Ny konfirmandsæson: Elsk din konfirmand som dig selv
Religionspædagogisk konsulent skriver om at vandre med konfirmanderne frem for at straffe dem.

Konfirmation i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk i 2017. (Foto: Kåre Gade)
Af Pernille Nærvig Petersen, religionspædagogisk konsulent
og Berit Weigand Berg, udviklingskonsulent i Kirkefondet og tidl. sognepræst i Grøndalslund Kirke
Sensommeren er tiden, hvor nye kommende konfirmander starter deres forberedelse hos præsten.
Her er et par gode råd til, hvordan man som præst griber det an.
Konfirmationsforberedelsen er noget helt specielt.
Det er måske det eneste sted, hvor der ikke forlanges præstationer af de unge. De skal ikke til eksamen, de skal ikke opdrages.
Kirken har ikke et formål med dem, som de skal måles op imod, når vi er færdige med dem. Vi er ikke i gang med undervisning, hvor der er et pensum, de skal igennem for at have gjort det ’rigtigt’.
Men hvad går konfirmationsforberedelsen så ud på? Det er en medvandring i de unges liv. En medvandring som nok foregår løbende.
Det begyndte måske til babysalmesang, og vi har været der til skolearrangementer, måske til minikonfirmander – og nu har vi et lille år, hvor vi er på rejse sammen.
Atmosfære af ligeværdighed
Og det er vi i en tid, hvor konfirmanderne er ved at orientere sig mod at blive unge voksne.
De kigger fremad. Og vi kan tilbyde at være sammen med dem, være til rådighed for dem og møde dem med respekt og i en atmosfære af ligeværdighed.
For de er unge voksne deres egne tanker om livet og med deres egen livserfaring, som nogle gange er dybere end min er.
Medvandringen må altid tage form af dem, vi vandrer sammen med, og der er ikke nogen form, der endegyldigt er den rette. Vi vil prøve at beskrive nogle sider af medvandringen i det følgende.
Forkynd
Forkyndelsen handler om at være med til at formidle Guds kærlighed, som vi kender den gennem Jesus Kristus. Det sker i ord – men i endnu højere grad i gerninger.
Vi skal være med til at vise Guds kærlighed ved vores relation til konfirmanderne, ved at være sammen med dem. Vi har pligt til at elske hver enkelt konfirmand som i næstekærlighedsbuddet.
Og det opleves af dem hovedsagelig i den respektfulde og kærlige relation, i kærlighedshandlinger snarere end i ord om kærlighed.
Forkyndelsen handler om relation og handlinger sammen.
Undervis
Undervisningen handler om at lade dem reflektere over kristendommen, og hvilken betydning den kan have i deres liv. Det er samtale og ikke mindst lytning fra præsten side.
Det handler om den viden, og de erkendelser vi sammen når til i stedet for at præsten har en facitliste, som konfirmanderne skal nå frem til.
Undervisningen handler om samtale og refleksion.
Bekend
Bekendelsen ligger i den personlige fortælling. I samtalen med konfirmanderne må præsten stå tydeligt frem som et menneske for hvem kristendommen er livsbærende.
Vi spejler os alle i hinanden, og præsten må stå til rådighed for at konfirmanderne kan spejle sig. Det behøver ikke blive private historier om ens liv, men det skal være personlige fortællinger om hvad det betyder at være kristen.
Bekendelse handler om personlige fortællinger og spejling. Men hvad når vi ikke elsker konfirmanderne? Vi oplever alle sammen hold, hvor relationen ikke lykkes og vi bare glæder os til at sige farvel til konfirmanderne.
Måske splitte op
Straf er ikke vejen frem. Det gavner ikke relationen og giver i stedet konfirmanderne et billede af, at der også hos Gud er krav om at være på en anden måde, end de er.
Og så får vi ingen medvandring. I stedet må der findes andre løsninger. Måske skal holdet splittes op, så relationen bliver mere håndterbar. Måske skal planerne tilrettes, så de møder konfirmandernes behov fremfor præstens.
Det kan betyde, at det bliver mindre teologisk – men nok mere medvandrende.
Og i sidste ende vil medvandringen nok skabe en større forståelse for kernen i det kristne budskab end en konfirmationsforberedelse, hvor det, der huskes bedst er, at ’præsten blev sur, når vi larmede’.
Denne artikel blev bragt i Præsteforeningens blad i februar 2015.