Ny redaktør vil rådgive sogne om sociale medier
Kåre Gade kommer til Helsingør Stift fra en stilling som presseattaché hos Danmarks ambassade i London.

Kåre Gade, bachelor i teologi og skribent hos Kristeligt Dagblad, er ny redaktør i Helsingør Stift. Foto: Pressefoto
Kåre Gade er ansat som redaktør i Helsingør Stift.
Han får ansvar for Helsingør Stifts interne og eksterne udgivelser og vil - sammen med journalist Anders Haubart Madsen - stå for bl.a. nyhedsbrev, hjemmeside, Stiftsmagasinet, magasinet Folk&Kirke og de sociale medier.
Han skal desuden rådgive menighedsråd, præster og ansatte vedrørende kommunikation og medier.
“Jeg har tidligere arbejdet for Helsingør Stift, da de første numre af magasinet Folk&Kirke blev til, og jeg glæder mig meget over at kunne genoptage samarbejdet på fuld tid,” siger Kåre Gade.
“Ikke mindst ser jeg frem til samarbejdet med præster og menighedsråd på sogneniveau. De sociale medier rummer et stort potentiale på lokalt plan, hvis man bruger dem rigtigt.”
Teologi og reklamer
Mange i folkekirken vil kende Kåre Gade som journalist og redaktør med fagligt fokus på kirke og kultur. Han er bachelor i teologi fra Aarhus Universitet.
Efter i en årrække at have arbejdet i musik-, teater- og reklamebranchen blev han i 2002 redaktør for Kirke og Tro på Kristeligt Dagblad. Fra 2003 til 2008 var han vært og tilrettelægger på programmet Folk og Kirke på P1.
Fra London til København
Fra 2008 til 2016 boede Kåre Gade i London, hvor hans kone, Else Hviid, var præst ved Den Danske Kirke.
Her arbejdede han først som freelancejournalist, siden som presseattaché og leder af kultur- og kommunikationsafdelingen på Danmarks ambassade.
Han er bosat i København, hvor hans kone siden april har været sognepræst ved Kastelskirken.