Bettina Niemann Krarup: Mørket er min fortrolige

Hvorfor blev du præst?  

Jeg er 25 år, og arbejder som ventilatør på intensivafdelingen på Rigshospitalet. Jeg har læst til læge i fire år. Jeg passer en lille dreng, som er blevet levertransplanteret. Han ligger i respirator og det er derfor jeg er tilkaldt. På en aftenvagt læser jeg en artikel om hospitalspræsterne. Noget begynder at rumstere i mit hoved. Til at begynde med overvejer jeg livet som læge - at gå til og fra patienten, at kunne lindre og nogle gange helbrede sygdom med medicin. På den anden side opfatter jeg præsten, som den, der kan få lov til at se det hele menneske, følge lange livsforløb.  

Det er grænseoverskridende at overveje et studieskift efter så mange år, men tanken om at blive præst slipper mig ikke. Jeg tager orlov fra medicinstudiet. Og så opsøger jeg præster i alle de forskellige stillinger, jeg erfarer en præst kan bestride – fængselspræst, hospitalspræst, studiepræst, sognepræst. Præsterne fortæller glad og gerne om deres liv og embeder. Én kæderyger, og bliver kort tid efter sygemeldt med stress, en anden siger til mig ”husk på, som læge kan du et håndværk, som præst har du kun ordene”. Jeg gør det samme i forhold til studiet, opsøger studerende og får dem til at fortælle, og går med til forelæsninger.  

Jeg husker den nagende tvivl fra perioden, en overvejende uforstående omgangskreds, og min mor, som ligeud siger til mig: ”Når du kan blive læge, hvorfor vil du så være præst?”  

Der er ingen præster i min familie, og heller ingen læger. 

Det korte svar på spørgsmålet er: Jeg blev præst, fordi jeg ikke kunne andet, måske var det slet ikke mit valg at træffe. Jeg har elsket studiet og også arbejdet fra den dag jeg startede. Jeg har altid troet på Gud, selvom vi aldrig gik i kirke i min opvækst. Nu, 25 år senere, tænker jeg på ovenstående som mit kald. 

Hvem identificerer du dig mest med i Bibelen?  

Året er 2015, og en voksende længsel efter stilhed begynder at melde sig hos mig. Jeg tænker, at der må være andre, som har det på samme måde. Sideløbende er vi flere menighedsrådsmedlemmer, som deltager i et sognelæringsnetværk, hvor vi igennem et år undersøger, hvor vores sognebørn kommer i kontakt med det religiøse, og hvad de har af ønsker for deres kirkeliv. Jeg beslutter at prøve at starte meditative gudstjenester op.  
I vinteren 2016 tager jeg til Løgumkloster på et ugekursus om åndelig dannelse. Ordene er fremmede for mig, men det har min interesse, fordi jeg leder efter forankring af kristen meditation i vores egen tradition. Det er et teoretisk kursus, men undervejs har jeg to meget voldsomme religiøse oplevelser. I den ene bliver jeg tilsagt at være Simon af Kyrene. På den måde at forstå, at jeg ikke kan tage korset fra et menneske, som lider, men jeg kan hjælpe den anden med at bære sit kors ved mit følgeskab. Det er en grunderfaring i mit liv, at mange lidelser ikke kan undgås, og på samme tid lever jeg med et tæt følgeskab af Gud.

Hvor oplever du virkelig, at det gjorde en forskel?  

Jeg er 34 år, og min søster og min far har været syge igennem de sidste 14 år. Nu er de begge døde med måneder imellem. Jeg er gift, og jeg er mor, alligevel føles det som om, den virkelighed, jeg kender, forsvinder. Jeg har mennesker at tale med, men meget af tiden har jeg brug for at være alene i sorgen. Mørket er min fortrolige, og midt i mørket lader Gud mig forstå, at alle de største ting i livet aldrig har været, og aldrig vil blive op til mig. Indsigten bliver givet mig som en frihed og en opfordring til at leve. 
I tiden efter åbner livet sig på ny, og jeg erfarer over mange år, at glæden og lyset bliver stærkere. I dag er jeg ikke kun fortrolig med mørket langfredag, men også med lyset påskemorgen.   

Hvad er det allersværeste ved at være præst?  

Det første, der går op for mig efter mit studieskift er, at jeg en dag skal stå på en prædikestol. Synligheden er angstprovokerende. Jeg går derfor i gang med at uddanne mig til aerobicinstruktør. På den måde lærer jeg at være det menneske, de andre kigger på. Den dag i dag har jeg det godt på prædikestolen, når jeg træder ind i kirkens rum, er jeg rolig. Gud er nærværende, der er intet at frygte, og på prædikestolen kan jeg være i mig selv og på samme tid med de andre. På den måde hjælper troen mig til at blive menneske. Roen starter for mig i kirken, og spreder sig herfra til andre aspekter af livet.  
Synlighed er et vilkår, når man som mig bor i tjenestebolig. Jeg lægger ikke mærke til det i min hverdag, men når jeg holder ferie og rejser væk, slapper jeg af på en helt anden måde. Hos os er konfirmandstuen den tredje længe af præstegården, og kirken er lige over for huset. I mandags på min ugentlige fridag bankede en mand på min dør, fordi hans mor var død.  

Hvorfor har du valgt netop denne genstand?  

Jeg afslutter mit teologistudium med et speciale, der handler om at tage håbet fra mennesker, som er uhelbredeligt syge. Det lyder underligt bagvendt, det er ikke desto mindre en praksis, som en sygehuspræst gør brug af. Jeg beslutter at analysere denne praksis vha. Søren Kierkegaard. Efterfølgende møder jeg præsten, og han tager mig under sine vinger. Jeg indleder min præstegerning med at være sygehuspræst, og han giver mig det indrammede digt ved min ordination. Han har fået Simon Grotrian til at skrive et digt tilegnet mig. Både den gestus og selve digtet er meget smukt, synes jeg. Hjemme hos mig hænger det lige ved mit skrivebord, og den gyldne ramme husker mig altid på, at Guds evighed også omgiver vores liv. Nu kan andre også læse digtet. 
Præsten, som forærede mig det, følger fortsat min præstegerning tæt, og jeg forstår, at følgeskab løber i mange niveauer af et menneskeliv. Det at tale med Gud har præsten lært mig. Jeg tror ikke, at jeg kunne være præst foruden de samtaler, hverken med præsten eller med Gud.