Hvordan får vi alle til at føle sig velkommen i folkekirken?
Kirken er åben for alle, men vi skal have en konstant opmærksomhed på, hvordan vi møder mennesker med sårbarheder, lyder det fra diakonikonsulent Sanne Damborg i denne klumme.
(Modelfoto: Emil Jensen, Vestervang Kirke)
Af Sanne Damborg, diakonikonsulent ved Helsingør Stift
En af diakoniens grundpiller er inkluderende fællesskaber. Det bryster vi os af at være mestre til at skabe i kirkelige sammenhænge, og det mener jeg også roligt, vi kan gøre. Kirken har en unik mulighed for at skabe fællesskaber for familier, som ingen andre organisationer kan.
Dansk Diakoniråd udgav sidste år en dansk definition af begrebet diakoni. En af de fire definitioner på diakoni er således ”inkluderende fællesskaber”. Det er i sig selv et flot begreb, men det kan også blive en floskel for, at der altid er plads til alle, selv om der måske i praksis mest er plads til dem, der ligner os selv. Idéen om, at kirken i udgangspunktet er inkluderende, køber jeg med det sagt ikke altid ind på. Jeg oplever nemlig, at hvis kirken skal være inkluderende, kræver det, at vi tager et bevidst valg om, at familierne kan træde ind i kirken og føle sig hjemme. Familierne skal selv kunne finde sukkeret til kaffen, tænde for lyset og for alt i verden ikke være nervøse for, om deres børn larmer eller sidder ordentligt.
Et eksempel på et inkluderende fællesskab er, når vi i kirken inviterer til storskærm, gratis aftensmad og fredagsslik. Her ser og anerkender vi de mange enlige mødre i sociale boligbyggerier, der ellers sidder alene hjemme med deres børn fredag efter fredag for at se FredagsTamTam og spise popcorn. Vi anerkender de ensomme øjeblikke, familierne står i, og vi går dermed ind og fjerner pres og opgaver fra deres skuldre. De føler sig set og har ikke grund til at skulle præstere, men kan bare være.
Et andet eksempel er, når kirken inviterer familier på Folkekirkens Feriehjælp. Her viser vi familierne, at der findes mennesker og fællesskaber, der rummer netop den familie, de er. De møder andre familier med lignende vilkår, som de kan spejle sig i og frivillige, der bruger deres tid og kræfter på dem og andre familier. Tag for eksempel Niklas på 15 år. Han har været med på Folkekirkens Feriehjælp de seneste ti år sammen med sin mor. Hver gang han møder Annette, der har været frivillig på ferien gennem alle årene, giver han hende et kram og kalder hende ”verdens bedste ferieminde”. Ingen andre får ellers kram af Niklas, så historien viser, at lige præcis her kan vi noget, som ikke så mange andre formår!
Kirken som relationel øvebane
Når vi laver fællesskaber for familier med sårheder, har vi muligheden for at være den ene arrangementsudbyder der ”bare” skaber rum for væren. I kirken skal du ikke kunne noget. Du skal ikke være god til fodbold, svømning eller matematik. Du behøver ikke som forælder at have den flotteste bil eller det reneste køkken. I kirken er vi mennesker og ses som det – uanset baggrund og ståsted.
Jeg har mødt en del, specielt enlige forældre, der ikke har kontakt med andre voksne end pædagoger og sagsbehandlere. De har ingen andre voksenrelationer at spejle sig i, fordi det glansbillede, der sættes op på forældremøder, Instagram, i fodboldklubben og så videre, er så langt fra det kaotiske liv de er i, at de på forhånd giver op. Men i kirken handler det ikke om, hvor gode vi er til noget, hvor flot tøj vi har på eller hvilket job, vi har. I kirken er der plads - også til alle vores forskelligheder.
Magien i det inkluderende familiearbejde ligger i, at vi ikke er der for nogen eller noget. Ingen behøver at præstere. Kirkens opgave er at skabe rum for væren og ikke kunnen. For i et tillidsfuldt fællesskab med plads til at være den, du er, med lige de udfordringer du eller dine børn har, får du lyst til at komme igen. Og til at give igen. Det er det, vi kan, hvis vi gør os umage og tager aktive valg omkring det.
Kirkens inkluderende fællesskaber kan, hvis de virkelige er inkluderende, være den trygge øvebane for både forældre og børn, der måske ikke har andre steder at øve sig på fællesskab, samvær og relationer - fordi de har slået sig så meget på livet, at de ikke tør være en del af et ”vi”. Det ”vi” kan og skal kirken være, og når den er det, er der ikke nogen tvivl om den merværdi, det medfører for både familierne og kirkerne. Så bliver ”os” og ”dem” til ”vi”.
7 gode råd til at skabe inkluderende fællesskaber:
- Husk, at ”Alle er velkomne” ikke i sig selv er inkluderende. Overvej i stedet at være målgruppespecifikke på en del af jeres aktiviteter for at kunne skabe rum for det menneske og de familier, der ikke føler sig tilpasse sammen med ”alle”.
- Indbyd til aktiviteter der ikke kræver særlige kompetencer. Det, der kan virke som helt banalt og lige til kan være en uoverstigelig opgave for nogen. For eksempel kan en tur i en klatrepark virke som en virkelig god idé, men det kræver en vis fysik, og med lidt højdeskræk – eller mange fiaskoer i bagagen – kan det være lettere at blive hjemme end at gå endnu en fiasko i møde.
- Sørg for, at det ikke kræver nogen økonomi at deltage. Står valget mellem at kunne købe mad til en uge eller deltage i en aktivitet i kirken, vælger de fleste at prioritere turen i supermarkedet.
- Hvis tilmelding er påkrævet, så gør det let tilgængeligt - og tilpas let at melde fra igen. Mange sårbare familier har så meget kaos hver dag, og det, der kan virke overskueligt og dejligt, når man melder sig til, kan være en uoverstigelig opgave, når dagen kommer.
- Indbyd deltagerne til at tage ejerskab for aktiviteterne og vær opmærksom på, hvad de er gode til. Der er ikke noget, der skaber engagement som at kunne bidrage af lyst.
- Få folk til at føle sig hjemme: Vær opmærksom på, hvordan kirkens hus åbnes op, så de, der kommer til aktiviteterne, føler, at det er deres kirke. Vis dem, hvor kopperne er, hvor kosten står, og hvor man tænder lyset.
- Undgå forkortelser og indforstået sprog, så alle kan være med i og forstå samtalen.
