Ungdomspræst Mathias Harding: ”Jeg er en, man kan læsse af på”
Når ensomheden gnaver, eller dialogen med forældrene går i hårdknude, er der én person, de unge altid kan gå til – nemlig ungdomspræst for kirkerne i Hørsholm Kommune, Mathias Harding. Og det budskab arbejder han på at få ud til de unge.
Mathias Harding er ungdomspræst for kirkerne i Hørsholm Kommune. Foto: Anne Sofie Coles.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Det er vigtigt, at børn og unge har nogen at tale med og betro sig til, hvis de har det svært. Sådan lyder en af konklusionerne i den rapport, som Trivselskommissionen offentliggjorde tidligere denne uge. Og netop den rolle gør Mathias Harding sig umage med at udfylde som ungdomspræst for kirkerne i Hørsholm Kommune.
Her tager han jævnligt kontakt til de ansvarlige for udskolingen på områdets skoler for at få mulighed for at informere om, hvad han kan byde ind med i trivselsdebatten. Og ofte er det, han fortæller, nyt for de andre omkring bordet:
”For mange er det ukendt, at man kan tale med en præst, når livet gør ondt. Og det er totalt ukendt, at unge kan tale med en præst.”
Mathias Harding oplever dog, at skolelederne ret hurtigt får øjnene op for, hvad han som ungdomspræst kan bidrage med:
”Det går op for dem, at mit arbejde er på linje med så meget andet. På alle skoler er der tilknyttet skolepsykologer, og så er der tiltag som Headspace og BørneTelefonen, som skolerne reklamerer for. Jeg kommer sådan set bare og præsenterer et tiltag på linje med de andre ting.”
Resultatet af samtalerne er, at Mathias Harding får lov til at hænge plakater op på skolerne og dermed gøre opmærksom på den hjælp, han kan bidrage med til de unge.
Genkendt i Meny
I år er det desuden tredje gang, at Mathias Harding tager på ”turné” til alle 13 konfirmandhold i de tre kirker, han er tilknyttet. Her taler han med udgangspunkt i en fiktiv case med konfirmanderne om, hvad man som ung kan stille op, hvis man for eksempel oplever, at ens forælder har et alkoholproblem.
”Jeg oplever, at konfirmanderne er helt med på, at man kan gå til sin lærer, skolepsykologen eller ringe til BørneTelefonen. Min opgave er at gøre dem opmærksomme på, at jeg også er her, og i den forbindelse slår jeg på, at jeg har tavshedspligt. Det har skolepsykologen også, men hos ham eller hende skal den unges forældre først involveres og siden give samtykke til, at samtalen overhovedet må finde sted. Sådan er det ikke hos mig.”
Det er Mathias Hardings erfaring, at de unge tager godt imod hans oplæg, og at der typisk kommer et par henvendelser i kølvandet på hans runde.
”Når jeg holder oplæg eller sætter plakater op, får jeg som regel nogle henvendelser. Nogle vil gerne bare høre mere om, hvad jeg laver. Andre henvender sig med en konkret problemstilling, de gerne vil tale om. Jeg har også oplevet at blive genkendt af en gruppe teenagedrenge i den lokale Meny, så der er ingen tvivl om, at de unge husker mig. Måske bruger de mig ikke til noget lige med det samme, men så kan det jo være, jeg popper op i deres bevidsthed, når de engang får brug for en at tale med. Når livet engang bliver svært. For det gør det for de fleste på et tidspunkt.”
Det handler om at lytte
I sin tid som ungdomspræst har Mathias Harding talt om flere forskellige emner med de unge, der har taget kontakt til ham, men én ting går igen i de unges henvendelser: Følelsen af ensomhed.
”Vi taler ensomhed i bred forstand. Det kan være den ensomhed, man oplever, når man troede, man havde en god ven, men det pludselig viser sig, at det har man ikke mere. Eller det kan være, at man er startet på en ny skole og har svært ved at slå hul på bylden til nye venskaber.”
Derudover fylder mobning en del i samtalerne:
”Nogle gange drejer det sig om daglige kommentarer, der går lidt under radaren. Den unge har måske prøvet at række ud til sine forældre og oplevet, at det bliver negligeret, og at vedkommende ikke får den respons og forståelse, man havde håbet på. Derfor kan der være brug for at række ud til en anden, der bare gerne vil lytte,” forklarer Mathias Harding.
Indgyder mod
I forbindelse med sine besøg på konfirmandholdene har ungdomspræsten gjort en anden opdagelse: Det er ikke ualmindeligt, at de unge føler sig stressede i ottende klasse. Især pigerne.
”Sådan var det altså ikke, da jeg gik i ottende klasse. Der er meget mere fokus på at præstere i dag,” fortæller han og fortsætter:
”Der er ting i tilværelsen, man ikke kan gøre noget ved. Men jeg gør mit bedste for at indgyde mod i de unge, jeg taler med, så de kan håndtere situationen bedst muligt. Jeg sidder ikke bare passivt og lytter, men prøver at leve mig ind i den unges situation. Det er meget meningsfuldt at kunne hjælpe til med.”
Og hvad er det så, der gør samtalen med ungdomspræsten til noget særligt?
”Hos mig er der ikke noget, der skal fikses eller behandles. Jeg er bare én, der er god til at lytte, og som ikke bliver træt af at høre den samme fortælling flere gange. Én man kan læsse af på. Fordi jeg ikke er følelsesmæssigt involveret, er det lettere at være lyttende og støttende,” afslutter Mathias Harding.
Mathias Harding samarbejder med skoler og gymnasier og får lov til at hænge plakater op, der fortæller om hans arbejde. Af plakaten fremgår det, at man også kan henvende sig som forælder til et barn, der har det svært. Plakaten er lavet af Linda Balle.
