Kærligheden til Gud og kærligheden til vores næste er uløseligt forbundet

Der er kamp om virkeligheden. Hvem er det, vi skal tiltro evnen til at beskrive og forstå virkeligheden bedst og mest præcist? I et moderne samfund som vores har religionen for længst mistet sit monopol på at beskrive og fortolke virkeligheden, og vi overlader det i stedet til et væld af eksperter at forstå verden. Økonomer, politologer, sociologer, psykologer for at nævne nogle.

Troen og det religiøse sprog har i perioder været dømt helt ude som udtryk for et forvrænget billede af virkeligheden. Ja, kritikken har ligefrem gået på, at religionen var en flugt fra virkeligheden, en illusion.

Når vi hører Paulus, som vi netop har gjort, så er det imidlertid klart, at han ikke fornægter virkeligheden eller er på flugt fra den. Tværtimod. Han forholder sig i allerhøjeste grad til den, men han taler om virkeligheden som en forvandlet virkelighed. ’Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig’. Der er ikke tale om en besættelse, men en befrielse. En udvidelse af verden, som er en frugt af mødet med Guds nåde. Af mødet med en virkelighed uden for Paulus selv.

Ofte forstår vi virkeligheden som noget, der er fastlagt og definitivt. ’Sådan er virkeligheden nu engang’, siger vi og prøver at lukke af for det, vi mener er vidtløftigheder. Men troen åbner for en virkelighed udenfor. Troen ser det mere, der ligger ud over det, vi kender gennem vores vaner og forestillinger, eller som vi gennem prognoser og beregninger betegner som virkeligheden.

Vil man i kontakt med det, der ligger udenfor, må man bevæge sig – eller måske snarere bevæges – og det er præcis det, der sker, når troen sætter sig igennem: Vi bevæges af, at der findes noget udenfor, som bryder ind i vores verden. Vi møder pludseligt og i glimt virkeligheden, som noget, der kalder på os og sætter kiler i det, vi fejlagtigt antog for at være den hele og fulde virkelighed. Virkeligheden udvides og antager nye farver. I troen skænkes vi evnen til at se hinsides det synlige.

Den lovkyndige, som opsøger Jesus, vil vide, hvordan han kommer i kontakt med virkeligheden udenfor. ’Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’ spørger han. Hvordan kommer jeg i kontakt med det virkeligt sande, det der ligger uden for livet, som jeg kender det?

Den lovkyndige vil – med et forslidt udtryk – have nogle værktøjer, han kan bruge i sin stræben efter tilværelsens sandhed. Men hvis troen bliver instrumentaliseret på den måde, bliver den til overtro. For vi kan ikke gøre os til herre over virkeligheden udenfor. Det, vi møder uden for os selv – i naturen, i medmennesket, i kunsten og poesien – lader sig ikke sætte på formel, men vækker noget i os.

Det dobbelte kærlighedsbud – at elske Gud og sin næste som sig selv – kan heller ikke opfattes som et instrument, der kan lirke virkeligheden op. For hvem er min næste?

Hvis vi instrumentaliserer kærlighedsbuddet, melder behovet for en målestok sig lynhurtigt, og dermed står åbenheden for fald. Så begynder vi at definere, hvem næsten er – og dermed også, hvem det ikke er. ’Min næste finder jeg blandt mine landsmænd, blandt ligesindede, blandt dem, der overholder de samme love som jeg, deler de samme værdier. Min næste er mine nærmeste’.

Men nu skabes der ikke en forvandlet virkelighed af et bud om, at man skal elske sin ægtefælle og børn. Det gør hedningerne også, som Jesus siger et andet sted i evangelierne. I samtalen med den lovkyndige vender Jesus derfor mandens spørgsmål om ved at fortælle en lignelse.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner lægger ikke fingrene imellem, men skildrer en virkelighed, der kunne været hentet i en af dagens aviser. Et menneske bliver overfaldet af en bande, der frarøver ham alt og efterlader ham hjælpeløs i en grøft. Her ligger han nøgen, prisgivet og afhængig af hjælp udefra.

Virkeligheden i al dens gru foldes yderligere ud i det følgende. For to forbipasserende ser den nødstedte mand, men vælger at gå forbi. Også det kender vi fra den virkelighed, der er vores. Vi kan nok alle sammen komme i tanke om situationer, hvor vi selv burde være standset op og have hjulpet et andet menneske. Men hvor vi så alligevel slog det hen. Måske med en tanke om, at der må være andre, der er nærmere til at hjælpe. Eller måske med en bekvem undskyldning om, at det lidt, jeg kan gøre, alligevel ikke batter. Måske lod vi frygten for at blive indblandet i noget veje tungest. Eller måske var det ligefrem foragten, der tog over og nærede en tanke i os om, at man vel også må kunne forvente, at folk selv tager lidt ansvar for deres liv.

Præsten og levitten er ikke kuriøse skikkelser fra en fjern kultur, men de er skåret ud af vores virkelighed. Også vi kender til at lukke af for den og det, der er udenfor.

Med samaritaneren er det anderledes. Han kommer forbi, ser manden i grøften – og bevæges. Samaritaneren, om hvem ingen havde noget godt at sige, gør det rigtige. Han forbinder manden, sætter ham op på sit ridedyr og får ham bragt ind på et herberg, hvor han sørger for, at han kan komme til hægterne. Hans handling er svar på noget udenfor ham selv. For han lader sig standse af et nødlidende menneske, som han ikke kender, men hvis situation han kan sætte sig ind i.

Anledningen til, at Jesus fortæller lignelsen, er den lovkyndiges spørgsmål om, hvem hans næste er. Nu, hvor lignelsen er fortalt til ende, kender han – og vi – svaret på dét spørgsmål. Men Jesus vender spørgsmålet om – og stiller den lovkyndige et andet spørgsmål: Hvem viste sig at være næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Spørgsmålet om, hvem min næste er, kan altså ikke løsrives fra spørgsmålet om, hvem du og jeg er næste for. Næsten er ikke bare én, vi har, men også noget, vi er. Det, at samaritaneren sætter sig selv i den andens sted, er det, der skaber en forvandlet virkelighed. For ham selv og for manden i grøften.

I lignelsen understreges det, at de tre – præsten, levitten og samaritaneren – tilfældigvis kommer forbi. Det er i situationen, at noget udenfor kalder på deres handling. Samaritaneren svarer ved at handle, som han gør. Han gribes af barmhjertighed og bliver næste for manden, der var blevet overfaldet. I sin handling realiserer han buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv.

Gudsforholdet og forholdet til medmennesket er altså to sider af samme sag. At arve evigt liv er ikke noget, der sker engang i fremtiden. Det evige liv er kun evigt, hvis det allerede nu viser sig i tiden. Og det er netop lignelsens pointe, at kærligheden til Gud og kærligheden til vores næste er uløseligt forbundet og allerede realiserer sig i livet her og nu. Kristen tro er tro på, at Gudsriget allerede nu viser sig. At noget udenfor rækker ind i verden og kalder barmhjertighed og medfølelse frem og dermed forvandler virkeligheden.

I den legendariske tv-serie Matador er der en scene, som de fleste nok husker. Bankfuldmægtig Stein skal bringes i sikkerhed, da han som jøde er i fare for at blive taget af tyskerne. Skæbnen vil, at det er den sarte Maud Varnæs, der er alene hjemme den aften og nu skal overvinde sig selv, få tændt op under bilgeneratoren og bumle af sted ad småveje i spærretiden for at bringe Stein i sikkerhed. Og spørgsmålet er hvorhen?

’Der er selvfølgelig grisehandler Oluf Larsen og hans kone Katrine’, lyder det forsigtigt fra Stein, som dog hurtigt – med tanke på, at de ikke hører til bankdirektørens omgangskreds – tilføjer: Men de er jo fremmede.

Hvortil Maud Varnæs svarer:

Hvis de kan hjælpe, er de jo ikke fremmede mere.

Ligesom vi ikke på forhånd kan definere, hvem vores næste er, kan vi heller ikke fastslå, hvem vi er næste for. Vi står tilfældigvis over for fordringen mange gange i vores liv, mange gange dagligt – og vi vil langt fra altid kunne sige, at vi svarede på det, situationen krævede af os. Vi vil svigte og dermed vil kærlighedsbuddet blive en dom over os og med sikkerhed gøre os til skyldnere i livet. Så er det pludselig os, der er afmægtige og har brug for hjælp og omsorg. Os, der har brug for, at der er én, der øver barmhjertighed mod os. At der er nogen udenfor os selv, der lader sig bevæge af vores nød og kan forvandle vores fortvivlelse til nyt liv.

Evangeliet er, at Gud i Jesus Kristus har bevæget sig ind i verden, har sat sig i vores sted og skænker os hjælp, tilgivelse og nyt håb. Han regnede det ikke for et røvet bytte at være lige med Gud, men tog en tjeners skikkelse på for at komme os til hjælp. Han forvandler virkeligheden og åbner vores øjne, hjerte, sjæl og sind for det udenfor os selv, som kalder tro, håb og kærlighed frem og nedbryder grænser mellem mennesker. Han er den barmhjertige samaritaner for enhver af os.

Gå du hen og gør ligeså! lyder det til den lovkyndige og til enhver af os. Sådan taler nåden, der ikke vil lade det blive ved vores svigt og skyld, men kalder på gudbilledligheden i os og oprejser os til håb. Når vi hører det, møder vi en forvandlet virkelighed.

Det er evangeliet til os:

Guds nåde er vores virkelighed. Og vores mulighed.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Prædikentekster: 13. søndag efter Trinitatis. Det talte ord gælder