Ensomhed berører alle

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Hvad gør vi egentlig for at forebygge ensomhed? Og kan vi gøre endnu mere? De spørgsmål stiller kirkerne i Frederikssund samt Rødovre-Hvidovre provstier sig selv for tiden. Provstierne er nemlig, som tidligere omtalt, med i Helsingør Stifts projekt ”Sammen mod Ensomheden”, der har til formål at kortlægge og videreudvikle tiltag, der kan modvirke ensomhed. Helsingør Stift har aktivt taget stilling til, at folkekirken er og skal være en del af løsningen, når det gælder ensomhed i samfundet, og tanken er, at arbejdet i pilot-provstierne skal inspirere andre, så vi sammen kan gøre en indsats for at skabe rum for dem, der ellers ville blive hjemme alene. Diakonikonsulent Sanne Damborg, der er tovholder på projektet, er begejstret for de foreløbige resultater:

”Jeg synes, det er meget opløftende at se, at alle, der har udfyldt skemaet, har mindst tyve tiltag på årsbasis, som forebygger ensomhed. Nogle tiltag er der hver uge, andre én gang om året. Det viser lige nøjagtigt det, vi gerne vil vise: Nemlig at kirkerne er aktivt til stede hver dag i forhold til at skabe de fællesskaber, man kan være med i.”

Husk de unge

Allerede nu er der nogle tendenser, som Sanne Damborg hæfter sig ved. En af dem er, at rigtig mange arrangementer handler om mad. Og at rigtig mange arrangementer appellerer især til ældre. Derimod er der ikke det store fokus på unge og ensomhed:

”Kun én kirke har skrevet konfirmationsforberedelse på, og det er interessant, at man som udgangspunkt ikke ser det at undervise konfirmander som ensomhedsforebyggende. Set fra min stol er konfirmationsforberedelsen jo et oplagt sted at spotte unge, der mistrives, for her er der tale om en gruppe unge, der i en rum tid SKAL være sammen med præsten,” lyder det fra diakonikonsulenten.

I Ølstykke Sogn har kirke- og kulturmedarbejder Nina Mølgaard også fået øjnene op for, at der i fremtiden skal fokuseres mere på den yngre målgruppe:

”Da vores aktiviteter blev nedfældet på papir, blev det meget tydeligt, hvilke aldersgrupper vi favner mest, nemlig ældre og børnefamilier. Mange undersøgelser viser imidlertid, at de unge også er ensomme, og dem har vi faktisk ikke så meget for. Jeg har derfor lagt hovedet i blød for at finde på aktiviteter, hvor vi kan favne dem.”

Samme erfaring har man gjort sig i Hvidovre, hvor Eva Marie Kyed Østerlind er sognepræst:

”Det er rigtig fint at være med i projektet, for det betyder, at vi får dannet os et overblik over vores tilbud, og at vi er blevet klar over, hvor meget vi egentlig gør, der på den ene eller anden facon kan modvirke ensomhed. Men vi har også fået øjnene op for, at ensomhed berører både børn og voksne, og at det derfor ikke kun er relevant at fremhæve aktiviteter, der er målrettet voksne.”

Drop berøringsangsten

En anden tendens, som Sanne Damborg har identificeret i det indsamlede materiale, er, at sognene ser hele lokalbefolkningen som målgruppe til rigtig mange af deres aktiviteter. Og det er ikke nødvendigvis en positiv ting, selvom tanken bag er god:

”I tallene viser det sig, at når noget er for alle, oplever man ikke nødvendigvis den største tilslutning. De kirker, der gør en indsats for at tænke over, hvem de vil ramme, når faktisk ud til flere af dem, der har behov for aktiviteten,” fortæller Sanne Damborg og fortsætter:

”Mennesker med sårbarheder har i højere grad end andre brug for at vide, at et arrangement er rettet mod dem, fordi de ellers kan opleve en usikkerhed og en frygt for, at de ikke er en del af fællesskabet, hvis de møder op.”

Den seneste måling fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser, at 82 procent af den danske befolkning mener, at folkekirkens vigtigste opgave er at gøre noget for de allermest socialt udsatte. Men ud af 120 kortlagte aktiviteter i pilotprojektet er der kun tre, som er specifikt målrettet udsatte personer. Og det har Sanne Damborg en mulig forklaring på:

”Måske handler det allermest om, at man ikke tør bruge det ord. Udsat. Jeg tror, der er en berøringsangst i forhold til at italesætte, at nogen er udsat. Men hvis vi skal være et tilbud for udsatte mennesker, bliver vi også nødt til at turde sige, at vi henvender os til dem – uden at stigmatisere folk. Kortlægningen viser, at tilbuddene er der. Så skal vi også bare huske at målrette dem til de personer, vi gerne vil nå ud til.”

Samarbejde på tværs

Et andet opmærksomhedspunkt i den indsamlede empiri er ifølge Sanne Damborg samarbejdet med eksterne partnere. Noget, der ifølge diakonikonsulenten er uhyre vigtigt:

”Hvis vi skal nedbringe ensomheden, bliver vi nødt til at gøre det sammen med andre interessenter i lokalsamfundet omkring kirken. Det er ikke en kamp, vi kan vinde selv. Vi skal være bevidste om, at vi ikke er den eneste aktør, så vi kan arbejde mere målrettet sammen med andre om en fælles sag. Kan kaffeklubben for eksempel laves i samarbejde med Røde Kors i stedet for, at begge parter inviterer inden for tirsdag klokken 13?”

Heldigvis har Sanne Damborg oplevet mange gode eksempler på konstruktive samarbejder i de to provstier, der indtil videre har kortlagt deres aktiviteter:

”Alle, der har udfyldt skemaet, har mindst én aktivitet, de laver i samarbejde med en ekstern partner, der ikke har noget at gøre med kirken. Det er enormt opløftende, at man allerede har det blik ud i verden. Kirken i Slangerup laver for eksempel et modeshow med genbrugstøj til konfirmander i samarbejde med den lokale Røde Kors-butik. Det er fedt, når man mikser sfærerne på den måde, for der vil uundgåeligt komme nogle andre input, når du ser verden fra en anden vinkel,” lyder opfordringen fra Sanne Damborg.

Sognepræst Eva Marie Kyed Østerlind er helt enig i den betragtning, og hun håber på, at fremtiden i Hvidovre Sogn også vil byde på flere samarbejder med andre interessenter:

”Jeg håber, at vi på sigt – i hvert fald i kommunen – kan blive bedre til at henvise til hinandens tilbud. Gør vi det, er der virkelig meget at komme efter i kirken.”

Lokale ambassadører

Pilotprojektet løber til udgangen af året, men både Rødovre-Hvidovre Provsti og Frederikssund Provsti har allerede nu meldt ud, at de vil fortsætte med arbejdet efterfølgende. For det giver mening at have fokus på ensomhed.

”Ofte har mange af dem, der kommer i kirken, lige mistet en ægtefælle eller oplevet andre store omvæltninger i livet, og så er det rart at komme i folkekirken og blive favnet. Der bliver skabt nogle relationer her, som mange bygger videre på uden for kirken,” fortæller kirke- og kulturmedarbejder Nina Mølgaard fra Ølstykke Sogn.

Det kræver imidlertid en indsats at bevare fokus på de forebyggende initiativer, hvis man skal nå i mål på den lange bane, og derfor er der i de to provstier en række personer, der har meldt sig som ambassadører i forhold til at løfte arbejdet i det daglige. Og det glæder Sanne Damborg:

”Følgegrupperne består af repræsentanter fra de to provstier. Både præster, kirke- og kulturmedarbejdere og frivillige. Det har været vigtigt for os at få det brede blik på problematikken. At få en diversitet i samtalen. Derfor består følgegrupperne ikke blot af én medarbejdergruppe,” fortæller diakonikonsulenten og fortsætter:

”Ambassadørerne er de lokale talerør, som holder mig opdateret og hjælper mig med at få fingrene ned i den lokale muld, og som samtidig er dem, der sørger for, at man bliver ved med at have fokus på emnet, når jeg ikke lige er der til at minde om det.”

I løbet af 2024 vil der blive udbudt tre fyraftensmøder i provstierne, der har fokus på ensomhed, så den indsamlede viden om emnet kan bredes ud til endnu flere, og den 14. november løber konferencen ”Sammen mod Ensomheden” af stablen i Grønnevang Kirke i Hillerød. 

Det kan du læse mere om i arrangementskalenderen her.