Livsstilsekspert: ”Mange forældre mangler et sprog for Gud og religion”
Cirka 45 procent af forældre i dag fravælger dåb for deres børn. Det skyldes blandt andet, at de ikke selv har nogle kristne erfaringer at trække på. Det mener livsstilsekspert Jacob Holst Mouritzen, der samtidig peger på, at det ser helt anderledes ud med nutidens unge.
Jacob Holst Mouritzen.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
I efterårets nyhedsbrev om dåb kunne du læse historien om Amalie og Aleksander, for hvem det var et naturligt valg at lade deres to døtre døbe.
”Selvfølgelig skulle de det. Vi anser begge folkekirken for at være en vigtig del af vores kultur i Danmark, og vi vil gerne aktivt vise vores støtte til kirken. Ikke bare ved at være medlem, men ved også at bruge kirken. Kristendommen og kirken giver os nogle gode rammer for både de lykkelige og ulykkelige ting i livet,” lød det fra parret.
Derfor var de aldrig i tvivl om, at det rigtige for dem var at sige ja til Gud på deres børns vegne:
”Vi ser det som vores opgave at introducere vores børn for og guide dem i forhold til de ting, vi synes, de skal kende til. Så kan de selv vælge senere – det er jo det, konfirmationen er der for: At de selv kan genbekræfte deres tro, hvis de vælger det. Men når de er små, mener vi, det er en naturlig del af vores forældrerolle at vælge den slags for dem.”
Sådan er det dog ikke alle forældre, der har det.
I kommentarsporene på de tre reels, som Maria Mainz, Alexandra Staffensen og Annemette Voss har lavet i samarbejde med Helsingør Stift, giver mange udtryk for, at de har fravalgt dåben for deres børn, fordi de tværtimod vil lade det være op til børnene selv at beslutte, om de vil sige ja til Gud.
”Jeg har en datter og er gravid med min nummer to. Vi valgte ”kun” at navngive vores datter, da jeg personligt synes, at mine børn skal have lov til selv at kunne vælge den kristne tro til eller fra. Så de får muligheden for dåb og konfirmation, når de bliver ældre. Men de får helt selv lov at vælge,” lyder en af kommentarerne. Et andet eksempel har samme budskab:
”Kan godt lide traditionerne og det fine ved fejringen, MEN for mig er dåben lig med at melde mit barn ind i en religion, og det valg har jeg faktisk ikke lyst til at træffe på andres vegne, da jeg synes, det er et uhyre personligt valg, om man vil være ”medlem” eller ej. Vælger børnene at melde sig ind, når de er større, er det helt fint, men jeg vil lade valget være op til dem.”
Den nye forældregeneration er ikke så komfortabel med at pådutte deres børn gamle traditionelle værdier.
Børnene bestemmer
Ifølge Jacob Holst Mouritzen, der er strategikonsulent og livsstilsekspert i DR1-programmet ”Kender Du Typen?”, er denne tendens helt i tråd med, hvad vi ellers ser i tiden.
”Det er en direkte spejling af det samfund, vi er begyndt at få, hvor børnenes mening om ting fylder meget mere end førhen. Engang var hierarkiet mere tydeligt, og det var mor og far, der bestemte. I dag er der et andet paradigme i pædagogikken. I dag indgår børn som meget mere ligeværdige familiemedlemmer, og de er ikke nogen, der bare skal gøre, hvad de voksne siger. Den nye forældregeneration er ikke så komfortabel med at pådutte deres børn gamle traditionelle værdier – kønsroller, systemer og så videre. Der har simpelthen været et opbrud med mange gamle værdier.”
Noget andet, der kendetegner forældregenerationen i dag, er, at mange i høj grad er vokset op i det, livsstilseksperten kalder et sprogfattigt samfund, når det gælder Gud:
”Vi har ikke været vant til at se, høre eller mærke sprog om Gud eller religion. Trossproget har simpelthen været fjernet fra vores hverdag. Det betyder, at når man oplever en dåb i kirken, så virker det meget voldsomt på dem, der ikke har været der så ofte. Blandt andet det med at forsage Djævelen. Mange ser dåben som en hyggelig ceremoni med familien, men det her bliver et meget voldsomt sakramente.”
Og det kan altså være endnu en forklaring på, hvorfor cirka 45 procent af de nybagte forældre vælger dåben fra.
Tvivlen giver mening
Det kommer i øvrigt ikke bag på Jacob Holst Mouritzen, at vi i dag ser denne tendens til, at mange forældre lader valget om tro være op til deres børn i stedet for selv at tage stilling. Det er nemlig en direkte følgevirkning af udviklingen i samfundet:
”Siden 1960erne har der været et opgør med alt, der har været bærende søjler i vores samfund. Jeg er ikke så overrasket over, at vi har opdraget mennesker, der nu har til opgave at forhandle deres egen tro. Alt er i dag op til dig selv i denne her individualistiske verden. For få år siden var der ikke så mange muligheder. Ingen havde hørt om buddhisme og andre trosretninger. Jeg kan godt forstå, at flere er i tvivl om, hvad der er det rigtige.”
I kommentarsporene finder vi da også flere eksempler på netop dette:
”Ingen af vores to børn er døbt, for ingen af os forældre er troende eller medlemmer af folkekirken. Derfor har vi ingen religion at give videre – og det passer os så fint, for så kan de selv få kendskab til de forskellige religioner og vælge den, der giver mest mening for dem, hvis de får brug for andet end kærlighed at tro på.”
Et andet eksempel lyder sådan her:
”Min søn er ikke døbt. Hverken jeg eller far er medlem af folkekirken, så derfor gav det ikke mening for os. Vores søn skal frit kunne undersøge og eventuelt vælge religion, hvis der er noget, der føles rigtigt for ham, senere hen. Uanset hvad han vælger, så støtter vi op om det.”
De unge vælger dåben til
Nye tal viser dog, at et voksende antal af de unge rent faktisk selv vælger folkekirken til, når de bliver ældre. Sidste år valgte hver femte ung, der ikke var barnedøbt, at blive døbt, og andelen af teenagere, der selv vælger at blive døbt er steget med fire procentpoint over de seneste ti år. Noget, der også viser sig i beretningerne i kommentarsporene på Instagram:
”Mine børn er ikke døbt. Vi har ingen traditioner i min familie eller min mands. Jeg synes selv, børnene skal have det valg, når vi kommer til konfirmationsalderen. Min søn valgte sidste år selv at blive døbt og konfirmeret. Vi havde den fineste dåb, fordi præsten kunne tale direkte til min søn. Meget rørende. Så har absolut ikke fortrudt, men er bare blevet bekræftet i, at det var det rigtige valg. Dåben blev meget mere personlig og nærværende,” skriver en, mens ordene fra en anden lyder sådan her:
”Er ikke selv troende og heller ikke min mand. Derfor valgte vi det fra. Vores børn valgte som 10-11-årige at blive døbt, da de gerne ville konfirmeres. Det blev fine dage, hvor deres klasser var med til selve dåben og tog med hjem efterfølgende til burger på grill. De valgte selv deres faddere og ringede og spurgte – den del var rigtig fin og har skabt et særligt bånd.”
Beretningerne vækker genklang hos Jacob Holst Mouritzen, der genkender tendensen med unge, der i stigende grad vælger folkekirken til:
”Vi ser, at børnene tager et valg. Lige nu ser vi klart en mere værdimæssig højredrejning hos de unge, som vi ikke har set før. Det gælder deres politiske ståsteder, tanker, værdier og livssyn. Mange unge finder sig ikke til rette i, at det hele tiden er op til dem selv at finde meningen med deres liv. Især unge mænd reagerer meget positivt på at få at vide, hvad reglerne er, og at nogen fortæller dem, hvordan ting skal være. De har nok andet at arbejde med, når de er teenagere. Jeg ser derfor valget om konfirmanddåb som en del af tidsånden og en reaktion mod den hands off religiøse og værdimæssige opdragelse, den nye forældregeneration har praktiseret.”
Herunder kan du se Anaia, der fortæller om at blive konfirmanddøbt.
5 mere fra kommentarsporet
- ”Vores tre børn er ikke døbt. Min mand er ikke døbt eller konfirmeret. Jeg blev døbt et par måneder før min konfirmation (tror, jeg valgte det, fordi de fleste andre skulle konfirmeres). Vi har valgt dåb fra, fordi det ikke føles ok at sige ja til at opdrage i den kristne tro, når vi ikke tror på det. Vores børn skal kon- eller nonfirmeres – det er eget valg. De skal følge konfirmationsforberedelse sammen med klassen, så de ved, hvad det handler om. En fest får de uanset. En fest hvor vi fejrer, at de har truffet et valgt på et oplyst grundlag.”
- ”Min datter er ikke døbt og det af den simple årsag, at hvis der virkelig var en gud, så kan jeg ikke forstå, at jeg skulle være så tæt på at dø under fødslen af hende. Planen var, at hun skulle døbes, men jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken efter fødslen. Og der blev heller ikke holdt navngivningsfest, for det, synes jeg, er noget mærkeligt noget – lidt ligesom nonfirmationer. Forstår det ganske enkelt ikke.”
- ”Min søn er ikke døbt, og han har selv fravalgt at blive konfirmeret. Jeg personligt er på ingen måde kristen og synes, det er rigtig ærgerligt, at så mange vælger at døbe deres børn på grund af tradition, ”det gør man”, det er hyggeligt. Jeg har af respekt for kirken netop fravalgt dåb, at være fader til min venindes barn og vielse i kirken, da det for mig vil være at sige ja til en kristendom, jeg ikke kan forene mig med. Og kan jeg ikke det, så skal jeg heller ikke bruge det.”
- ”Mit barn er navngivet. Vi dyrker på ingen måde kristendom og følte begge, at det ville være blasfemisk at stå og sige ja til en masse, vi egentlig ikke tror på, blot fordi det plejer man. Men jeg forstår sagtens det kulturelle aspekt i det hele! Og viser vores datter interesse for det senere og vil gerne konfirmeres, skal hun selvfølgelig have lov til det.”
- ”Vi har valgt den fra - for alle tre. Jeg tror på kærligheden og på mennesker! Det har ikke noget særligt med Gud at gøre for mig. Det er to elementer, der findes i alle religioner… Men jeg synes, kirken kan noget i forhold til at bringe folk sammen om højtider og store øjeblikke. Jeg holder selv af indimellem at sidde i en kirke en stund – stilheden er særlig. Jeg har børn på 14, 13 og 3, og den ældste er netop blevet konfirmeret selvvalgt! Jeg er åben om min holdning/tro, når ungerne er nysgerrige, og jeg taler aldrig grimt om tro og religion eller fortæller andre, hvad der er rigtigt eller forkert. Hende på 13 år vil også gerne konfirmeres, og jeg tror da, det har en masse med fællesskaber at gøre.”
