Kom i julestemning til Biskoppens Julekoncert
Den 30. november er biskop Peter Birch for fjerde gang vært for den traditionsrige julekoncert i Helsingør Domkirke. Kom og vær med, og oplev julestemningen sprede sig, når dygtige musikere og korsangere folder sig ud.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Når tusmørket falder på, julelysene tændes og kirkeklokkerne kimer over den gamle bydel i Helsingør lørdag den 30. november, slår domkirken dørene op til en stemningsfuld og traditionsrig oplevelse for store og små. Så er det nemlig blevet tid til Biskoppens Julekoncert.
I år er det fjerde gang, biskop Peter Birch er vært for den traditionsrige julekoncert, og som altid er der meget at glæde sig til:
”Det er en koncert, der markerer, at vi går ind i adventstiden og juleforberedelsernes tid, og det er mit håb, at vi igen i år kan samles til en fælles musikoplevelse, hvor vi sammen synger og hører dygtige kor og solister,” fortæller Peter Birch.
Else-Marie Kristoffersen, der er domorganist i Helsingør Domkirke, er enig i, at Biskoppens Julekoncert er noget helt særligt:
”Der er mange julekoncerter, men det særlige ved Biskoppens Julekoncert er, at den afholdes i domkirken, som er hele stiftets kirke, og at to af de musikalske indslag altid har rødder i stiftet. Vores stiftskor, Vokalensemblet Suona, som består af korsangere, der har sunget i kor i stiftet hele deres barndom og ungdom, men som nu er geografisk spredt for alle vinde på grund af blandt andet uddannelse, synger hvert år. Derudover er det en tradition, at vi hvert år inviterer et børnekor fra stiftet med. I år er det Rødovre Børnekor. På den måde er det simpelthen bare hele stiftets julekoncert.”
Et stort trækplaster
Udover de to kor prydes programmet hvert år af en særligt indbudt person, og i år er det den prisbelønnede oboist Henrik Goldschmidt, der skal optræde.
”Henrik Goldschmidt er i en klasse for sig. Han har nogle helt fantastiske kvaliteter på flere planer. Chancen for at opleve ham, ville jeg ikke lade mig selv gå forbi, hvis jeg boede i stiftet,” lyder opfordringen fra Else-Marie Kristoffersen.
Biskoppen vil desuden tale om den særlige forventning og glæde, der knytter sig til adventstiden og tiden frem mod jul, og hele julekoncerten har i år ét særligt tema – nemlig fred.
”Vi lever i en uroplaget og konfliktfyldt verden. Vi har mere end nogensinde brug for at høre julens budskab om fællesskab og fred mellem mennesker,” lyder det fra Peter Birch.
Der bliver elementer, hvor korene synger hver for sig og sammen, og så er der selvfølgelig fællessalmer. Programmet er i øvrigt nøje sammensat, så repertoiret favner bredt, og der er en god blanding af noget nyt og noget gammelt, noget kendt og noget mindre kendt.
”Resultatet er en koncert, der henvender sig til alle, der ønsker at få en smuk fælles musikalsk oplevelse og en stemningsfuld indgang i advents- og juletiden,” afslutter Peter Birch.
Koncerten er gratis, og alle er velkomne.
INFO OM BISKOPPENS JULEKONCERT
Tid: Lørdag den 30. november klokken 16.00 til 17.00.
Sted: Helsingør Domkirke.
Deltagere: Alle er velkomne.
Pris: Gratis deltagelse.
Har du lyst til at downloade plakaten for koncerten, finder du den her: