Reportage fra migrantkonference: ”Folkekirke for alle?”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Lørdag morgen. Taastrup Hovedgade er pakket ind i en dyne af tåge, og der er ikke meget liv på gaden. Indenfor i Rønnevang Kirke er historien dog en anden. I et aflangt lokale ved siden af kirkerummet er der kaffe på kanden, og småkager i skålene. De 45 fremmødte forsyner sig og indtager deres pladser ved de fire borde i lokalet. Klokken 9.30 byder Michael Rønne Rasmussen fra Helsingør Stifts Migrantudvalg velkommen, og efter dagens første fællessang overdrages mikrofonen til biskop Peter Birch, der udtrykker glæde over, at så mange har valgt at tage turen til Taastrup denne lørdag i oktober. For der er nok at tale om:

”I konferencens titel har der sneget sig et lille spørgsmålstegn ind til sidst. ”Folkekirke for alle?” Folkekirken er ikke nødvendigvis for alle i praksis. Folkekirken evner kun i beskedent omfang at række ud til folk med anden etnisk herkomst end dansk, og jeg vil gerne takke Migrantudvalget for at arbejde med at sænke tærsklen ind i folkekirken for de 200.000 indbyggere i Helsingør Stift, der ikke er etnisk danske,” siger biskoppen og fortsætter:

”Jeg vil gerne understrege, at folkekirken ER for alle. Det er vigtigt at holde fast i, og i dag kan vi dele vores erfaringer med hinanden. Vi skal kigge konstruktivt og kritisk på vores egen tradition og udvikle folkekirken, så der også er en folkekirke i næste generation.”

Nysgerrighed og åbne arme

Den næste, der får overdraget mikrofonen, er Morten Miland, ph.d. i teologi og tidligere sognepræst i Høje Gladsaxe. Men før han tager hul på sit oplæg, sætter han sig til rette ved klaveret. Det er nemlig tid til en fællessang:

”Danskerne findes i mange modeller,

og stadig kommer der nye til.

Er vi et folk, når det virkelig gælder?

Og hvem kan bestemme, hvad folket vil?”

Morten Miland indleder sit oplæg med at tale om, hvordan opfattelsen af ordet ”folk” har ændret sig gennem tiden. Til trods for det er der stadig mange, der sidder tilbage med følelsen af, at folkekirken ikke er for dem, og derfor skal vi være nysgerrige på, hvordan vi kan lave folkekirke for alle. For når folket forandrer sig, må kirken også forandre sig.

I sit oplæg når Morten Miland blandt andet også at tale om det åbne venskab – nemlig det venskab, der altid er klar til at invitere en ny ven med ind i venskabet – og omfavnelsens fire bevægelser: Åbn armene. Vent til den anden er klar. Før armene sammen. Åbn armene igen. Det handler ifølge Morten Miland om at skabe en omfavnelseskultur, der kan åbne op og give slip, så vi får lyst til at mødes igen.

Til slut sætter Morten Miland sig igen ved klaveret og spiller op til fællessang:

”Tvivlen kom og lagde sig
omkring os som et slør.
Frygten holdt os fanget i
os selv bag lukket dør.
Men under himlens blå 
er en dyb og evig klang.
Alt hvad vi frygtsomt så
brød den ned for sjælens trang.
Åbent hjerte finder altid mod.”

En varm velkomst

Nu er det Jens David Obolades, Justine Nakafelos, Idlyn St. Hilaires og Svetlana Kouznetsovas tur til at fortælle deres historie. De fire har vidt forskellig baggrund, men på ét punkt er de ens: De har alle valgt folkekirken til, selv om det ikke umiddelbart lå i kortene. Nu fortæller de gennem personlige beretninger, hvordan de mødte den lokale folkekirke, og fællesnævneren er, at de mødte kirken i livets kerne-øjeblikke: Fødsel. Død. Konfirmation. Jobskifte.

Af panelsamtalen lærer vi også, at det kræver nysgerrighed og små skridt, hvis vi som folkekirke vil møde folk, hvor de er, og invitere dem ind i fællesskabet. Et andet opmærksomhedspunkt er, at mange danskere er utroligt private, når det gælder tro, og det kan være svært for folk fra andre kulturer at forstå. Husk derfor at hilse, hvis du møder en ny i kirken. Det varmer og betyder mere, end du tror.

Fokuser på det fælles

Til frokost er der sandwiches, som nydes sammen med sodavand og hyggesnak ved bordene, og så er det tid til næste punkt på lørdagens dagsorden: Oplæg ved sognepræst Karen Huus fra Gellerup Kirke i det multikulturelle Aarhus Vest.

I hendes sogn er der en god blanding af ortodokse, katolikker og protestanter, og selv om de har forskellige teologiske tilgange, er de enige om at sætte spotlyset på det fælles – nemlig Jesus Kristus.

”Vi skal være tydelige i, at vi tror på Gud. Det er den nemmeste måde at bygge bro på,” fortæller Karen Huus. ”Det gælder i øvrigt både i forhold til migranter med kristen og ikke-kristen baggrund.”

Derudover fremhæver Karen Huus, at man i Gellerup går meget op i delagtighed på flere plan i forbindelse med gudstjenester og aktiviteter. Det betyder blandt andet, at alle hjælper til med det praktiske:

”Man kommer ikke ind i vores kirke uden at få at vide, hvor kaffemaskinen står. Så finder man også hurtigt ud af, hvor karkluden er. Jo flere forskellige typer mennesker, der agerer i gudstjenesten, jo nemmere er det for folk at finde én at identificere sig med."

I forhold til migranter med ikke-kristen baggrund fremhæver sognepræsten de fire t’er: Tydelighed, troværdighed, trofasthed og tillid, og hun pointerer, at kirke- og kulturmedarbejderne samt kirketjenerne spiller en værdifuld rolle i tillidsarbejdet.

I sit oplæg tegner Karen Huus også gennem levende fortællinger om dagligdagen i Gellerup et billede af, at det er vigtigt at vise menneskelige hensyn. Nogle gange kan ting ikke lade sig gøre efter bogen, men i virkeligheden kan mange ting ske. Og det er disse positive oplevelser med folkekirken, der skridt for skridt kan være med til at ændre folks syn på folkekirken.

”Jeg tror, vi skal skabe en kirke, der er så mangfoldig, at der er mange døre ind i den,” lyder det fra Karen Huus.

Smalltalk er ikke tidsspild

Der bliver også tid til et kort visit af Fader Sergej fra den Moskva-uafhængige ortodokse kirke i Ukraine, inden de fremmødte atter sørger for, at kaffekopperne er fyldte, og de begiver sig mod de tre lokaler, der skal sætte rammen for de forestående gruppesamtaler.

I den første gruppe er temaet ”Kirke og kultur”, og her styrer Priscilla Lassen fra Kirkerne i Hvidovre slagets gang med udgangspunkt i de erfaringer, de her har med at invitere mennesker fra især Mellemøsten og Ukraine ind i Hvidovrekirkerne. Hovedpointen er, at kirken skal være et rart sted at være.

Gruppe to taler om kommunikation på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, og Asal Alaeipour fra Apostelkirken på Vesterbro taler ud fra sin erfaring. Hun kommer blandt andet ind på, at danskernes ironi er svær at forstå, og vi nogle gange er så resultatorienterede, at vi glemmer den smalltalk, der faktisk er relationsskabende.

I gruppe tre deler Finn Hansen, Lone Kristensen og Verner Kristensen deres erfaringer fra Grønnevang Kirke i forhold til kirkens opsøgende arbejde med at kontakte asylansøgere i Sandholmlejren og Udlændingecenter Ellebæk. Et af budskaberne er, at mange har oplevet mistillid, så det tager tid at vinde tilliden blandt flygtningene.

Tilbage i det aflange lokale samler migrantudvalgets formand Jan Asmussen op på de vigtigste punkter fra en spændende dag og sætter dermed punktum for lørdagens program, hvorefter de fremmødte bryder op og sætter kursen hjemad.