Giv din mening til kende: Skal vi have et nyt dåbsritual?
Tre sogne i Helsingør Stift går forrest, når dåbskommissionens anbefalinger til tre nye udgaver af dåbsritualet skal prøves af i praksis. Men alle kan være med. Og din mening tæller også!

Alles mening tæller, når dåbskommissionens forslag til et nyt dåbsritual skal evalueres. Foto: Sille Arendt.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at dåbskommissionen den 2. april udkom med sin midtvejsrapport. En rapport, der har fået mange ord med på vejen, for der er følelser i spil, når man zoomer ind på et ritual, mange mennesker har et forhold til.
Det nuværende dåbsritual er i sin grundform fra 1912, og det er lettere revideret i forbindelse med autorisationen i 1992. Dåbskommissionen blev i 2023 nedsat af kirkeministeriet for at undersøge, om der er behov for justeringer af ritualet - eller måske et helt nyt ritual.
Kommissionen har de seneste to år arbejdet med ritualet, og tiden er nu kommet til, at den brede offentlighed skal inviteres til at byde ind.
”Kommissionen fremlægger nu tre modeller for dåbsliturgi, der er tænkt som samtaleoplæg – det vil sige, at høring og afprøvning af modellerne kommer til at fungere som pejlemærker for og replikker/indlæg i det videre arbejde med et eventuelt endeligt forslag til dåbsritual,” skriver dåbskommissionens formand, Thomas Reinholdt Rasmussen i en kronik i Kristeligt Dagblad.
Alle skal høres: By, land og forstad
Året ud har alle danskere altså mulighed for at give deres mening til kende, og i hvert af landets ti stifter forpligter tre sogne sig desuden til at gå forrest, når de tre udgaver af et potentielt nyt dåbsritual skal prøves af i virkeligheden. I Helsingør Stift har man valgt at sigte på tre sogne med forskellige profiler for at få en vis bredde: Et bysogn, et forstadssogn og et landsogn.
Sognene skal i resten af 2025 afprøve hvert deres ritual, og afslutningsvis laves der en undersøgelse i alle ti stifter, hvor der samles op på de erfaringer, forsøgssognene har gjort sig.
Selv om de tre sogne forpligter sig til at teste dåbskommissionens forslag i praksis, betyder det dog ikke, at andre sogne ikke kan være med. Tværtimod.
”Jeg håber, at både præsterne, dåbsforældre, menighederne og mange andre vil give deres meninger til kende om de nye forslag til ritualerne,” lyder opfordringen fra kommissionens formand, Thomas Reinholdt Rasmussen til Folkekirken.dk.
På Folkekirkens Intranet kan du læse meget mere om dåbskommissionens arbejde. Du kan også finde det dialogmateriale, der er udarbejdet for at sætte samtalen i gang.