Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Peter Birch: Folkekirken skal tage grønt ansvar

Biskoppen er godt tilfreds med de mange eksempler på grønne tiltag i sognene i Helsingør Stift. ”Det er ikke en mulighed at sige, at den grønne dagsorden ikke vedrører os,” siger han.

Peter Birch står i bispegårdens have med et æble i hånden

”Vi har et ansvar for det liv, vi lever, og den verden, vi er blevet betroet,” understreger Peter Birch. (foto: Sille Arendt)

”Det er opmuntrende at se de fine grønne initiativer, som sognene har taget rundt omkring i stiftet. Jeg lægger især mærke til variationen. Nogle steder er det bier og vilde blomster på kirkegården, andre steder sparepærer og digitale aviser for slet ikke at tale om ambitiøse jordvarmeanlæg. Små og store tiltag imellem hinanden, præcis som det nu passer ind i den lokale sammenhæng.”

Biskop Peter Birch er godt tilfreds med de mange eksempler på, at sognene i Helsingør Stift er gået ind i den grønne omstilling. I januar 2020 besluttede biskopperne, at folkekirken skal tilslutte sig målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Og de mange historier fra sognene viser, at arbejdet nu er i fuld gang.

”Jeg er meget tilfreds med beskrivelserne fra kirker over hele stiftet, fordi de kan fungere som inspirationskatalog. Med dem i baghovedet kan andre menighedsråd tage hul på en drøftelse af, hvordan man så gør det bedst hos dem,” siger Peter Birch.

 Ligesom vi skal tage vare på vores medmennesker, skal vi også tage vare på den skabte verden.

For selvfølgelig skal folkekirken bidrage til den grønne omstilling, siger han. ”Folkekirken er den del af samfundet, og vi kan ikke unddrage os den udfordring, som hele samfundet står overfor. Folkekirken har bygninger, jorder, kirkegårde og et dagligt forbrug, og vi skal sørge for at tænke grønt og bæredygtigt hele vejen igennem.”

Det er ikke udtryk for en egentlig grøn teologi, siger han – snarere for en del af hans samlede teologi. ”Vi har et ansvar for det liv, vi lever, og den verden, vi er blevet betroet,” understreger Peter Birch. ”Så ligesom vi skal tage vare på vores medmennesker, skal vi også tage vare på den skabte verden.”

Han er ikke bange for, at beslutningen om at deltage i den grønne omstilling giver folkekirken politisk slagside. ”Det er ikke en mulighed at sige, at den grønne dagsorden ikke vedrører os. Det er et fælles ansvar for alle. Til gengæld er det en politisk afgørelse, hvilke midler der skal tages i anvendelse. Og her er det op til den enkelte kirke at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre hos dem. Det er jo også det, historierne her viser. Omstillingen kan gribes an på mange forskellige måder, og det er godt, at vi inspirerer hinanden, men i sidste ende må menighedsrådet finde en løsning, der passer lokalt.”

Se temaet Grønt stift