Til gudstjeneste for fred
Der er krig i Europa. Rusland har invaderet Ukraine og lørdag aften blev der holdt forbøns- og fredsgudstjeneste i Helsingør Domkirke. Som postludium spillede domorganist Else-Marie Kristoffersen Ukraines nationalhymne.
Af Steen Toft Winther
"Det, der sker lige nu, vækker meget i os. Ængstelse, uro og bekymring. Vi beder for ukrainerne og for alle, der bliver gjort til brikker i et blindt magtspil."
Sådan sagde biskop Peter Birch til lørdagens forbøns- og fredsgudstjeneste for Ukraine, der blev holdt i Helsingør Domkirke, hvor også sognepræst ved Sankt Olai, Kirsten Winther, deltog.
Folk sad tæt på kirkebænkene i det store kirkerum, og Peter Birch lagde i sin tale vægt på netop vigtigheden af, at vi holder sammen:
"Når krig hærger, har vi brug for hinanden. Vi har brug for at holde fast i sandheden. Og vi har brug for, at sandheden holder fast i os."
I en tid, hvor had, mistænksomhed og polarisering kan virke overvældende, skal vi huske næstekærligheden og barmhjertigheden, påpegede biskoppen også, og i bønnen bad han for, at kærlighed, fred og retfærdighed vil sejre over krigens brutalitet:
"Led retfærdigheden ind i hjerterne på dem, der har magt og myndighed i verden, så det ikke er dødens og tomhedens ånd, der bestemmer over menneskers liv og skæbne, men at det er livets og forsoningens Ånd, som leder dem og os alle.
Din fred hersker trods våbenbrag. Lad den brede sig til os alle."
Til fredsgudstjenesten tændtes der lys og som postludium spillede domorganist Else-Marie Kristoffersen Ukraines nationalhymne.
Flere steder i stiftet afholdes der gudstjenester, andagter og lystændinger for Ukraine. Hold dig opdateret på sognenes hjemmesider og de sociale medier. Du kan også læse mere om lokale initiativer her. Og hvis du vil læse hele biskoppens tale, så klik her.
Indsamlingen til fredsgudstjenesten lørdag gik til Ukraine gennem Folkekirkens Nødhjælp. Her kan du læse mere om, hvordan du kan donere til Ukraine og krigens ofre:
HVORDAN KAN DU STØTTE DEN UKRAINSKE BEFOLKNING?
Donationer til Ukraine kan gives til Folkekirkens Nødhjælp på flere måder:
MobilePaynummer: 770300
SMS: UKRAINE til 1911 - og støt med 100 kroner
Giro: 540 0023 - husk at skrive "Øremærket til Ukraine"
Find Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside her