Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Biskoppen: ”Vejen ud af ensomheden er en fælles opgave”

”Vi skal sammen skabe fællesskaber, der giver mening, og hvor vi hver især bidrager med det, vi kan,” lyder det fra biskoppen.

"Det kræver et skarpt blik indad at holde døren åben udad," siger Peter Birch i sin hilsen. Foto: Sille Arendt

Af Peter Birch, biskop over Helsingør Stift

Næsten 600.000 danskere føler sig ensomme. Derfor har vi i dette nyhedsbrev valgt at sætte fokus på emnet, for i folkekirken har vi i høj grad mulighed for at række hånden ud og invitere inden for i fællesskabet.

I Helsingør Stift har vi taget et aktivt valg om, at vi som folkekirkeligt stift skal bidrage til at nedbringe ensomheden, og der er mange gode eksempler på fællesskaber rundt om i sognene, som vi kan være stolte af. Men vi skal huske, at et fællesskab bliver til en eksklusiv klub, hvis det ikke har sans for at åbne sig udadtil. Derfor kræver det et skarpt blik indad at holde døren åben udad og måske endda aktivt kontakte dem, der kunne have brug for at blive en del af fællesskabet. For hvis man føler sig ensom, er det ofte svært at være den, der tager initiativet. Det kræver netop, at nogen siger ”Vil du ikke med her?”

Det handler om at tænke inddragelse ind i fællesskaberne, så vi er SAMMEN om et fælles projekt, hvor hver enkelt kan være med og bidrage med det, vedkommende kan. På den måde får vi folk til at være med, fordi de kan se sig selv som en del af fællesskabet, og hvad vi så i øvrigt hver især har af motiver for at være med, er ikke så vigtigt.

I nyhedsbrevet kan du i denne klumme læse diakonikonsulent Sanne Damborgs tanker om, hvorfor vi aktivt skal gøre noget for, at de allermest sårbare i samfundet føler sig trygge og velkomne i kirken. For det sker ikke af sig selv. Du kan også komme læse en reportage fra den sorgkonference, Helsingør Stift afholdt i marts på folkekirkens vegne. Her kan du blandt andet læse, hvordan vi rækker ud til mænd, der savner nogen at tale med. Det er nemlig ikke one size fits all, når det gælder ensomhed. Sidst men ikke mindst kan du her få en opdatering på det meget spændende projekt ”Sammen mod Ensomheden”, som lige nu pågår i Frederikssund og Rødovre-Hvidovre provstier. Allerede nu har man i kirkerne her lært en hel del om egne ensomhedsforebyggende initiativer, så måske du kan lade dig inspirere?