Maria Fruerlund Kamp: "Du er ventet"

af Maria Fruerlund Kamp, Fængselspræst i Herstedvester Fængsel 

"Der snakkes over kaffen, og der skabes usynlige bånd i mellem os. På den måde får Helligånden krop som det, der binder os sammen  
som mennesker og som menighed."

I maj 2023 var det 75 år siden at de første kvinder blev ordineret til præster. I den anledning lavede Helsingør Stift og fotograf Sille Arendt fotoudstillingen PRÆST><KVINDE, hvor 19 kvindelige præster blev stiftet blev portrætteret. Maria Fruerlund Kamp er en af de portrætterde. Læs hendes interview her:

Hvorfor blev du præst?

Det er et godt spørgsmål. Det havde jeg egentlig heller ikke planer om. Jeg læste teologi, fordi jeg ikke kunne forestille mig noget mere spændende fag at kaste mig over. Det var først på Pastoralseminariet, at jeg fandt ud af, at jeg måtte prøve kræfter med præsteembedet. Praktikken på Pastoralseminariet blev uden tvivl afgørende for mig, for her fik jeg lov til at være med: Have samtaler, skrive lejligheds‑ taler, være med i det faglige fællesskab. Kort efter fik jeg mit første embede. Der var jeg i 14 år, før jeg blev præst i Herstedvester Fængsel. Så jeg blev præst uden at have haft planer om det, og jeg er forblevet præst, fordi jeg ikke kan forestille mig et mere meningsfuldt arbejde.  

Hvem identificerer du dig mest med i biblen?  

Jeg kan ikke lade være med at holde af Peter. Nogle gange er han som en elefant i en glasbutik. Han får sagt ting, der afslører, han ikke har forstået, selvom han så gerne vil give indtryk af det modsatte. Han prøver alt, hvad han kan og synker alligevel til bunds og har brug for hjælp. Han svigter. Han er et helt igennem ægte menneske med fejl og mangler. Og han kan bruges! Han kan være klippen, skønt hans fundament nogle gange er lidt vakkelvornt og med sprækker. Han inspirerer mig til at kaste mig ud i ting. Giver mig modet til, at det, jeg kommer med, nok kan gå an.  

Hvor oplever du virkelig det gjorde en forskel?  

Jeg har mange gange stået over for mennesker eller stået i situationer, hvor jeg har følt mig lille. Hvad skulle jeg kunne gøre eller sige over for den sorg, den skæbne, det ituslåede liv? Hvad kan jeg overhovedet byde ind med? Så har jeg tænkt på klippen med det vakkelvorne fundament, som kunne bruges. Og så kan jeg også.  

Hvad er det allersværeste ved at være præst?  

For mig er det sværeste, at der altid er flere, der kalder på mig på samme tid, og jeg oplever ikke at kunne slå til over hele linjen eller være alle steder på én gang. Det, tror jeg, er meget menneskeligt og ikke kun knyttet til det at være præst. Det kan være at gå hjem, selvom der endnu er opgaver, der ikke er løst; et menneske jeg ikke fik besøgt, som må vente, eller omvendt: blive på job, selvom der er familie derhjemme. Så balancen mellem arbejde og privatliv er det sværeste for mig.  

Hvorfor netop denne genstand? 

Min religiøse genstand bærer jeg hele tiden på mig, da det er en tatovering på min venstre arm. Den forestiller et par stablede kaffekopper og en kande ved siden af. Kaffen er for mig et udtryk for Helligåndens virke – for det, der binder os sammen. Helt jordnært og konkret. Efter gudstjenesten om søndagen er der altid kirkekaffe og en indsat, der har bagt. Den halve time vi sidder i kirken og drikker kaffe og spiser kage er afgørende og en fin måde at slutte ugen på og begynde en ny. Der snakkes over kaffen, og der skabes usynlige bånd mellem os. På den måde får Helligånden krop som det, der binder os sammen som mennesker og som menighed.  

Jeg har også altid kaffe på kanden på mit kontor. Friskbrygget kaffe på kanden siger: ”Du var ventet”. Det udtrykker omsorg og overskud – at vi har god tid. Det er vigtigt for mig, når jeg har mennesker til samtale.