at tale om. Vi har inviteret elefanten ind i rummet og handler nu på de udfordringer, der er,” siger hun.

Nogle af de udfordringer med arbejdsmiljøet, som Mie Engel Jønsson taler om, kan man finde i den rapport, Kirkeministeriet udkom med i slutjanuar 2024. Den vil provst i Gentofte Yvonne Alstrup, arbejdsmiljørepræsentant for præsterne og Mie Engel Jønsson nu kigge nøje igennem for at se, om der er nogle steder, der kan og bør sættes ind.

Det handler nemlig om at handle hurtigt, når der opstår konflikter, fortæller HR-konsulenten:

”Mit arbejde er at tage fat, når jeg hører, der er et problem. Og så få gjort noget ved det,” siger hun.

Trivsel er lige så vigtigt for menighedsrådsmedlemmer

For Mie Engel Jønsson er det vigtigt at pointere, at menighedsrådsmedlemmer også skal have et godt arbejdsmiljø. De lægger mange timer i det frivillige lokaldemokrati og skal derfor – ligesom præster og kirkefunktionærer – have det godt, når de går på arbejde.

Samtidig påpeger hun, at det øgede samarbejde på tværs af fagligheder og ledelsesstrenge kan føre til bedre trivsel.

Tror du, at der om 10 år vil være HR-konsulenter i alle provstier?

”Ja, og jeg håber, at alle provstier allerede har HR-konsulenter om 5 år.”

Til menighedsråd: Find skabelon til lokal politik for håndtering af seksuel chikane her.

Til præster: Find en vejledning til, hvordan præster kan håndtere dårligt arbejdsmiljø, og hvem, man skal tage kontakt til her.

Læs mere om arbejdsmiljø i Helsingør Stift her.