Til ordinanderne: Intet er forandret, men alt er forvandlet 

Ordination, Helsingør Domkirke  

15. januar 2025

Kære ordinander  

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, læser vi i 2 Kor 4,8-11:

I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.  

De vise mænd rejser ud i verden, forlader det kendte og hjemlige for at søge en sandhed, hvis omfang, de endnu ikke kender. De begiver sig ud på stand, som vi synger, og lader sig bevæge af længslen efter en dybere sandhed. Da stjernen står stille på himlen, er det for dem et tegn på, at de er nået frem til deres rejses mål. Og de går ind i stalden og finder en kvinde, der sidder med sit nyfødte barn – og de finder deres kostbare gaver frem af gemmerne; guld, røgelse og myrra.  

Den historie kender vi – den hører til den kristelige børnelærdom. Den er fortalt, genfortalt og ikke mindst indsunget i os. Men vi lever i en efter-sekulariseringstid og må derfor se i øjnene, at den og andre bibelske fortællinger ikke nødvendigvis er en del af vores fælles bevidsthed og arvegods. Hvad vil der ske, hvis vi ikke længere kan huske dén og andre bibelske kernefortællinger?  

Kommunikation er i dag i vidt omfang bygget op i enten-eller, i binære konstruktioner, hvor der er to valgmuligheder. Er du for eller i mod? Er det sort eller hvidt, godt eller skidt? Spørgsmålet definerer svaret. Hvis du ikke kan svare ja, må det betyde, at du svarer nej. Er du ikke med os, er du imod os. Nuanceringer, mellemtoner er der ikke plads til. Kommunikation – og meget konkret hele den it-baserede - er bygget op om et uendeligt antal kombinationer af 0 og 1. Det er en kommunikationsform, der i sig rummer en latent fare for polarisering, som vi jo desværre også ser uendeligt mange eksempler på.  

Fortællingen derimod kan rumme en større rigdom, den gode fortælling kan fastholde kompleksitet som en del af virkeligheden og tåler derfor at blive fortalt igen og igen. Fortællingen vil drage os ind i en verden, der ikke kan opløses i sort og hvidt. Her er dobbeltheden ikke noget, der skal opløses for at give plads for endegyldige svar. Nej, her er flertydigheden og det modsætningsfyldte en del af virkeligheden – og friheden.

Fortællingen om de vise mænd - traditionen vil vide, at der var tre og at de kom fra forskellige verdenshjørner – er sådan en fortælling. Den åbner for spørgsmål. Den vil åbne og ikke lukke. Den vil værne os mod de entydige svars indelukkethed på samme måde som en ægte samtale kan gøre det.

Da de vise mænd har været i stalden og der mødt det afgørende nye, vender de tilbage til den verden, de kendte. Intet er forandret, men alt er forvandlet.  

Åbenbaringen giver os dette dobbeltsyn. Og i dag, hvor I indvies til præstetjeneste, skal I mindes om dette. I skal se verden, se nøden og døden i øjnene, I skal kende en verden, der sukker, I skal bevidne, at skaberværket lider – og dog skal I og vi alle forkynde, at verden er Guds gave, der rummer uendelig skønhed og at det er her i den virkelighed, vi ser, mærker, sanser, at vi møder Hans virkelighed, Hans ånd og sandhed. I skal se det uperfekte menneske, det fortvivlede menneske, det skyldige menneske – og se, at det på samme tid er Guds elskede barn.  

Som præster skal I ikke lave et skønmaleri af verden, der ser stort på uretfærdighed og død, men bevare blikket for, at Hans nåde og sandhed er virkelighedens inderste virkelighed. For det er netop dét, der driver os, giver os håb og mod til at kæmpe mod polarisering, splittelse, had og død.

I alt er vi trængt, men ikke lukket inde, som Paulus siger. Vi bærer den død, Jesus led, i os, for at hans liv kan komme til syne i vores liv. Intet mindre! Guds åbenbaring fandt sted og finder sted i denne verden og Gud har betroet os at lægge krop og sjæl til opstandelsens virkelighed.  

Mitri Raheb, palæstinensisk luthersk præst i Betlehem, siger et sted i en af sine bøger:

”Den åbenbaring, som Palæstinas befolkning modtog, var evnen til at få øje på Gud, der hvor ingen andre kunne se ham.”

Det er den kristne åbenbarings dybeste sandhed; at Gud møder os i skikkelse af et barn, i medmenneskets bøn om hjælp, i vores egen tvivlrådighed, i tilgivelsens øjeblik, i kærlighedens sejr over døden. Og det hører med til denne åbenbarings radikalitet, at vi kan være bærere af den overraskende nye virkelighed midt i vores forgængelighed og utilstrækkelighed. Vi bærer den i lerkar, som Paulus siger. Lerkar er skrøbelige, de holder ikke til alle stød og er i sig selv forgængelige. Før eller siden går de til. Men de er ikke desto mindre i stand til at rumme den sandhed, der kommer til os, når Kristus lader sig føde ind i denne verden som tro, håb og kærlighed.

I alt er vi trængt. Det er realiteterne. Men midt i trængslerne er vi ikke afmægtige, vi går ikke til grunde. For Gud har skænket os en fortælling om sig selv og verden, der lader håb komme til syne, hvor vi mindst ventede det. Og et håb, der ytrer sig i kærlighedens sprog, som lukker op til forjættelse, forsoning og til et liv, der ikke lader sig kue af død. Det liv, der udspringer af Gud selv og som varer fra evighed og til evighed.