Fortsæt til hovedindholdet
Drop in-vielser præmieret
Nyheder

Vielse for rullende kamera

Det er ikke lige sådan at styre medierne. Men det blev en god historie, da Hornbæk Kirke inviterede medierne indenfor til Danmarks første drop in-vielse.

(Foto: Susanne Buhl)

Af Malene Bjerre

'Skab' var overskriften for kulturnatten i Hornbæk den 21. september. Hvad har vi af den slags i kirken, tænkte Hornbækpræsten Bodil Olesen, og landede på medlemskab og ægteskab. Det blev til et tilbud om drop in-dåb og drop in-vielse – det sidste som den første kirke i Danmark. Arrangementet blev en succes – dels fordi ti glade par sagde ja til hinanden i en stemning af både fest, glæde og alvor. Men også fordi det i stor stil lykkedes at få medierne til at fortælle den gode historie om kirken, der formår at forny sine rammer, så de passer til folks behov.

Muligheden for at blive gift i en kirke på en hverdag uden stort ståhej blev ikke bare omtalt i de lokale og regionale medier og Kristeligt Dagblad, men også i Berlingske Tidende og Alt for Damerne og på radiokanalen P4. Det blev en travl medieuge for Bodil Olesen og Rasmus Markussen, der også er præst i Hornbæk.TV2 Lorry sendte et kamerahold ud, og Bodil Olesen var i studiet i eftermiddagsprogrammet News&CO på TV 2.

Seks medier til stede

Men der lå også en indsats bag, fortæller Bodil Olesen. Det var hverken opslaget på kirkens hjemmeside i begyndelsen af september, artiklen i sognebladet, plakater rundt i byen eller Facebookopslag, der gjorde udslaget. Hun kontaktede mediekonsulent i stiftet, Sarah Auken, der fik fat i TV2 Lorry, og det satte skred i sagerne. Efter et indslag i Lorry News&CO begyndte andre at ringe og bede om interviews, og på selve bryllupsaftenen var der seks medier til stede, der fik lov til at filme vielsen af det ene af brudeparrene.

Den stille hverdagsvielse endte med at blive lidt af et medieshow, men Bodil Olesen er alligevel glad for, at medierne blev inviteret med.

”Vi har brug for at der kommer gode historier ud om folkekirken,” siger hun. ”Det var sådan en dejlig aften, hvor folk sad i kirken i timevis og fulgte med, og det er godt, vi også får fortalt om det. Folk skal vide, at kirken også er for dem, der gerne vil indholdet, men ikke nødvendigvis har lyst til meget store bryllupper eller dåbsfester.”

Siden kulturnatten har præsterne i Hornbæk fået flere henvendelser om folk, der gerne vil have en fredelig hverdagsvielse hos dem, nogle af dem langvejsfra, fortæller Bodil Olesen. ”Budskabet om, at man bare kan gå hen og blive viet stille og roligt i sin egen kirke en onsdag formiddag, er ikke helt slået igennem. Nu er drop in-vielser blevet koblet til os i Hornbæk. Men det siger vi så bare til dem, når de ringer. Det skal nok sprede sig.”