Tårnurværker - kirkens gemte skatte

af Hans-Jørgen Mølstrand

Tårnure fik indpas i Danmark i slutningen af 1500-tallet. De var centralt placeret i det omliggende samfund, på de højeste bygninger. Det var oftest kirkens tårn eller porttårnet på en herregård. Deraf betegnelsen tårnur.

Tårnure i landskabet – en del af kulturarven 

Urskiven var synbar for de fleste i nærområdet, og tårnurets timeslag kunne høres vidt omkring i det omliggende samfund. Således er bevarede tårnure en væsentlig del af kulturarven fra den tid. Disse mekaniske tårnurværker fremstillet af smedejern er kirkernes gemte skatte. Mange kan anses som historiske klenodier, gemt på en øvre etage i tårnet, med vanskelige adgangsforhold, ofte ad snævre vindeltrapper, og uden offentlig adgang. Men urskiven og timeslagklokken har stadig sin plads i bybilledet! 

Tårnurværkets opbygning og teknik 

I slutningen af 1600-tallet havde en karakteristisk type af smedejernsværker til mindre bysamfund og landsbykirker fundet sin form. Værkrammen bestod af lodrette og vandrette stivere, samlet ved tapsamlinger med tap, slids og kile. I værkrammen var gangværk og slagværk placeret i hinandens forlængelse. Akslerne var lejret i de midterste lodrette stivere. Den centrale midterstiver havde lejer til både gangværk og slagværk. Lodreb spolet over gangvalse hhv. slagvalse forløb typisk over en fast trisse højt i tårnrummet, og sluttende ved lodderne ved deres aktuelle position. Lodderne var ofte en kampesten eller en træspand med jernbeslag fyldt op med marksten. Gangværket var i starten reguleret ved en spindelgang. Den blev senere erstattet med den mere robuste pendul regulering. Pendulets konstante svingningstid giver gangrytmen, med konstant vippebevægelse ved hagen. Hver vippebevægelse frem og tilbage fremfører 1 tand på ganghjulet, som derved får konstant omdrejningstal. Tårnurene var typisk med timeviser og timeslag. 

Tårnuret i Skt. Olai Kirke

af tårnurmager Hans Metzger

Den fremmeste urmager ved fremstilling af tårnure i Helsingør på Christian IV´s tid var Hans Metzger. Han var kongens hofurmager i Helsingør. Han fremstillede bl.a. det store tårnurværk i Skt. Olai Kirke, Helsingør Domkirke, i årene 1620-1640. Urværket var oprindeligt opsat på Kronborg. 

Hans Metzger blev født omkr. 1560 i Augsburg, hvor faderen Jeremias Metzger var tårnurmager. Her blev sønnen Hans udlært i tårnurmagerfaget. Urværkets bevægelige dele er efterfølgende blevet renoveret ad flere omgange, senest 1936-37 ved tårnurmager Carl Petersen. Urskiverne blev samtidig restaureret. 
Det store smedejernsværk er slidt, men står i velbevaret stand i domkirkens tårn. Det mekaniske tårnurværk er senere taget ud af drift og erstattet med et elektrisk uranlæg.

Tårnuret i Strø Kirke 

ukendt urmager

Smedejernsværket i Strø Kirkes tårnur fra 1662 er er typisk for den tids tårnurværker fremstillet af smedejern. Enkelt i sin opbygning, og kun med de helt nødvendige funktioner ved et tårnur. Tårnurmageren er ukendt. Han har indsat en smedet spiral på den midterste lodrette stiver. En sådan smedet spiral forekommer på flere af den tids urværker - med ukendt tårnurmager. Det historiske urværk fra 1662 er nedslidt, men fremstår bevaret og autentisk på sin oprindelige plads i tårnrummet. Urværket blev taget ud af drift omkr. 1980, hvor det blev erstattet af et elektrisk uranlæg. 

Tårnuret i Frederikssund Kirke 

af tårnurmager Ingvard Hansen 

I 1700-tallet var værktypen med gangværk og slagværk i hinandens forlængelse i værkrammen fortsat det mest benyttede. Stadig smedejernsværker, men de blev mere forfinet i den tekniske udførelse. Tårnurmagerne på den tid blev bedre uddannet – oftest ved familiebånd med nedarvede erfaringer i faget. En sådan tårnurmager var Ingvard Hansen, 1710-1782. Han var 2. generation i slægten og med værksted i Ballerup. Faderen var Hans Ingvardsen, senest med værksted i Ballerup. Ingvard Hansens søn Peder Ingvardsen, 3. generation, blev også urmager, dog hovedsageligt med fremstilling af standure. Ligeledes i Ballerup. I årene 1750-1779 var Ingvard Hansen mester for et større antal tårnure til kirker i Nordsjælland, herunder urværket til Frederikssund Kirke 1754. Ingvard Hansen har indslået sit navnetræk og årstallet 1754 i en af de øverste stivere. Det historiske urværk er nedslidt, men fremstår bevaret og autentisk i tårnetagen, som ved installationen i 1754. Urværket er nedslidt, men står i velbevaret stand i sit urkammer. Det mekaniske urværk er taget ud af drift i 2007 hvor det blev erstattet af et elektrisk uranlæg. 

Tårnuret i Karlebo Kirke 

af tårnurmager Poul Petersen 

I slutningen af 1700-tallet fik smedejernsværkerne flere finesser både teknisk og designmæssigt. En fremtrædende tårnurmager i den epoke var mesteren Poul Petersen i Hillerød. Han var født 1710 som søn af urmager J. Petersen, Hillerød. Poul Petersen blev udlært 1734 hos den anerkendte tårnurmager Peter Mathiesen i København. På Mathiesens værksted blev udviklet og fremstillet tårnure til en del store kirker i København – og til domkirken i Roskilde. Poul Petersen etablerede sig med værksted i Hillerød 1745. Hans søn Nicolaus blev udlært på det værksted 1760. Viden og erfaring går videre fra far til søn. 1775 fremstillede Poul Petersens værksted det prægtige tårnurværk til Karlebo Kirke. Det er et mesterstykke. Med gangværk og slagværk tværstillet i værkrammens længderetning. Det var en nyskabelse på den tid. Tårnurværkets faste og bevægelige dele er samlet i en kompakt konstruktion. Tårnuret i Karlebo Kirke fik 1996 en omfattende og nænsomt udført renovering. Urværket fremstår nu som et meget velbevaret, flot vedligeholdt, og funktionsdygtigt tårnur på sin oprindelige plads i tårnet. – Det mekaniske tårnurværk er stadig i drift og kan ses øverst i artiklen. 

Det er et historisk klenodie i særklasse!