Min julekrybbe: Et klenodie, der minder om en tid, der var engang

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk  

Hvert år i december finder Grethe Muff Enevoldsen sin datters hjemmelavede julekrybbe frem. Krybben har efterhånden 34 år på bagen, eftersom datteren Katrine stolt hjembragte krybben det år, hun begyndte i skole. Og det ses:

”Den er virkelig sjov. Jomfru Maria er en kæmpe dame, og mændene er tynde og hulkindede. Hun er dobbelt så stor som dem, og det er faktisk lidt sjovt, at hun står der og troner i al sin vælde. Den bliver bare sjovere, jo ældre vores datter bliver, for vi kigger på udtrykket og begynder at læse på det. Vores datter er feminist og på barrikaderne med alt, hvad der vedrører kvinders rettigheder, så der er noget sjovt i, at Maria er sådan en ordentlig dame. Det har hun selvfølgelig ikke tænkt over dengang, men det er det der med, at børn kan skabe et udtryk i noget uden at tænke over det,” fortæller Grethe Muff Enevoldsen.

Julekrybben har altid fået lov til at stå fremme, og med tiden er den faktisk bare blevet endnu vigtigere:

”I starten var det bare en ting, der blev leget med. Men så sker der jo det, at de ting, ens børn har lavet, bliver mere værdifulde og mere skrøbelige, som årene går. Det bliver nærmest klenodier, der minder en om en tid, der var engang.”

Perfekt, som den er

Julekrybben har ikke en fast plads i hjemmet, men én ting er sikker: Den står i en højde, hvor små og store pilfingre ikke kan nå den.  

”Det er det eneste julepynt, vi har herhjemme, som ikke må røres ved og leges med. Det er meget mod mine principper, for jeg gider ikke have ting, der ikke må bruges. Vi har for eksempel en hel juleby, der er meget skrøbelig, men som man godt må røre ved, og der er jo tusind ting fra den, der går i stykker hvert år og ryger på skadestuen for engle og nisser. Men vores julekrybbe skal altså stå et sted, hvor ingen kan nå den,” fortæller Grethe Muff Enevoldsen og fortsætter:

”Den er lavet i ler, som så er blevet brændt. Den er ikke glaseret, men bare malet med børnemaling, så den er jo lidt skrøbelig. Jomfru Marias ene øje er også forsvundet med tiden, men det skal ikke males op igen. Det vil være forkert at røre ved det. Den må være, som den er.”  

Noget helt særligt

Hvert år, når Grethe Muff Enevoldsen pakker julekrybben ud af sit beskyttende papirlag, rammer den samme følelse hende:

”Jeg tænker ’nårh’. Julekrybben bliver mere og mere slidt for hvert år, der går, men jeg mærker bare den der kæmpe varme, ligesom når jeg ser på nogle af de andre ting, vores børn har lavet. Det minder mig om, at det er vigtigt at vælge nogle ting ud, man vil gemme. Børn producerer jo virkelig mange tegninger og lerfigurer, men det gælder om at have øje for, når noget er særligt og så gemme det og passe på det, for en dag er det sjovt for dem.”

Resten af familien deler Grethes begejstring, og julekrybben er efterhånden en fast del af julehyggen hjemme hos Grethe og hendes mand.

”Hvert år taler vi om, hvor gammel den er. Det er blevet en del af julen at tage den lille snak. Vores datter kigger stadig efter den hvert år, for hun ved jo, hvor glade vi er for den. Når andre folk ser den, tænker de sikkert ’Hvorfor gemmer de det gamle ragelse?’, men den er en bid af vores families historie.”