Et himmelsk åndedræt over jorden

Af Peter Birch, biskop

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skildrer i sin roman Nogenlunde på størrelse med universet en vindstille dag på havet. En af de her sjældne dage, hvor det store, vidtstrakte hav pludselig ligger stille som et spejl, der reflekterer himlen. Hvor det er, som om Gud og verden holder vejret – og så fortsætter forfatteren med at fundere: ’Hvordan er det for resten muligt at lave så meget stille vejr, er det måske den vigtigste evne, kronen på skaberværket, at skabe det, som næsten ikke findes og ingenting gør, ikke får noget til at bevæge sig, men alligevel forandrer alt?’

Da jeg læste det, kom jeg til at tænke på julenat. For ganske vist fik det, der skete, hyrderne og de vise mænd til at bevæge sig, men i verdens øjne var det, der skete, det som næsten ikke findes og ingenting gør. Og dog forandrer det alt og er kronen på skaberværket. Et barn bliver født i en stald uden for Betlehem. Det er i sig selv helt almindeligt – og dog er netop dette barns fødsel noget helt særligt. Det, der skete den nat, forandrede verden. Barnets fødsel indvarslede en ny tid, og vores tidsregning er derfor også sat efter det, der skete.

Stille nat, hellige nat. Sådan hedder en af de mest kendte julesalmer, der findes på flere sprog. Gud selv klæder sig i kød og blod. Lader sig føde i sin søns skikkelse under himlens stjerner og bliver lagt i en krybbe. For der var ikke plads i herberget. Det sidste varsler, hvad det er, der venter barnet. Gud har valgt at bringe sig ind i menneskers verden med alt, hvad det indebærer af modstand, forfølgelse, udstødelse. Det er det vidunderlige budskab julenat, som vi ikke siden har kunnet glemme: at intet menneske længere er gudsforladt uanset hvilket mørke, det møder. Gud er os nær i vores menneskeliv i alle dets facetter.

Der er ikke mange dage tilbage af advent; om få dage samles vi i kirkerne og skal høre om det vindstille, som forandrer alt. Midt i vores travle, moderne verden, hvor det indimellem blæser kraftigt, er det godt at blive slået af forundring over den stilhed, der kommer os i møde julenat som et åndedræt fra Gud selv. Her står vi billedligt talt ved siden af konger og hyrder og kan med tilbageholdt åndedræt se himlen spejle sig i jorden.  

Jeg sender alle i Helsingør Stift mine varmeste hilsner med ønsket om en glædelig jul i kirke og hjem. Må højtiden blive en tid til ro, eftertanke og taknemmelighed. En stor tak for inspirerende samvær, samarbejde og samtaler i årets løb. Tak til præster, menighedsråd, medarbejdere og frivillige for alt det, I gør for, at evangeliet kan lyde til trøst og glæde, til opmuntring og håb.  

Må 2025 bringe verden fred og glæde!

GLÆDELIG JUL!

Peter Birch