Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Drop in-vielser præmieret

Stiftets Initiativpris på 10.000 kroner gik i år til Hornbæk Kirkes straksvielser.

Stiftsrådets formand, Søren Ødum, overrakte Initiativprisen på 10.000 kroner til Bodil Olesen fra Hornbæk Kirke. (Foto: Sarah Auken)

I september måned 2018 slog Hornbæk Kirke dørene op for vielsernes pendant til drop in-dåb i forbindelse med kulturnatten i byen. Ti brudepar sagde ja tak – og medierne sendte kameravogne og fotografer og inviterede sognepræsten i studiet.

I går blev initiativet belønnet med Stiftsinitiativprisen på Landemodet i Helsingør Stift. For den store medieomtale har givet den gode ide en udbredelse, så den siden er blevet kopieret fra Aalborg til København.

”Det er et dejligt skulderklap at få, og jeg glæder mig til at fortælle nyheden til menighedsrådet,” siger Bodil Olesen. ”Det er jo noget, vi har brugt en del tid på. Ikke så meget på selv planlægningen og vielserne, der jo var helt enkle, men mere på alt det pressearbejde, der fulgte bagefter.”

Og selvom det føltes som lidt af et cirkus i den uge, hvor sognepræsten flere gange måtte køre til København og deltage i både radio- og tv-udsendelser, er hun alligevel glad for den opsigt, det vakte.

”Drop in-vielse var nok et godt navn, fordi det kaldte på nogle reaktioner. Folk så noget Las Vegas-agtigt for sig og blev måske lidt bekymrede. Men så kunne de jo se, hvor fint og højtideligt det var,” siger hun. ”Fremover tænker jeg bare, vi vil kalde det hverdagsvielse. For det er jo det, der er: et helt almindeligt folkekirkeligt tilbud om en fredelig vielse uden den store ståhej. Og det tror jeg er en god måde at få folk tilbage fra rådhuset og til kirken.”

Tidligere modtagere af prisen

2018: Familietjenesten (Helsingør)

2017: Ikke uddelt

2016: Børnetjenesten, der indbyder børnehavebørn til samtale i kirken om de store spørgsmål i tilværelsen (Messiaskirken i Gentofte)

2015: Familiecafe, som hver uge samler børnefamilier, der ikke normalt kommer i kirken (Søborg Kirke i Gladsaxe)

2014: Påsketableau – julekrybbe oversat til påske. Alle påskens begivenheder fra palmesøndag og frem til opstandelsen (Skt. Olai Kirke i Helsingør)

2013: Gestus – en hjælpende hånd til dem i sognet, der ikke kan selv (Lindehøj Kirke i Herlev)