Peter Birchs afskedstale til Lise-Lotte Rebel

Kære Lise-Lotte

Det er med den allerstørste respekt, at jeg i dag overtager bispeembedet i Helsingør Stift efter dig. Du har bestridt det så længe og med så stor lidenskab og flid, at man fristes til at sige, at det er dit embede, jeg i dag overtager. Jeg ved godt, at du ikke ser sådan på det. Embedet er et forkynder- og tilsynsembede, som ikke er nogens private ejendom. Men du har fyldt embedet i 25 år med en utrolig flid, med lidenskab for evangeliets bud, med en stadig understregning af teologiens vigtighed, at man med sindsro kan sige, at du har formet embedet med din personlighed.

Du har ikke sparet dig selv. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange kilometer, du og Bent Flemming har kørt på stiftets landeveje – på vej til møder med menighedsrådene eller for at gå i kirke et sted i stiftet. Mere end 325 præster har du indført i embedet ved ordination og uendeligt mange samtaler har du ført med mennesker om alt, hvad et liv og et arbejdsliv kan byde på.

Humor har altid været en del af dit arsenal. Jeg husker, at du på et Landemode gjorde opmærksom på, at der ikke er langt mellem de små byer Manderup og Kvinderup – men at der midtvejs imellem dem ligger Slangerup. Din pointe var, at hvor mænd og kvinder mødes, opstår der strid og kiv – der er sjældent eller aldrig paradisiske tilstande i livet, heller ikke i kirkelivet.

25 år – godt og vel endda – har du bestridt det krævende embede som biskop her i vores dejlige stift – og der er såmænd ingen, der har haft indtryk af, at enden var nær. Du havde gerne taget lidt flere år, for du holder af dit embede, dit stift og din kirke. I dine år som biskop er der sket meget med stiftet; det er vokset betydeligt i folketal og i samme periode har du derfor kæmpet for at få tilført flere præstestillinger til stiftets sogne. Det har ikke været nogen let kamp, for de skal jo tages et sted, men det er lykkedes for dig – til glæde for folkekirkens sogne og præster her hos os.

Vi to har fulgt hinanden længe; jeg kan tydeligt huske den dag i marts 1995, hvor bispevalget var afgjort og du som den først kvindelige biskop formåede at samle hele den danske verdenspresse til møde i Publicistklubben. Det var på Hotel Richmond, tror jeg, og Hans Bischoff var ordstyrer og udspørger. Jeg sad som journalist fra KD på en af stolene i salen og jeg husker, at du var både veloplagt, charmerende og kvik i replikken. Du afviste fx, at dit køn skulle have betydning – det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved! Og så bedyrede du, at du ikke ville blive nem og blid, hvis nogle skulle tro det. ’Det ligger ikke til mig at pakke tingene ind eller stikke noget under stolen. At kæmpe, spørge og strides med tingene, det er det, der giver livet dybde’, sagde du dengang. Og det har du levet op.

For dig har præsteembedet og teologien altid været en hjertesag. Og du har ofte formået at vise det med charme og en hurtig replik. Vi er mange, der med glæde husker vores fantastiske tur til Færøerne i 2019. Herfra husker jeg et replikskifte, som er betegnende for dig; det var den dag, hvor vi var i Gjógv og i strålende sol havde taget turen op af den imponerende klippeside, der på toppen – i noget der vist svarede til 74. etage i et højhus – gav det mest storslåede syn ud over Nordatlanten. Da jeg og nogle af provsterne svedende og fulde af betagelse kom ned til bilerne, hvor du og Bent Flemming stod, bemærkede jeg frejdigt, at ’Så Lise-Lotte, nu er vi alle blevet skabelsesteologer’, hvortil du tørt bemærkede: ’Ja, det kan jo blive småt for enhver!’

Med de ord og med denne billedbog fra vores tur vil jeg takke dig af hjertet for din indsats gennem alle årene, for den tillid, vi har nydt fra dig og det fælleskab, vi har delt. Og jeg ønsker dig og Bent Flemming Guds velsignelse over dagene, der kommer. Og så håber vi at se jer mange gange i mange forskellige sammenhænge; Vi håber, at det i år bliver muligt at samles til Stiftspræstekonvent, og der glæder det mig, at I allerede har sat X i kalenderen og vil være vores æresdeltagere.

TAK og alt godt!